|
Det norske bondefolk har gjennem tiderne ogsaa dyrket de
saakaldte "skjønne kunster", idet det har hat sin digtning, sin
musik, sin rosemaling og sin treskjæring mm. Denne kunsts dyrkere var
opdraget og oplært av og blandt folket, fra først vistnok ved at opholde
sig en tid hoe en eller anden mere bekjendt mester og siden ved - som
enhver anden kunstner - at utvikles efter den i ham selv nedlagde
kunstnerevne. Paa den maate gjennomgik maleren sin "malerskole"
og spillemanden sit "musikkonservatoriet".
Den norske folkedigtning av sagn, stev, eventyr og historie har gjennem
tiderne vværet nedarvet fra slegt til slegt gjennem mundtlig overlevering
og har saaledes været prisgitt den enkelte fortællers større eller
mindre dyktighet. Kom sagnet, eventyret osv. i hænderne paa en udmærket
forteller med eit gløgt og skarpt hode, saa vandt det kanske noget, idet
ikke bare de store hovedtræk blev bevaret uforandret, men endog
enkeltheterne blev fortalt slik, at hele historien fra først til sist fik
et eget liv og lune over sig. Omvendt gik det vistnok mangen gang, naar
historien kom under en daarlig fortællers behandling og fra ham blev
overleveret efterverdenen. Meget er vistnok gjennem tidernes løp paa
denne maate blit forvanssket og megert er gaat tapt, indtil opskrivningens
tid kom og dermed et fastere grundlag for fremtidig bevaring av disse
ting.
Vor ældre folkemusik omfatter væsentlig slaatten i forskjellige former,
og den er skapt i og med dansen. Den har indtil den seneste tid været
nedarvet i vort folk gjennem overlevering, og har altsaa havt den samme
gyngende grund at staa paa som digtningen; ti saalænge den kun levde paa
langeleikens og felens strenge, har den været avhengig af og prisgivet de
enkelte spillemænds dyktighet og evner til at opfatte og gjengive, og de
enkelte tonestykker har derunder visselig vundet eller tapt, alt eftersom
spillemænderne var i større eller mindre grad nogen egentlig
kunstner-natur eller ikke. Mange har utvilsomt taget fra, men andre har
ligesaa utvilsomt lagt noget af sit eget ind i de enkelte kompositioner,
som paa den maate han ha faat forskjellige spillemænd. Det er maaske
dette, som har git anleadning til at betegne nasjonalspillet som et
"vildspil", et navn som i anden forstand er helt uberettiget, da
slaatten er en musikfantasi (jfr orgelfantasi) paa strenge, hvor ikke
sjelden temaet atter og atter vender tilbake som i en fuga. Betegnelsen er
dog vel helst fremkommet fra hold, som har staaet folkemusikken fjernt og
hverken hat kjendskap til eller forstaaelse av dens virkelige værd. Naar
den nu holder paa at nedskrives med noteskrift, saa kan enhver se, at den
hviler paa de samme love for harmoni og rytme som enhver anden musik.
Det har været med folkemusikens mænd som med musikerne ute i den store
verden: folket, tilhørerne var deres dommere. Enkelte slog igjennem hos
det almene folk, fik et navn og blev holdt for mestre, men andre blev
tilbake.
Saa kom kappleikernes tid. Den første av det slag blev avholdt i Bø
sommeren 1888, og dens historie er i korthet følgende:
Jeg gik en søndag ssidst i mai maaned nævnte aar botrttil daværende men
nu avdøde bankkasserer Olaf Jørgensen stadskleiv, dengang boende paa
Gunvorkaas. Han hadde for vane at gaa like paa den sak han vilse frem med
og saa sa han bratt: "Skulde vi ikke faa istand en kappsleling her i
Bø, saa det engang kunde bli avgjort hvem som er bedste spillemanden, saa
slap de at gaa her og trykke på hinanden; for nu vil enhver være den
bedste." Jeg fandt denne tanke ganske interessant og var straks med.
Planen blev lagt, endel andre interesserte gik med, og der blev dannet en
komite med 6 mand og Stadskleiv som formand, og denne komite satte sig saa
i spidsen for det hele.
Nogen tid efter stod der at læse i "Varden" følgende
bekjendtgjørelse: "Da der fra flere hold har været ytret ønske om
en sammenkomst for spillemænd, tager undertegnde ssig den frihed at
inbyde samtlige spillemænd til møte i tingstuen paa Grivi søndag den 8.
juli førstkommende kl. 2 eftermiddag for at konkurere om mestersskabet
paa hardangerfelen.
Der vil blive nedsat en bedømmelseskomite af 3 udenbygds og 2 indenbygds
medlemmer, efter hvis skjøn der vil blive uddelt 5 præmier. De
spillemæn, der ønsker at deltage, anmodes om at mealde sig til en av
undertegnede inden udgangen af juni. Man forbeholder ssig af Tilhørerne
at tage en liten entre.
Bø den 5te juni 1888.
O.J.Sstadskleiv, G.O.Nordbø, H.Halvorsen, Halvor H. Sønstebø, G.S.
Vindbæk, N.G. Grivi.
Bedes indtaget i de blade, der maate interessere sig for ovenstaaende.
Til indenbygds prisdommere valgte komiteen organist Erik T. Nordbø og
lærer G.O. Nordbø, og som utenbygds var utset lensmand K. Knudsen,
seljord, og byfoged Livius Smith i Brevik, den første saavidt vites en
valdris, den anden en vestlending, begge særdeles intersserte i
nasjonalspillet; og som tredje mand blandt de utenbygds var tænkt en
organist fra en av byerne ute i fjoraden; jeg erindrer ikke med bestemthet
hvilken. Dee to sidste gav imidlertid paa henvendelse avslag, Byfoged
Smith, som hadde hat særlig lyst til at delta, hadde
embedsfdorhindringer, og tredjemand likesaa.
Dommere blev: lendsmand K.Knudsen, Seljord, musiker Bredo Johnsen, Skien,
organist Erik T. Nordbø og lærer G.O.Nordbø, begge fra Bø.
Kappspillet holdtes til tid og sted som bekjentgjørelsen
fastslaaet; lensmanden hadde velvillig givet frit hus i den gamle tingstue
som dengang var det eneste større forsamlingshus i bygden.
Møtedagen oprandt med straalende beir. Som det i sit slag første og
enestaaende stevne viste det sig, at det i en sjelden grad hadde mormaaet
at samle interessen. En efter vore forholde usedvanlig stor menneskemasse
av ældre saavel som yngre hadde derfor infundet sig, ikke bare her fra
bygden, men ogsaa fra nabobygderne og tildels langveis fra. Det var helt
festlig at se hvorledes kjørende og gaaende fra alle sider den dag
stevnede mot Grivi, hvor det rene norske flag vaiede for en sagte vind.
Tanken var egentlig at spillet skulde foregaa inde, men da lokalet ikke
rummede mere end omkring 200 mennesker, blev baade trængelsen saa stor og
varmen saa utaalelig at man måtte ut. Desuten slap kun en mindstepart
ind. Ute i det rummelige gaardsrum, som nu fyldtes, stod tilhørerne, mens
spillemændene og prisdommerne blev plassert i nederste del av altanen. Og
herfra lød i den klare eftermiddags- og aftenluft hardangerfelens bbløde
toner ut over den intersserte, spændt lyttende forsamling, disse toner
der fylder ens sind med vemog. og hvvori det det norske folkeliv avspeiler
sig med al sin friskhet, disse toner der fylder ens sind med vvemod, og
hvori det norske folkeliv avspeilersig med al sin friskhet, sin kraft og
styrke, men hvorigjennem ogsaa gaar dette tunge drag av folkelængelsens
bundne trang.
En for en kom spillemændenefrem og spillede sine springereog gangere;
folket lyttede med andddrakt til denne tonekunst; den var deres egen, og
den fandt gjenklang i deres bryst. Og naaar saa spillemanden havde spillet
sin slaat tilende to gange, saa vendte han igjen tilbake til huset, hvor
de andre holdt paa at stemme og prøve sin fele. for at han kunde være i
oraden, naar hans tur kom. Enhver spilte 5 slaatter.
Da prøverne var tilende, og prisdommerne gik tilside for at raadslaa om
utfaldet, blev der liv ute paa gaaardsplassen, hvor hele folkemassen vilde
avvente resultatet.
Et blik derut var noksaa interessant: I midten sat spillemanden paa en
stol, mens en ring av livsglad ungdom, ja, ogsaa ældre, traadre dansen
omkring ham. Utenomstod folkeskaren av unge og ældre og så til. Bak
husklyngen strakte sig grønne marker og enge, og om det hele igjen
fjeldenes brede rækker, hvorover aftenen alt begynte at trække sit
dunkle slør. Jeg maatte med dette syn tænke paa avdøde biskop
Moes skildring av "et bondebryllup".
Først sent paa aftenen utdeltes præmierne og faldt saaledes:
1. Lars hansen Fykerud, Hiterdal, en pokal til 20 kroner.
2. Halvoar Hansssen Li, Bø, en pokal til 16 kroner.
3. Erik St. Øverland, Seljord, tre sølvskeer til 12 kroner.
4. Gregar G. Kaasine, Bø, to sølvsskeer til 10 kroner.
5. Olav H. Flatland, Bø, en sølvske til 8 kroner.
Samtlige gjenstande, der var kjøpte hos guldsmed Smedbye, Skien, hadde
indskriften "Bø, 8/7 88" samt præmiens nr.
Kr. Knudsen talte tilslut til forsamlingen, som derpaa langsomt spredtes
ad. Indbyderne, prisdommerne og spillemændene m.fl. samledes derefter til
fest paa skudsstasjonen Kleppen, hvoar der ved aftensbordet holdtes flere
taler.
Den næste kappleik holdtes ogsaa i Bø i 1892 efter et privat tiltak,
hvorpaa Telefylkets ungdomssamlag tok saken op. Der er senere blit avholdt
en række kappleiker baade i Kristiania, Bergen og andre steder. Men O. J.
Stadskleiv utkastet den første tanke og blev saaledes kappleikenes
egentlige ophavsmand.
|