Første kappleiken i Vestmannalaget i 1896

I perioden 1896 til 1914 skipa Vestmannalaget i Bergen til ei rad kappleikar og kappdansingar. Den første var i 1896. Vi tar med litt av det som står om denne kappleiken i 50-års-soga til Vestmannalaget.

Den 24. april 1896 stod denne lysinga i blada:

Fru Bolette C. Pavel Larsen skreiv eit morosamt referat av kappleiken i "Folkebladet" 1896. Her er noko av referatet (henta frå: "Vestmannalaget i 110 år"):

"Lørdagen den 16de Mai om Eftermiddagen kunde man se Folk flokke sig smaat sammen og sætte i Baad over Puddefjorden. Enkelte havde rosemalte Nistetine med, med der var Folk i Vadmelsklæder og Bydamer med Pariserhatte om hinanden. Indimellem de øvrige kunde en og anden Bondemand sidde paa Toften og ligesom værne om noget i en sort Bylt, som han holdt dulgt under Armen. De Omkringsiddende lod som lagde de ikke Mærke til det, men alle skjønte de, at Bylten var en Hardangerfele, og at Manden var en af de fremmødte Spillemænd. Disse smaa Flokke af Folk var nemlig Vestmannalagets Medlemmer, som skulde overvære "Kappleiken".

Vel over Fjorden komne, tog folket Veien op gjennom Alleen til en stor, gammel, hvidmalet Herregaard i græsk Stil. Bygningen saa ud som et Marmortempel; foran Indgangen var der en vakker Peristyl av vældige doriske Søiler.

Man traadte ind i Midtrummet, etslags Havstue, og saa til hver Side en rummelig, høiloftet Sal, hvor der var opstillet Bænke i Rækker. Man vilde tage Plads, men kunde ikke rigtig finde Ro; thi der var saa meget rart  at se paa Væggene i de to Sale. Der var Afbildninger af nøgne Ben og arme, ja af hele Kroppene sommesteds, der var fine Tegninger af Hoveder og ansigter, udmerket godt gjort, der var Studier i Farver af Mennesker, Dyr og Landskaber, der var store Bilder, Stilleliv i hollandsk Maner med friske Kaalhoveder, Løg, saftige Gulerødder og Næper, - der var Genrebilleder - bl. a. lagde man Mærke til et, som havde særllig godt Lys, et smukt gammelt Ægtepar, som sad sammen og læste i Bibelen o. fl. l. Og henne i Krogene stod Kister og Skamler, malet i gammelnorske Mønstre, der stod Gjordestole og Krakker, Forsæder og Langborde. En gjorde store Øine, det forekom en saa underligt alt dette: Gjennem en græsk Tempelgaard var en traadt ind i Sale, hvr der var gammelnorsk Møblement, men fra Loft til Gulv hang der moderne Malerier. Det var saa sælsomt, saa forskjelligt fra den trivielle Hverdagslighed, som vel muligt - -.

Dette Hus, der ved denne Leilighed saa velvilligt stilledes til Vestmannalagets Raadighed, eies af et af Lagets Bestyrelsesmedlemmer, Maleren Olav Rusti. Huset og Møblementet er i sin Eiendommelighed i merkelig Overensstemmelse med Eieren. Han er den Ny-norskeste Nordmand, taler alltid norsk Landsmaal, selv i Kjøbenhavn blandt danske Kolleger; men han er gammel Hellener i Kunstopfatning og Smag, streng i sin fordring til det "rene", "ædle"  og "ophøiede" i Kunsten. Hans Tegninger er isærdeleshed ganske fortrinlige. Hans Hustru er Frida Rusti, en tysk Malerinde, der har faaet sin Uddannelse i Paris. Kunstnerparet har i de høiloftede Sale indrettet sig et prægtigt Atelier her.

Man tog omsider Plads paa Bænkerækkerne. Fløidørene fra de to Side stod aabne til havestuen, hvor de tre Domsmænd sad foran en Forhøining, paa hvilken Spillemændene skulde placeres for at spille - en for en - efter Lodtrækning.

Hvergang Døren gik op til et Bagværelse, kunde man høre en infernalsk Ulyd af 17 Feler, (Av dei tjuge spelemennerne som hadde meldt seg til kappleiken, var det tri som ikkje møtte fram.) der alle stemtes paa engang - - - -

Kappleiken begynte. Første Mand frem var en ung Gut fra Exingedalen, bare 17 Aar gammel. Han staar som No. 4 i øverste Række paa Billedet, hvor der desværre mangler 7 Spillemænd, der ikke mødte frem hos Fotografen.

Under den mest spændte Taushed sad man der og lyttet til disse eiendommelige norske slaatter, der paa Hardangerfelen faar en saa underlig saar Klang, at Taarerne kommer en i Øinene. Tonen ligesom hvirvles blidt rundt og rundt og rundt igjen, og selv den kaadeste Danseslaat har denne vemodsfulde Klangfarve tl Grundtone. Undertiden - sædvanlig i anden Afdeling - bliver Motivet smeltende og dragende fint og paa samme Tid mere lidenskabeligt, ja saa ubeskriveligt indtrængende i Gjentagelserne, at man simpelthen overvældes, overgiver sig paa Naade og Unaade, giver sig Sstemninger ivold, slig at en forstaar Sagnet om Fossegrimmen, som kunde faa Folk til at rende bent i Fossen, naar han lokked med disse Toner.

Der var noget af det stemningsfuldeste, man kan tænke sig, at sidde der, mens Tusmørket sneg sig ind i disse fantastisk smykkede Rum, at sidde der og høre paa de mange forskjellige gamle Feleslaatter, bragte forskjelligt  frem efter Forskjelligheden i hver Enkelts Temperament. Blandt dem der ikke vandt Præmie, var der især to, hvis Spil saare tiltalte mig. Den ene var en Sogning, Lars Sande fra Ortnevik. (Han staar som No. 2 i øverste Række). Han har sorte, dybe, sværmeriske Øine, og naar han spillede var han helt vække fra Verden. Hans Springdans havde den blødeste og eiendommeligste "tudnende Krudt", jeg nogensinde har hørt. Og han spillede perlende rent. Den anden var en høi, middelaldrende, bleg fanatiskudsende Mand fra Herdla. Han findes desværre ikke paa Billedet. Han fik en egen høi, klangfuld Lyd i Felen og spillede en glimrende Halling med ægte "Knæp" i. Det var ligeså man saa ham sidde og spille yderst ude paa et brat Bergstup, slig at Tonerne hæved sig mod den blaa Luft, trilled bortover Skogen og ned paa Volden til Ungdommen, som dansede. - -

Om Præmievinderne bare et par Ord. Sjur Helgeland fra Vossestranden, der vandt første Præmie, er, efter Domsmændernes Sigende, rent et Geni. Han har, som man ser, et prægtigt ansigt, er en ægte Vossetype. Han er godt kjendt af mange Bergensere, men blandt dem der sætter Pris paa ham, maa det være nok at nævne bare et Navn, der veier alle de andre op: Edvard Grieg. Præmievinderen No. 2, Søndfjordingen gamle Lundakvammen, taler for sig selv. No. 3, Nils Tjodflaat fra Utne i Hardanger, rank i Holdning og rask i Bevegelser, er Typen for den moderne unge Hardangerbonde. Han har Bysnit i Klæderne - likesom de allerfleste desværre - men han taler sin Dialekt smukt, han elsker sin Kunst med Lidenskab og sætter den saare høit". (Denne unge gaaverike spelemannen var med paa ein kappleik til. Men so var hans tid ute. Han drukna i Hardangerfjorden sumaren 1898 på heimferd fraa eit brudlaup.)

Så langt referatet i "Folkebladet". I tillegg til dei tre premievinnarane som er nemnde, fekk andres K. Stedje frå Dale ein omframt-premie.

Vidare står det i Vestmannalaget si sogebok:

Dagen etter, den 17de mai, hadde Vestmannalaget skipa til stor fest-stemna i Logen. der var fullt av folk, yver tusund mann. Per ssivle heldt talen for dagen. Der var ikkje mykje han sagde; men ordi hans fall sterke og blenkjande som øksehogg. Og det gjekk som ei gylgja av aalvor og offerhug gjennom folk, daa han enda med dei trauste ord:

"Gjev hand di, bror min,
me lovar og kved:
Skal Noreg gaa under
so vil me gaa med!"

so kom spelemennene fram. alle vart væl fagna. Men daa sjur Helgeland og den 81 aar gamle Lundakvammen hadde spela, daa braka det laust med klapping og fagnings-rop, so salen stod i eitt ver. Paa fremste benken sat edvard Grieg. Han gledde seg inderleg yver at dei gamle norske slaattarne kom til heider og æra att. Og det same gjorde alle som hadde noko vi paa det. So det fall i god jord daa Frants Beyer stod upp og heldt ein varmhuga tale for norsk tonekunst.

Den fyrste kappleiken i Vestmannalaget vart inngangen til ei ny tid for det nasjonale felespel. I mange bygder hadde fela mest gjenge av bruk, og dragspelet kom i staden. Men no tok spelemennerne til aa leita fram att dei vanvyrde felorne sine. Og dei unge sette seg i læra hjå dei gamle, og lagde seg etter aa faa tak i slaattarne slik som dei hadde lært dem av sine forfedre.