|
Denne utredning av norsk folkemusik, fornemmelig
slaattemusikken, som stod i et av vore hovedstadsaviser i 1861, indeholder
saa meget værdifuldt at den fortjener ny opmerksomhet. Forfatteren er
ukjendt, men han har havt usædvanlig god greie paa de forskjellige "spil"
og deres repræsentanter. En hel del i artiklen præges jo av tiden og
fremkomsten i døgnpressen, men selv dette gir et levende billede av
musiklivet paa bygderne dengang.
Naar Ole Bull paa sine Koncerter foredrager Karnevalet i Venedig, en
Koncert av Paganini eller andre af de mest fortrinlige udenlandske
Musikstykker, vil man vel finde Begeistring blandt Publikum, men en
begeistring, der hos en stor Del bærer spor af at være kunstlet eller
ialfald frembragt mere ved Kunstnerens personlighed og almene Ry end ved
hans Spil. Foredrager derimod Ole Bull sit "Sæterbesøg", "Norges Fjelde"
eller andre nationale Kompositioner, da først bringes Publikum i sin
Almindelighed enthusiasme, da først mærker man, at Hjertet maa give sig
Luft uden Hensigt, men at indre uimodstaaelig Trang. Og hvorfor? Ikke
fordi Ole Bulls Kompositioner staar over Paganinis og Mozarts, men fordi
dennes Musik er grebet ud af vort eget Væsen og derfor fattes af os, uden
at vi først behøve at lære at fatte den.
Skal man med Ret kunne sige om nogen enkelt Del af Kunsten, at den
fortrinsvis er national, eller med andre Ord, at den kun gjennem en paa
folkelig Elementer bygget Grundutvikling kan naa frem til nogen
kosmopolitisk Betydning, da maa det vel være om Musiken. Ethvert
ukultiveret Folks musikalske Frembringelser har, hvor forskjellige de end
i sin Karakter kan være, det samme subjektive Værd og Momenter i sig til
at opnaa almenmenneskelig Betydning, naar disse Frembringelser virkelig er
et sandt udtryk for Folkefølelsens ejendommelige Præg og altsaa bearbejde
det Thema, en særegen Naturomgivelse og Nedstammen har nedlagt hos Folket.
Hvor derimod Musiken taber sin Rod i Folkekarakteren og ophører at være
sand, naturlige Udstrømning af Folkets egne Følelser for i dets Sted at
blive noget tillært Fremmed, der finder man i Regelen hine musikalske
Vanskabninger, hvori de mest forskjelligartede Elementer er blandede samen
til et uskjønt Vrængebillede, idet de Komponister, der har slaaet ind paa
denne Retning, medens de foragter sit Eget og stræver efter det Fremmede
som noget uendeligt mere Ophøjet, dog ingenlunde er istand til at frigjøre
sig fra sit Folks ejendommelige Anlæg. Detter gjælder dog ikke absolut;
hvor overlegent Talent er tilstede, vil naturligvis Komponisten ved
længere Studium ganske kunne gaa ind i et fremmed Folks særegne Musiksans,
men altid vil det blive en Misforstaaelse af hans Opgave.
Om Musiken derfor i et Land vil kunne opnaa nogen almindelig Betydning,
afhænger, efter vor Formening, for det Første af, hvorvidt Folket uden
nogen Paavirkning udenfra har følt Trang til af sig selv gjennem
Toneverdenen at finde et Udtryk for sine Følelser, og hvorvidt der som en
Følge af denne Trang forefindes noget større Forraad af rene, umiddelbare
Naturkompositioner, og for det Andet kommer det an paa, om Folkets
kunsteriske utdannede Komponister videre bearbejder det rige Felt, som i
Folkemusiken er dem forelagt. Hvorledes vort Land er stillet i denne
Henseende, vil vi her søge at vise.
Hvorvidt Nordmænderne i Sammenligning med andre Folk besidder megen eller
liden musikalsk Begavelse, vil vi ikke paatage os at afgjøre, men i
ethvert Tilfælde kan de prise sig lykkelige ved at besidde et forholdsvis
meget stort Forraad af ægte Folkemusik, der i Tidernes Løb har dannet sig,
og som paa Grund at folkets ringe musikalske Uddannelse har faaet Lov at
bruse frem kunstløs som uvilkaarlige Udbrud af Sjelens inderste Trang. I
sin fulde Renhed og Rigdom findes imidlertid denne Folkemusik nu fortiden
kun i Fjeld- og Fjordbygderne inderst langs med Hovedfjeldryggen, nemlig i
Sætersdalen, Thelemarken, Numedal, Hallingdal og Valders samt saagodtsom
hele Bergens Stift. Formodentlig har Folkemusiken ogsaa vedligeholdt sig i
Romsdals Amt, og maske ogsaa tildels i Throndhjem, men da vi i denne
Henseende ikke kjender disse Distrikter, vil vi her kun omtale de
sydligere. Længere nedover Fladbygderne paa Østlandet samt i
Gudbrandsdalen og endu mere i Østerdalen er derimod Folkemusiken i den her
omhandlede Forstand saagodtsom ganske forsvunden. Som næsten overalt, hvor
et lignende Forhold finder Sted, er vor Folkemusik, forsaavidt som den er
instrumental, knyttet til et efter dens Ejendommelighed afpasset
Instrument, nemlig Hardangerfelen, og hvor disse særegne Instrumenter er
ombyttede med udenlandske Violiner, Pianoforter osv., der er det
hovedsagelig ogsaa forbi med Folkemusiken, da kun en Kunstnerhaand kan
overvinde Vanskelighederne ved Gjengivelsen af denne Musik i den sande,
uforfalskede Skikkelse paa disse Instrumenter.
I vor Folkemusik vil man kunne skjelne mellem tre væsentli forskjellige
Cykler, de saakaldte Folkemelodier, de ældre langsomme "forstemte",
Lurslaater og Danseslaatene. Vi vil omtale disse forskjellige Arter i den
Orden hvori vi antager, at de er fremkomne, idet vi begynder med
Folkemelodierne. Disse Melodier staar i den allerinderste naturlige
Fremtoningsform deri fra Slaattene, at de i Regelen ikke bliver forbundne
med eller udførte paa noget Instrument, men kun gjennem Sangen har
vedligeholdt sig som Melodier, hvorefter Folkepoesien har formet sig. Hvor
gamle disse Melodier kan være, er ikke godt at afgjøre, men da meget af
vor Folkedigtning ikke alene henter sit Stof lige op ifra Sagatiden men
ogsaa i Formen tyder paa en meget stor Ælde, tør man antage, at en hel Del
af Melodierne hellerikke skriver sig fra en senere Periode, da den nøje
indre Overensstemmelse, som findes mellem Ord og Musik, synes at henvise
til en samtidig Oprindelse. At de imidlertid gjennem Tiderne let kan have
undergaaet Forandringer, derpaa afgiver Varianternes store Antal det
bedste Bevis. Som en Følge af den nøje Forbindelse, hvori Melodierne staar
til Digtningen, findes ogsaa disse endnu kun der, hvor Folkeviserne har
vedligeholdt sig, nemlig i Thelemarken, Sætersdalen og tildels Valders. I
Bergen Stift derimod har den egentlige Folkediktning maattet vige Pladsen
for mere moderne Poesier i det danske Sproge, der ved Optagelsen af en
Mængde Udtryk fra Folkedialekten og endnu mere ved en til den oprindelige
Form mindre heldigt svarende, gryntende og snøvlende Betoning afgiver en
just ikke meget tiltalende Blanding, og de Levninger, som der endnu findes
tilbage af Folkemelodierne, og hvorefter deres nye Sange endnu tildels
synges, er saa forvrængte, at de næsten er aldeles ukjendelige, idet
Melodiernes Faatallighed i Forhold til Sangenes Antal bevirker, at samme
Melodi bliver benyttet til Viser af det mest forskjelligartede Metrum og
følgelig for at kunne passe, maa tøjes og tillempes paa alle Kanter. Dog
har man i indre Sogn forefundet Folkemelodier af udmærket Skjønhed, men de
er højst sjeldne.
Skjønt Folkemelodiernes Oprindelse vistnok ligger vor Tid fjernest, er di
alligevel den Del af Folkemusikken, der har vakt mest, ja indtil den
senere Tid næsten utelukkende Opmerksomhed blandt det kunstdannede
Publikum, og deres Opbevarelse er der snart allerede gjort, hvad man kan
ønske. At man har givet folkemelodierne Fortrinnet for Slåttemusikken, er
dels begrundet i deres ydre Fremtoningsform, idet de fremkommer i Forening
med Folkeviserne, dels har det ogsaa sin indre i Melodiernes Væsen
liggende Grund, som vi senere skal vise.
Folkemelodien er en Afspeileing af Følelser og Indtryk fremkaldte
hovedsaklig ved Sangerens menneskelige Omgivelser; den er fornemmelig
fremkaldt og uddannnet i Selskabskredser og kvæder snart stolt og kraftig
om Kjæmpebedrifter, snart klagende over en ulykkelig Elsker, snart atter
skjertsende og spottende over det Forkjerte i Livet. Men næsten stedse er
det de Følelser, Menneske vækker ligeoverfor Menneske, der her finder sit
Udtryk. Naturomgivelsen har vel ogsaa i Dannelsen af denne Musik sin store
Betydning, men uden at yde noget til Indholdet giver den kun Melodien sit
ejendommelige Farveskjær. Følelsen af Beundring, Had, Kjærlighed o.s.v.
fræmtreder i den Skikkelse, hvori den kun kan fremtræde hos en
mellem Fjeldene udviklet Karakter. Fastholder man altsaa, at Folkemelodien
er et Udtryk for Følelser, som de mest forskjelligartede menneskelige,
indbyrdes Forhold kan fremkalde, vil man deraf let kunne forklare sig den
under samme Grundstemning forekommende store Forskjellighed og rige
Karakterafvexling, man finder i dem; og af denne Afvexling i Forbindelse
med den Omstændighed, at ikke Naturomgivelsen direkte har haft saa stor
Indflydelse paa denne Musiks Karakter, men mere den ejendommelige
Folkeaand, vil man atter kunne indse Grunden til den før omtalte større
Anerkjendelse, Folkemusiken har vundet hos de dannede Klasser af Folket,
idet nemlig disse her finder mere beslægtede Følelser end i Slaattene.
Den ældre Række af Slaatter, som vi ovenfor har givet Navnet Lurslaatter,
afviger som antydet saavel med hensyn til Oprindelse som Karakter fra
Folkemelodien. Vi har kaldt dem Lurslaatter, fordi de bær de tydeligste
Spor af oprindelig at have tilhørt Luren, hvis Ejendommelighed de endnu
saavidt muligt har bibeholdt, efterat man udelukkende spiller dem paa
Fele. Denne maa derfor til disse Slaatter stemmes paa en fra den
almindelige ganske forskjellig Stemning, hvorved Lurens Toner nogenlunde
kan gjengives, og at spille paa denne Stemning kaldes at spille paa
"Bestemt" eller paa "Forstemt", det Sidste maaske paa Grund af den
Melankoli, der gaar igjennem disse Akkorder. Af saadanne fra den
almindelige Violinstemning mere eller mindre afvigende Stemninger gives
der en Mængde; der findes Spillemænd, der lader seg høre paa tolv
forskjellige Stemminger, alt efter Slaatens Karakter.
I Lurslaatten er Naturens Indflydelse gjennemgribende og væsentlig, her er
det, at Fjeldets Barn, overladt til sig selv midt iblandt disse storartede
Omgivelser, udtaler sin poesirige Naturbetragtning. Sjelen slutter Forbund
med Naturen, søger Hvile i dens evige Harmoni og betror den sine Sorger,
Længsler og Forhaabninger, som den frygter for, at Verden skal lære at
kjende. Sine inderste Følelser blues Fjeldbonden ved at udtale for sine
Medmennesker, og han frygter Verdens Smalighed, men naar Følelsen
overvælder ham og Sjelen ikke finder Ro, da drages han til Steder, hvorfra
hans Vemodssang ikke kan naa noget menneskeligt Øre. Men ifølge gamle
Forestillinger kan han dog ikke dvæle ved Betragtningen af Naturen i dens
ydre fremtrædende Former, der stedse standser det higende Blik: for at den
skal faa sin rette Betydning for ham, maa der i Alt lægges en Tanke, Alt
maa besjeles og personificeres, og saaledes det Overnaturlige fremlokkes
af Naturen. Det Kjæmepemessige og Rædselsfulde, det Hemmelighetfulde og
Lokkende i Naturen maa stedse faa sin Inkarnation i Bjergtrold, Nisser,
Haugefolk og Huldrer; og alle de Forhold, hvori nu Mennesket tænker sig
sat til disse Naturforestillinger, faar i Lurslaatten sit særegne Udtryk,
hvorfor man finder Huldreslaatter, Nissespel o.s.v. I enkelte af disse
Slaatter finder man ogsaa Folkestillinger hentede fra Kristendommen og
fornemmelig da den Ondes Machinationer og behandlede, f.Ex. i "Da Fanden
sad paa Øltønden" og "Fanitullen". Her er det Dæmoniske og Vilde, der
ægger Mennesket til Brøde, men tillige viser det Afskrækkende deri, det
Karakteristiske.
Skjønt Lurslaatten nu kun meget sjelden spilles, og, naar det skjer,
somoftes paa Opfordring af de Ældre, for hvem man kan mærke, at det er en
stor Nydelse paa disse vemodsfulde Slaatter at bæres tilbage til
Ungdomsminderne, har de dog endnu holdt sig i alle de ovenfor betegnede
Dele af Landet, hvor Folkemusiken ialmindelighed trives. Den Aand, der
gaar igjennem disse Slaatter, er dog ikke overalt den samme, og især vil
man mærke en ikke ubetydelig Forskel i Udførelsen af Lurslaattene
østenfjelds og vestenfjelds, hvilket paa det nøjeste er begrundet i den
rent forskjellige Folkekarakter. Hos den mere alvorlige, besidige,
indesluttede, men tillige dybtfølende Østlending gaar Slaatten somoftest i
en overmaade langsom Takt, hvori Følelsen riktig kan dvæle i de dybe
Toner. Hos den mere flyktige Vestlænding, hos hvem Indtrykkende er mere
vexlende, fremtræder Lurslaatten i et langt hurtigere og livligere Takt,
der gjør, at de ogsaa undertiden benyttes til Dans og som Sangmelodier.
Paa Grund af de ganske særegne Motiver, hvoraf Lurslaattene er fremgaaede,
vil de, trods de mærkeligt rige Musikskatte, som deri ofte er skjulte,
vanskelig kunne forstaaes i sin Naturform at Folk, som ikke har levet
mellem Fjeldene, naar man ikke har en Ole Bull til at forklare dem; de vil
somoftest forekomme ensformige og monotone. Dette vil formodentlig
bevirke, at der ikke bliver Noget for deres Opbevarelse, hvilket er saa
meget beklageligere, som de ej vil have nogen lang Fremtid for sig blandt
Folket, dersom der ikke fra andre Kanter blirver sørget for deres
Bevarelse.
Danseslaattene eller de nu almindeligst brugelige Slaatter har udviklet
sig af Lurslaattene; men da de dels allerede i sin Oprindelse har tilhørt
Hardangerfelen, dels har en anden Bestemmelse, nemlig at danse efter, har
de, skjønt optagende meget af Grundelementerne, dog udfoldet sig
selvstendigt som en fra denn væsentlig forskjellig Musik.
Medens man i Lurslaatten næsten stedse finder det samme Thema, hvorfor de
let forekommer enformige, saameget mere som deres Toneomfang er megert
lidet, vil man derimod i Danseslaatten finde en stedse fremadskridende
Udvikling i forskjellige Retninger. Jo længer man gaar tilbage til de
ældste Slaatter desto merer vil man finde af Lurslaattens Karakter deri;
men denne Karakter måtte nødvendigvis mere og mere vige, eftersom Dansen
og Selskabeligheden gjorde fordring paa Slaattene, og den Smag som herved
gjorde sig gjældende, ogsaa indvirkede på Komponisterne.
Man har indvendt imod Slaattene, a de virkelig var en Gjentagelse af det
Samme; dette gjælder ogsaa for en stor Del hvad Takten og Anordningen
angaar, da Alt gaar i fire til fem forskjellige Taktarter, men ikke
destomindre er i Regelen de bedre Slaatter i sin Karakter
grundforskjellige. Ligesom denne Del af Folkemusiken er den nyeste med
Hensyn til Mængden af Frembringelser, saa er den det ogsaa med Hensyn til
afvexling af de forskelligartede Themata. De nyere Slaatter omfatter baade
Folkevisernes og Lurslaattenes Felt; alle de Følelser, som Livets
mangehaande foreskjelligartede Forhold kan fremkalde hos Fjeldbonden,
finder man nedlagte i disse Slaatter, snart klager de lig Folkemelodien
over Tabet af, hvad der er kjært i Livet, over Lykkens forgjængelighed og
Livets Usselhed, snart bruser de i kraftig Selvfølelse, i Følelsen af
Ungdom og Manddom; ja stundom finder man i samme Slaat de meste
forskjellige Stemninger, men med en saa naturlig Overgang, at man tydelig
kan følge Tankegangen, hvilket er saameget lettere, som disse Slaatter
altid knytter sin Oprindelse til en eller anden Personlighet, hvorfra de
har sit Navn. Exempelvis vil vi som saadanne Slaatter kn nævne "Sevelien"
og "Rotnhejems-Knut".
Slaattemusiken adskiller sig nu i to temmelig forskjellige Grene, nemlig
Telemarksspillet, der hører hjemme i Thelemarken, Sætersdalen, Numedal,
Hardanger og tildels Voss, og Valdersspillet, der bruges i Valders og Sogn
og mødes med Thelemarksspillet paa Voss, hvor der er en Blanding af begge
Dele, hvilket tildels ogsaa er tilfældet med Hallingdalsspillet, skjønt
dette staar Valdersspillet ulige nærmere. Af disse to Slags staar den
Thelemarkiske Musik ulige højere end den Valderske saavel i Slaatterigdom
som i Musikfylde og afvexling. Ligesom for Digtningen saaledes har
unegtelig Thelemarkingen ogsaa for Musiken en ganske sæegen Begavelse,
hvortil ogsaa kommer, at det Folkelige paa Grund av Distriktets afsides
Beliggenhed har kunnet holde sig temmelig frit for ydre Paavirkninger,
hvorved den ejendommelige Harmoni vilde være bleven forstyrret og Kilden
til denne rige Udstrømning lidt efter lidt stoppet. Derfor har heller
ingen anden Egn af Landet frembragt saa udmærkede Mestere i denne slags
Musik, som f.Ex. Haavar Gjibø, Bergslanden og fremfor Alle Møllarguten.
Dette mægtige Geni, hvis mange og overordentlige Komopsitioner om femti
Aar vilde komme til at blive en Guldgrube for vore Komponister, naar han
ej blot tog formeget med sig i Graven, repræsenterer Thelemarksmusiken i
hele dens Rigdom og Afvexling, og ikke alene som Exekutør men ogsaa som
Komponist repræsenterer han denne Musik.
Trods den store Mengde af Mølllargutens Slaatter finder man alligevel
aldrig den Samme i dem, overalt er der Rigdom og gjennomgribende indbyrdes
Karakterforsjel. Naar man forfølger hans Kompositioner fra Begyndelsen af,
vil man i Udfoldelsen af hans Indre finde aldeles de samme Fraser, som vi
ovenfor har antydet findes i Udviklingen af Slaattemusiken ialmindelighed.
Hans første Slaatter, de egentlige "Møllarslaatter" i engere Forstand,
hvori Kværnefossen ledede hans Fantasi, er rene Inspirationer, hvori
Naturens Aand fylder Naturbarnests Sjel og deraf henter frem sit Udtryk.
Senere, da han var kommet mere ud iblandt Folk og var bleven kjendt med
andre Spillemænd, og hans Spil søgt ved Bryllupper, Danse og andre
festlige Lejligheder, begynte det ogsaa at antage en anden Karakter, mere
svarende hertil. Fra Valdersspillet adskiller Thelemarksspillet sig
foruden i Rigdom ogsaa i Takt. Valdersspillet bestaar forstørstedelen af
Springdanse. I disse er Takten ganske langsom, men i den Grad markeret, at
Musiken bliver en ren Biting ved siden deraf, og det Hele faar noget
Trommeagtigt ved sig, saamegetmere som Indholdet er meget fattigt. Medens
Thelemarksslaattene i Regelen bestaar af fem til ti ja endog tyve
Repetitioner, indeholder Valdersslaattene højst tre og somoftest kun to
saadanne, ja mange Slaatter indeholder kun een Repetition, som da spilles
baade paa de høje og lave Strenge. Hallingen, der i Valders alene bruges
til Hallingdans, eller som den ogsaa kaldes "laus Dans" og ikke som i
Thelemarken lillige till "Gangare" eller Rulledans som paa Voss og tildels
i Hardanger, er ligesom Springdansen fattig og kort, men meget livlig,
ligesom man idetheletaget maa indrømme Valdersspillet Kraft og Frikskhed,
men ikke Følelse og Afvexling. De mest yndede Valdersslaatter, der nu er i
fra en gamel Aurdøl, Jørgen Hilme, der er død for en Tid tilbage. I de
nyeste Slaattekompositioner mærker man desværre Pavirkning af fremmede
Musikelementer, der dog blot har en destruerende Indflydelse, uden at
efterlade noget positivt Indhold i Slaatten. Følelsen og Naturstemningen
forsvinder i de nyeste Slaatter, og hvad de udtrykker, er blot Kaadhet og
vild Selvfølelse; dog gives der ogsaa blandt disse enkelte, der i Skjønhed
kan maale sig med de ældre.
Disse Inddelinger af Folkemusiken i forskjellige Cykler, som overfor er
fremsat, maa man dog ingenlunde tænke sig som skarpt begrænsede;
Overgangen mellem dem er næsten umerkelig, saa det ofte blirver vanskeligt
at afgjøre, til hvilken Cyklus man skal henregne et Stykke. Dette gjælder
dog kun Overgangen fra Folkemelodier til Lurslaatter og fra Lurslatter til
Danseslaatter; thi mellem disse sidste og Folkemelodierne er der et stort
Sprang. Ligeledes maa man ej tænke hos den første den bedste Spillemand i
alle Slaatter at finde Musik og Karakter; ligesom der gives et stort Antal
Fuskere paa Hardangerfele, saaledes gives der ogsaa en Mængde intetsigende
Slaatter, og i denne Musik kommer det maaske mere end af anden an paa, at
den opfattes og foredrages med Talent. Som nulevende Representanter for
Slaattemusiken i nogle av de forskjellige Landsdele, vil vi her nævne: fra
Thelemarken foruden de tre overfor nævnte, Ole Naper, fra Hardanger Hans
Selland, fra Numedal Gudbrand Skjællerud, fra Hallingdal Knud Thoen, fra
Valders Ole Strand og Thrond Elthun, fra Sogn Thomas Ørlandstangen og fra
Voss Ole Mossefin.
Saaledes er da Folkemusiken nufortiden stillet; hidindtil har den
nogenlunde kunne hævde sin Rang i Fjældbygderne, men hvorledes det i denne
Henseende vil se ud ti eller tyve Aar herefter, er vanskeligt at sige.
Felespillet har nemlig to fiender at forsvare sig imod, og det Fiender,
der er saameget farligere, som de er snigende: Aflæggelsen af national
Dans og Skik, samt misforstaaet Religiøsitet. Slaattemusiken er nufortiden
afhængig af Dansen, og hvor Nationaldansene falder, der vil ogsaas
Slaatterne hovedsaklig falde med dem. Hvor fort det skrider fremad med
dette Ødelæggelsesværk, er ganske mærkeligt; der gives saaledes mange Egne
i Bergens Stift, hvor Bonden for ti Aar siden kun havde danset nationale
Danse, medens disse nu saagodtsom ganske har maattet vige Pladsen for
Vals, Gallop, osv., alene fordi det er bleven en Modesag, efterat
Bygdernes omstreifende "Handelskare" har ført de nye Danse hjem med sig
fra Byerne. Paa Østlandet, hvor Folkekarakteren er mere stø, vil vel
Forandringen tage mere Tid; men ogsaa her gaar det forholdsvis fort. Endnu
farligere for Folkemusiken end de nye Moder er Pietismen, Overalt høres
allerede Fordømmelse af Felen og alt, hvad dermed staar i Forbindelse; og
ikke mindst stærk har den Landfarsot utbredt sig i Fjeldmusikens Arnested,
Thelemarken. Moderne kan modarbejdes, men Haugianerne tager ikke imod
Fornuft. Reformlyst uden Kundskab er noget af det Skrækkeligste mean kan
have med at bestille. Bekjendt er jo Anekdoten om en vis Rejsende, der af
Davids harpespil vilde bevise en Haugianer, at det ikke var Synd at spille
paa Fele, men efter Haugianerens Mening blev aldeles knust ved denne
isandhed slaaende Paastand, at Harpens ti Strenge var en symbolsk
Betegnelse af "de til Bud", hvorfor det var at tjene Vorherre at spille
paa Harpe, medens at spille paa Fele var at tjene Djævelen, hvilket bevis
dog blev slaaet totalt af Marken ved den ikke mindre grundede Paastand, at
Felens fire Strenge var en symbolsk Betegnelse af de fire
Evangelier. Denne Anekdote er overmaade karakteristisk, og man træffer
fuldt op af Sidestykker ved blot at tale nogle Ord med Folk af dette
Slags. Denne Fare for Folkemusiken vil faa en ganske anden Betydning, naar
den nyeste Tids Theologer kommer til at indehave flere af de gejstlige
Embeder omkring i Landdistrikterne; og hvis der ikke skulde indtræde en
reaktion i denne Henseende, vil snart ethvert Spor af Folkemusiken være
udslettet blandt Folket selv.
Til Slutning vil vi kortelig omtale de oranstaltninger, som er gjorte,
forat opbevare Folkemusiken i vort Land. Sansen for den nationale Musik,
ialfald for Slaattemusiken, maa vel fra først af siges at være vakt af Ole
Bull, og i denne henseende har vi overmaade meget at takke ham for,
ligesom han ogsaa har gjort sig fortjent af denne Musik ved paa en genial
Maade at have vist, hvorledes dette musikalske Raastof skal kunne
bearbejdes og frugtbargjøres, men han har kun draget frem i Lyset af denne
Musik, hvad han selv har behøvet, og for Opbevarelsen af større Dele deraf
har han saagodtsom intet gjort. Man siger, at Ole Bull har gjort saameget
for Møllarguten, og at denne har saa særdeles meget at takke Bull for; det
er sandt nok, men man maa ogsaa erindre, at Ole Bull har endnu mere at
takke Møllarguten for. Den, der har gjort dig mest fortjent af
Folkemusiken, er vistnok Lindeman. Rigtignok er hans Hallinger og
Springdanse blot livløse, skeletaktige Aftryk, hvor Aanden og Karakteren
er borte, men dette er vel umuligt at undgaa ved Udsettelsen av denne
Musik; og ialfald vil der i disse Optegnelser være stor Vejledning, om man
end ved Siden af maa studere Folkemusiken i den levende Skikkelse, forat
faa noget Helt ud deraf.
Hva Hr. Sichow angaar, der er den af vore kunstneriske utdannede Musikere,
der har lagt sig mest efter Udførelsen af Folkemusiken, da er det
vanskeligt endnu at afsige nogen bestemt Dom angaaende Udfaldet af hans
Stræben. Suckow vil altid komme til at indtage en hæderlig Plads blandt
vore Musikere som den, der først har gjort Studiet af Fjeldmusiken til sin
Opgave, skjønt hans Bestræbelser hidtil har været mindre heldige; han har
nemlig ikke faaet det rette Grebet paa Fjeldspillet, hans Slaatter er ikke
norsk Fjeldmusik; der er vel de samme Toner i hans Slaatte som i
Fjeldslaatten, men den ejendommelige Karakter, der giver Slaatten den
fornemste Værd, er totalt forsvunden. Naar man fra Barndommen af blot har
været vant til fremmed Musik og har studeret denne, sætter man sig ikke
saa hurtigt ind i Folkemusiken uden større Begavelse. Dog bidrager Sockows
forkjerte Tilstelling af hans Instrument ikke lidt til at forkvakle hans
Spil, idet han benytter Hardangerfelen, men med Strenge af samme Tykkelse
som til en almindelig Violin, hvorved der bliver en Halvhed, der hverken
er Fugl eller Fisk.
Hvad der idetheletaget er gjort for Folkemusiken, er endnu lidet mod, hvad
der kunde og burde gjøres, og det vilde være saare ønskeligt, om vore
yngre fremvoxede Musikere vilde have sin Opmerksomhed mere henvendt
herpaa, end før har været Tilfældet.
|