Om vor folkemusik
Dette er ein artikkel av ein ukjent forfattar. Artikkelen stod i ei hovudstadsavis i 1861. Artikkelen vart i 1929 teken med i "Norsk folkekultur" av redaktør Rikard Berge. Artikkelen stor også i "Årbok for norsk folkemusikk 2005"

Denne utredning av norsk folkemusik, fornemmelig slaattemusikken, som stod i et av vore hovedstadsaviser i 1861, indeholder saa meget værdifuldt at den fortjener ny opmerksomhet. Forfatteren er ukjendt, men han har havt usædvanlig god greie paa de forskjellige "spil" og deres repræsentanter. En hel del i artiklen præges jo av tiden og fremkomsten i døgnpressen, men selv dette gir et levende billede av musiklivet paa bygderne dengang.

Naar Ole Bull paa sine Koncerter foredrager Karnevalet i Venedig, en Koncert av Paganini eller andre af de mest fortrinlige udenlandske Musikstykker, vil man vel finde Begeistring blandt Publikum, men en begeistring, der hos en stor Del bærer spor af at være kunstlet eller ialfald frembragt mere ved Kunstnerens personlighed og almene Ry end ved hans Spil. Foredrager derimod Ole Bull sit "Sæterbesøg", "Norges Fjelde" eller andre nationale Kompositioner, da først bringes Publikum i sin Almindelighed enthusiasme, da først mærker man, at Hjertet maa give sig Luft uden Hensigt, men at indre uimodstaaelig Trang. Og hvorfor? Ikke fordi Ole Bulls Kompositioner staar over Paganinis og Mozarts, men fordi dennes Musik er grebet ud af vort eget Væsen og derfor fattes af os, uden at vi først behøve at lære at fatte den.

Skal man med Ret kunne sige om nogen enkelt Del af Kunsten, at den fortrinsvis er national, eller med andre Ord, at den kun gjennem en paa folkelig Elementer bygget Grundutvikling kan naa frem til nogen kosmopolitisk Betydning, da maa det vel være om Musiken. Ethvert ukultiveret Folks musikalske Frembringelser har, hvor forskjellige de end i sin Karakter kan være, det samme subjektive Værd og Momenter i sig til at opnaa almenmenneskelig Betydning, naar disse Frembringelser virkelig er et sandt udtryk for Folkefølelsens ejendommelige Præg og altsaa bearbejde det Thema, en særegen Naturomgivelse og Nedstammen har nedlagt hos Folket. Hvor derimod Musiken taber sin Rod i Folkekarakteren og ophører at være sand, naturlige Udstrømning af Folkets egne Følelser for i dets Sted at blive noget tillært Fremmed, der finder man i Regelen hine musikalske Vanskabninger, hvori de mest forskjelligartede Elementer er blandede samen til et uskjønt Vrængebillede, idet de Komponister, der har slaaet ind paa denne Retning, medens de foragter sit Eget og stræver efter det Fremmede som noget uendeligt mere Ophøjet, dog ingenlunde er istand til at frigjøre sig fra sit Folks ejendommelige Anlæg. Detter gjælder dog ikke absolut; hvor overlegent Talent er tilstede, vil naturligvis Komponisten ved længere Studium ganske kunne gaa ind i et fremmed Folks særegne Musiksans, men altid vil det blive en Misforstaaelse af hans Opgave.

Om Musiken derfor i et Land vil kunne opnaa nogen almindelig Betydning, afhænger, efter vor Formening, for det Første af, hvorvidt Folket uden nogen Paavirkning udenfra har følt Trang til af sig selv gjennem Toneverdenen at finde et Udtryk for sine Følelser, og hvorvidt der som en Følge af denne Trang forefindes noget større Forraad af rene, umiddelbare Naturkompositioner, og for det Andet kommer det an paa, om Folkets kunsteriske utdannede Komponister videre bearbejder det rige Felt, som i Folkemusiken er dem forelagt. Hvorledes vort Land er stillet i denne Henseende, vil vi her søge at vise.

Hvorvidt Nordmænderne i Sammenligning med andre Folk besidder megen eller liden musikalsk Begavelse, vil vi ikke paatage os at afgjøre, men i ethvert Tilfælde kan de prise sig lykkelige ved at besidde et forholdsvis meget stort Forraad af ægte Folkemusik, der i Tidernes Løb har dannet sig, og som paa Grund at folkets ringe musikalske Uddannelse har faaet Lov at bruse frem kunstløs som uvilkaarlige Udbrud af Sjelens inderste Trang. I sin fulde Renhed og Rigdom findes imidlertid denne Folkemusik nu fortiden kun i Fjeld- og Fjordbygderne inderst langs med Hovedfjeldryggen, nemlig i Sætersdalen, Thelemarken, Numedal, Hallingdal og Valders samt saagodtsom hele Bergens Stift. Formodentlig har Folkemusiken ogsaa vedligeholdt sig i Romsdals Amt, og maske ogsaa tildels i Throndhjem, men da vi i denne Henseende ikke kjender disse Distrikter, vil vi her kun omtale de sydligere. Længere nedover Fladbygderne paa Østlandet samt i Gudbrandsdalen og endu mere i Østerdalen er derimod Folkemusiken i den her omhandlede Forstand saagodtsom ganske forsvunden. Som næsten overalt, hvor et lignende Forhold finder Sted, er vor Folkemusik, forsaavidt som den er instrumental, knyttet til et efter dens Ejendommelighed afpasset Instrument, nemlig Hardangerfelen, og hvor disse særegne Instrumenter er ombyttede med udenlandske Violiner, Pianoforter osv., der er det hovedsagelig ogsaa forbi med Folkemusiken, da kun en Kunstnerhaand kan overvinde Vanskelighederne ved Gjengivelsen af denne Musik i den sande, uforfalskede Skikkelse paa disse Instrumenter.

I vor Folkemusik vil man kunne skjelne mellem tre væsentli forskjellige Cykler, de saakaldte Folkemelodier, de ældre langsomme "forstemte", Lurslaater og Danseslaatene. Vi vil omtale disse forskjellige Arter i den Orden hvori vi antager, at de er fremkomne, idet vi begynder med Folkemelodierne. Disse Melodier staar i den allerinderste naturlige Fremtoningsform deri fra Slaattene, at de i Regelen ikke bliver forbundne med eller udførte paa noget Instrument, men kun gjennem Sangen har vedligeholdt sig som Melodier, hvorefter Folkepoesien har formet sig. Hvor gamle disse Melodier kan være, er ikke godt at afgjøre, men da meget af vor Folkedigtning ikke alene henter sit Stof lige op ifra Sagatiden men ogsaa i Formen tyder paa en meget stor Ælde, tør man antage, at en hel Del af Melodierne hellerikke skriver sig fra en senere Periode, da den nøje indre Overensstemmelse, som findes mellem Ord og Musik, synes at henvise til en samtidig Oprindelse. At de imidlertid gjennem Tiderne let kan have undergaaet Forandringer, derpaa afgiver Varianternes store Antal det bedste Bevis. Som en Følge af den nøje Forbindelse, hvori Melodierne staar til Digtningen, findes ogsaa disse endnu kun der, hvor Folkeviserne har vedligeholdt sig, nemlig i Thelemarken, Sætersdalen og tildels Valders. I Bergen Stift derimod har den egentlige Folkediktning maattet vige Pladsen for mere moderne Poesier i det danske Sproge, der ved Optagelsen af en Mængde Udtryk fra Folkedialekten og endnu mere ved en til den oprindelige Form mindre heldigt svarende, gryntende og snøvlende Betoning afgiver en just ikke meget tiltalende Blanding, og de Levninger, som der endnu findes tilbage af Folkemelodierne, og hvorefter deres nye Sange endnu tildels synges, er saa forvrængte, at de næsten er aldeles ukjendelige, idet Melodiernes Faatallighed i Forhold til Sangenes Antal bevirker, at samme Melodi bliver benyttet til Viser af det mest forskjelligartede Metrum og følgelig for at kunne passe, maa tøjes og tillempes paa alle Kanter. Dog har man i indre Sogn forefundet Folkemelodier af udmærket Skjønhed, men de er højst sjeldne.

Skjønt Folkemelodiernes Oprindelse vistnok ligger vor Tid fjernest, er di alligevel den Del af Folkemusikken, der har vakt mest, ja indtil den senere Tid næsten utelukkende Opmerksomhed blandt det kunstdannede Publikum, og deres Opbevarelse er der snart allerede gjort, hvad man kan ønske. At man har givet folkemelodierne Fortrinnet for Slåttemusikken, er dels begrundet i deres ydre Fremtoningsform, idet de fremkommer i Forening med Folkeviserne, dels har det ogsaa sin indre i Melodiernes Væsen liggende Grund, som vi senere skal vise.

Folkemelodien er en Afspeileing af Følelser og Indtryk fremkaldte hovedsaklig ved Sangerens menneskelige Omgivelser; den er fornemmelig fremkaldt og uddannnet i Selskabskredser og kvæder snart stolt og kraftig om Kjæmpebedrifter, snart klagende over en ulykkelig Elsker, snart atter skjertsende og spottende over det Forkjerte i Livet. Men næsten stedse er det de Følelser, Menneske vækker ligeoverfor Menneske, der her finder sit Udtryk. Naturomgivelsen har vel ogsaa i Dannelsen af denne Musik sin store Betydning, men uden at yde noget til Indholdet giver den kun Melodien sit ejendommelige Farveskjær. Følelsen af Beundring, Had, Kjærlighed o.s.v. fræmtreder i den Skikkelse, hvori den  kun kan fremtræde hos en mellem Fjeldene udviklet Karakter. Fastholder man altsaa, at Folkemelodien er et Udtryk for Følelser, som de mest forskjelligartede menneskelige, indbyrdes Forhold kan fremkalde, vil man deraf let kunne forklare sig den under samme Grundstemning forekommende store Forskjellighed og rige Karakterafvexling, man finder i dem; og af denne Afvexling i Forbindelse med den Omstændighed, at ikke Naturomgivelsen direkte har haft saa stor Indflydelse paa denne Musiks Karakter, men mere den ejendommelige Folkeaand, vil man atter kunne indse Grunden til den før omtalte større Anerkjendelse, Folkemusiken har vundet hos de dannede Klasser af Folket, idet nemlig disse her finder mere beslægtede Følelser end i Slaattene.

Den ældre Række af Slaatter, som vi ovenfor har givet Navnet Lurslaatter, afviger som antydet saavel med hensyn til Oprindelse som Karakter fra  Folkemelodien. Vi har kaldt dem Lurslaatter, fordi de bær de tydeligste Spor af oprindelig at have tilhørt Luren, hvis Ejendommelighed de endnu saavidt muligt har bibeholdt, efterat man udelukkende spiller dem paa Fele. Denne maa derfor til disse Slaatter stemmes paa en fra den almindelige ganske forskjellig Stemning, hvorved Lurens Toner nogenlunde kan gjengives, og at spille paa denne Stemning kaldes at spille paa "Bestemt" eller paa "Forstemt", det Sidste maaske paa Grund af den Melankoli, der gaar igjennem disse Akkorder. Af saadanne fra den almindelige Violinstemning mere eller mindre afvigende Stemninger gives der en Mængde; der findes Spillemænd, der lader seg høre paa tolv forskjellige Stemminger, alt efter Slaatens Karakter.

I Lurslaatten er Naturens Indflydelse gjennemgribende og væsentlig, her er det, at Fjeldets Barn, overladt til sig selv midt iblandt disse storartede Omgivelser, udtaler sin poesirige Naturbetragtning. Sjelen slutter Forbund med Naturen, søger Hvile i dens evige Harmoni og betror den sine Sorger, Længsler og Forhaabninger, som den frygter for, at Verden skal lære at kjende. Sine inderste Følelser blues Fjeldbonden ved at udtale for sine Medmennesker, og han frygter Verdens Smalighed, men naar Følelsen overvælder ham og Sjelen ikke finder Ro, da drages han til Steder, hvorfra hans Vemodssang ikke kan naa noget menneskeligt Øre. Men ifølge gamle Forestillinger kan han dog ikke dvæle ved Betragtningen af Naturen i dens ydre fremtrædende Former, der stedse standser det higende Blik: for at den skal faa sin rette Betydning for ham, maa der i Alt lægges en Tanke, Alt maa besjeles og personificeres, og saaledes det Overnaturlige fremlokkes af Naturen. Det Kjæmepemessige og Rædselsfulde, det Hemmelighetfulde og Lokkende i Naturen maa stedse faa sin Inkarnation i Bjergtrold, Nisser, Haugefolk og Huldrer; og alle de Forhold, hvori nu Mennesket tænker sig sat til disse Naturforestillinger, faar i Lurslaatten sit særegne Udtryk, hvorfor man finder Huldreslaatter, Nissespel o.s.v. I enkelte af disse Slaatter finder man ogsaa Folkestillinger hentede fra Kristendommen og fornemmelig da den Ondes Machinationer og behandlede, f.Ex. i "Da Fanden sad paa Øltønden" og "Fanitullen". Her er det Dæmoniske og Vilde, der ægger Mennesket til Brøde, men tillige viser det Afskrækkende deri, det Karakteristiske.

Skjønt Lurslaatten nu kun meget sjelden spilles, og, naar det skjer, somoftes paa Opfordring af de Ældre, for hvem man kan mærke, at det er en stor Nydelse paa disse vemodsfulde Slaatter at bæres tilbage til Ungdomsminderne, har de dog endnu holdt sig i alle de ovenfor betegnede Dele af Landet, hvor Folkemusiken ialmindelighed trives. Den Aand, der gaar igjennem disse Slaatter, er dog ikke overalt den samme, og især vil man mærke en ikke ubetydelig Forskel i Udførelsen af Lurslaattene østenfjelds og vestenfjelds, hvilket paa det nøjeste er begrundet i den rent forskjellige Folkekarakter. Hos den mere alvorlige, besidige, indesluttede, men tillige dybtfølende Østlending gaar Slaatten somoftest i en overmaade langsom Takt, hvori Følelsen riktig kan dvæle i de dybe Toner. Hos den mere flyktige Vestlænding, hos hvem Indtrykkende er mere vexlende, fremtræder Lurslaatten i et langt hurtigere og livligere Takt, der gjør, at de ogsaa undertiden benyttes til Dans og som Sangmelodier.

Paa Grund af de ganske særegne Motiver, hvoraf Lurslaattene er fremgaaede, vil de, trods de mærkeligt rige Musikskatte, som deri ofte er skjulte, vanskelig kunne forstaaes i sin Naturform at Folk, som ikke har levet mellem Fjeldene, naar man ikke har en Ole Bull til at forklare dem; de vil somoftest forekomme ensformige og monotone. Dette vil formodentlig bevirke, at der ikke bliver Noget for deres Opbevarelse, hvilket er saa meget beklageligere, som de ej vil have nogen lang Fremtid for sig blandt Folket, dersom der ikke fra andre Kanter blirver sørget for deres Bevarelse.

Danseslaattene eller de nu almindeligst brugelige Slaatter har udviklet sig af Lurslaattene; men da de dels allerede i sin Oprindelse har tilhørt Hardangerfelen, dels har en anden Bestemmelse, nemlig at danse efter, har de, skjønt optagende meget af Grundelementerne, dog udfoldet sig selvstendigt som en fra denn væsentlig forskjellig Musik.

Medens man i Lurslaatten næsten stedse finder det samme Thema, hvorfor de let forekommer enformige, saameget mere som deres Toneomfang er megert lidet, vil man derimod i Danseslaatten finde en stedse fremadskridende Udvikling i forskjellige Retninger. Jo længer man gaar tilbage til de ældste Slaatter desto merer vil man finde af Lurslaattens Karakter deri; men denne Karakter måtte nødvendigvis mere og mere vige, eftersom Dansen og Selskabeligheden gjorde fordring paa Slaattene, og den Smag som herved gjorde sig gjældende, ogsaa indvirkede på Komponisterne.

Man har indvendt imod Slaattene, a de virkelig var en Gjentagelse af det Samme; dette gjælder ogsaa for en stor Del hvad Takten og Anordningen angaar, da Alt gaar i fire til fem forskjellige Taktarter, men ikke destomindre er i Regelen de bedre Slaatter i sin Karakter grundforskjellige. Ligesom denne Del af Folkemusiken er den nyeste med Hensyn til Mængden af Frembringelser, saa er den det ogsaa med Hensyn til afvexling af de forskelligartede Themata. De nyere Slaatter omfatter baade Folkevisernes og Lurslaattenes Felt; alle de Følelser, som Livets mangehaande foreskjelligartede Forhold kan fremkalde hos Fjeldbonden, finder man nedlagte i disse Slaatter, snart klager de lig Folkemelodien over Tabet af, hvad der er kjært i Livet, over Lykkens forgjængelighed og Livets Usselhed, snart bruser de i kraftig Selvfølelse, i Følelsen af Ungdom og Manddom; ja stundom finder man i samme Slaat de meste forskjellige Stemninger, men med en saa naturlig Overgang, at man tydelig kan følge Tankegangen, hvilket er saameget lettere, som disse Slaatter altid knytter sin Oprindelse til en eller anden Personlighet, hvorfra de har sit Navn. Exempelvis vil vi som saadanne Slaatter kn nævne "Sevelien" og "Rotnhejems-Knut".

Slaattemusiken adskiller sig nu i to temmelig forskjellige Grene, nemlig Telemarksspillet, der hører hjemme i Thelemarken, Sætersdalen, Numedal, Hardanger og tildels Voss, og Valdersspillet, der bruges i Valders og Sogn og mødes med Thelemarksspillet paa Voss, hvor der er en Blanding af begge Dele, hvilket tildels ogsaa er tilfældet med Hallingdalsspillet, skjønt dette staar Valdersspillet ulige nærmere. Af disse to Slags staar den Thelemarkiske Musik ulige højere end den Valderske saavel i Slaatterigdom som i Musikfylde og afvexling. Ligesom for Digtningen saaledes har unegtelig Thelemarkingen ogsaa for Musiken en ganske sæegen Begavelse, hvortil ogsaa kommer, at det Folkelige paa Grund av Distriktets afsides Beliggenhed har kunnet holde sig temmelig frit for ydre Paavirkninger, hvorved den ejendommelige Harmoni vilde være bleven forstyrret og Kilden til denne rige Udstrømning lidt efter lidt stoppet. Derfor har heller ingen anden Egn af Landet frembragt saa udmærkede Mestere i denne slags Musik, som f.Ex. Haavar Gjibø, Bergslanden og fremfor Alle Møllarguten.

Dette mægtige Geni, hvis mange og overordentlige Komopsitioner om femti Aar vilde komme til at blive en Guldgrube for vore Komponister, naar han ej blot tog formeget med sig i Graven, repræsenterer Thelemarksmusiken i hele dens Rigdom og Afvexling, og ikke alene som Exekutør men ogsaa som Komponist repræsenterer han denne Musik.

Trods den store Mengde af Mølllargutens Slaatter finder man alligevel aldrig den Samme i dem, overalt er der Rigdom og gjennomgribende indbyrdes Karakterforsjel. Naar man forfølger hans Kompositioner fra Begyndelsen af, vil man i Udfoldelsen af hans Indre finde aldeles de samme Fraser, som vi ovenfor har antydet findes i Udviklingen af Slaattemusiken ialmindelighed. Hans første Slaatter, de egentlige "Møllarslaatter" i engere Forstand, hvori Kværnefossen ledede hans Fantasi, er rene Inspirationer, hvori Naturens Aand fylder Naturbarnests Sjel og deraf henter frem sit Udtryk. Senere, da han var kommet mere ud iblandt Folk og var bleven kjendt med andre Spillemænd, og hans Spil søgt ved Bryllupper, Danse og andre festlige Lejligheder, begynte det ogsaa at antage en anden Karakter, mere svarende hertil. Fra Valdersspillet adskiller Thelemarksspillet sig foruden i Rigdom ogsaa i Takt. Valdersspillet bestaar forstørstedelen af Springdanse. I disse er Takten ganske langsom, men i den Grad markeret, at Musiken bliver en ren Biting ved siden deraf, og det Hele faar noget Trommeagtigt ved sig, saamegetmere som Indholdet er meget fattigt. Medens Thelemarksslaattene i Regelen bestaar af fem til ti ja endog tyve Repetitioner, indeholder Valdersslaattene højst tre og somoftest kun to saadanne, ja mange Slaatter indeholder kun een Repetition, som da spilles baade paa de høje og lave Strenge. Hallingen, der i Valders alene bruges til Hallingdans, eller som den ogsaa kaldes "laus Dans" og ikke som i Thelemarken lillige till "Gangare" eller Rulledans som paa Voss og tildels i Hardanger, er ligesom Springdansen fattig og kort, men meget livlig, ligesom man idetheletaget maa indrømme Valdersspillet Kraft og Frikskhed, men ikke Følelse og Afvexling. De mest yndede Valdersslaatter, der nu er i fra en gamel Aurdøl, Jørgen Hilme, der er død for en Tid tilbage. I de nyeste Slaattekompositioner mærker man desværre Pavirkning af fremmede Musikelementer, der dog blot har en destruerende Indflydelse, uden at efterlade noget positivt Indhold i Slaatten. Følelsen og Naturstemningen forsvinder i de nyeste Slaatter, og hvad de udtrykker, er blot Kaadhet og vild Selvfølelse; dog gives der ogsaa blandt disse enkelte, der i Skjønhed kan maale sig med de ældre.

Disse Inddelinger af Folkemusiken i forskjellige Cykler, som overfor er fremsat, maa man dog ingenlunde tænke sig som skarpt begrænsede; Overgangen mellem dem er næsten umerkelig, saa det ofte blirver vanskeligt at afgjøre, til hvilken Cyklus man skal henregne et Stykke. Dette gjælder dog kun Overgangen fra Folkemelodier til Lurslaatter og fra Lurslatter til Danseslaatter; thi mellem disse sidste og Folkemelodierne er der et stort Sprang. Ligeledes maa man ej tænke hos den første den bedste Spillemand i alle Slaatter at finde Musik og Karakter; ligesom der gives et stort Antal Fuskere paa Hardangerfele, saaledes gives der ogsaa en Mængde intetsigende Slaatter, og i denne Musik kommer det maaske mere end af anden an paa, at den opfattes og foredrages med Talent. Som nulevende Representanter for Slaattemusiken i nogle av de forskjellige Landsdele, vil vi her nævne: fra Thelemarken foruden de tre overfor nævnte, Ole Naper, fra Hardanger Hans Selland, fra Numedal Gudbrand Skjællerud, fra Hallingdal Knud Thoen, fra Valders Ole Strand og Thrond Elthun, fra Sogn Thomas Ørlandstangen og fra Voss Ole Mossefin.

Saaledes er da Folkemusiken nufortiden stillet; hidindtil har den nogenlunde kunne hævde sin Rang i Fjældbygderne, men hvorledes det i denne Henseende vil se ud ti eller tyve Aar herefter, er vanskeligt at sige. Felespillet har nemlig to fiender at forsvare sig imod, og det Fiender, der er saameget farligere, som de er snigende: Aflæggelsen af national Dans og Skik, samt misforstaaet Religiøsitet. Slaattemusiken er nufortiden afhængig af Dansen, og hvor Nationaldansene falder, der vil ogsaas Slaatterne hovedsaklig falde med dem. Hvor fort det skrider fremad med dette Ødelæggelsesværk, er ganske mærkeligt; der gives saaledes mange Egne i Bergens Stift, hvor Bonden for ti Aar siden kun havde danset nationale Danse, medens disse nu saagodtsom ganske har maattet vige Pladsen for Vals, Gallop, osv., alene fordi det er bleven en Modesag, efterat Bygdernes omstreifende "Handelskare" har ført de nye Danse hjem med sig fra Byerne. Paa Østlandet, hvor Folkekarakteren er mere stø, vil vel Forandringen tage mere Tid; men ogsaa her gaar det forholdsvis fort. Endnu farligere for Folkemusiken end de nye Moder er Pietismen, Overalt høres allerede Fordømmelse af Felen og alt, hvad dermed staar i Forbindelse; og ikke mindst stærk har den Landfarsot utbredt sig i Fjeldmusikens Arnested, Thelemarken. Moderne kan modarbejdes, men Haugianerne tager ikke imod Fornuft. Reformlyst uden Kundskab er noget af det Skrækkeligste mean kan have med at bestille. Bekjendt er jo Anekdoten om en vis Rejsende, der af Davids harpespil vilde bevise en Haugianer, at det ikke var Synd at spille paa Fele, men efter Haugianerens Mening blev aldeles knust ved denne isandhed slaaende Paastand, at Harpens ti Strenge var en symbolsk Betegnelse af "de til Bud", hvorfor det var at tjene Vorherre at spille paa Harpe, medens at spille paa Fele var at tjene Djævelen, hvilket bevis dog blev slaaet totalt af Marken ved den ikke mindre grundede Paastand, at Felens fire Strenge var  en symbolsk Betegnelse af de fire Evangelier. Denne Anekdote er overmaade karakteristisk, og man træffer fuldt op af Sidestykker ved blot at tale nogle Ord med Folk af dette Slags. Denne Fare for Folkemusiken vil faa en ganske anden Betydning, naar den nyeste Tids Theologer kommer til at indehave flere af de gejstlige Embeder omkring i Landdistrikterne; og hvis der ikke skulde indtræde en reaktion i denne Henseende, vil snart ethvert Spor af Folkemusiken være udslettet blandt Folket selv.
 
Til Slutning vil vi kortelig omtale de oranstaltninger, som er gjorte, forat opbevare Folkemusiken i vort Land. Sansen for den nationale Musik, ialfald for Slaattemusiken, maa vel fra først af siges at være vakt af Ole Bull, og i denne henseende har vi overmaade meget at takke ham for, ligesom han ogsaa har gjort sig fortjent af denne Musik ved paa en genial Maade at have vist, hvorledes dette musikalske Raastof skal kunne bearbejdes og frugtbargjøres, men han har kun draget frem i Lyset af denne Musik, hvad han selv har behøvet, og for Opbevarelsen af større Dele deraf har han saagodtsom intet gjort. Man siger, at Ole Bull har gjort saameget for Møllarguten, og at denne har saa særdeles meget at takke Bull for; det er sandt nok, men man maa ogsaa erindre, at Ole Bull har endnu mere at takke Møllarguten for. Den, der har gjort dig mest fortjent af Folkemusiken, er vistnok Lindeman. Rigtignok er hans Hallinger og Springdanse blot livløse, skeletaktige Aftryk, hvor Aanden og Karakteren er borte, men dette er vel umuligt at undgaa ved Udsettelsen av denne Musik; og ialfald vil der i disse Optegnelser være stor Vejledning, om man end ved Siden af maa studere Folkemusiken i den levende Skikkelse, forat faa noget Helt ud deraf.

Hva Hr. Sichow angaar, der er den af vore kunstneriske utdannede Musikere, der har lagt sig mest efter Udførelsen af Folkemusiken, da er det vanskeligt endnu at afsige nogen bestemt Dom angaaende Udfaldet af hans Stræben. Suckow vil altid komme til at indtage en hæderlig Plads blandt vore Musikere som den, der først har gjort Studiet af Fjeldmusiken til sin Opgave, skjønt hans Bestræbelser hidtil har været mindre heldige; han har nemlig ikke faaet det rette Grebet paa Fjeldspillet, hans Slaatter er ikke norsk Fjeldmusik; der er vel de samme Toner i hans Slaatte som i Fjeldslaatten, men den ejendommelige Karakter, der giver Slaatten den fornemste Værd, er totalt forsvunden. Naar man fra Barndommen af blot har været vant til fremmed Musik og har studeret denne, sætter man sig ikke saa hurtigt ind i Folkemusiken uden større Begavelse. Dog bidrager Sockows forkjerte Tilstelling af hans Instrument ikke lidt til at forkvakle hans Spil, idet han benytter Hardangerfelen, men med Strenge af samme Tykkelse som til en almindelig Violin, hvorved der bliver en Halvhed, der hverken er Fugl eller Fisk.

Hvad der idetheletaget er gjort for Folkemusiken, er endnu lidet mod, hvad der kunde og burde gjøres, og det vilde være saare ønskeligt, om vore yngre fremvoxede Musikere vilde have sin Opmerksomhed mere henvendt herpaa, end før har været Tilfældet.