Om Hardingfela, gamalt stykke frå 1766

Den eldste utgreiinga om Hardingfela finst i "Efterretninger fra Adresse-Contoiret i Bergen i Norge" for 1766 nr 46. Ifylgje Prof. Hannaas må det vere skreve av ein harding, og truleg ein som sjølv kjende Thrond og Siovat. Stykket står her i ordrett form, og er svært interessant.

Efterretninger om Viol-Mageriet i Vigøers prestegield i Hardanger

Isaak Nielssen Botnen, en Søn af Niels Botnen, der i sit 85de Aar blev blind, men i sit 100de Aar seende iglen og levede endnu 5 Aar, har i sin Ungdom, omtrent 1670, af en Person navnlig Lars Klark, der var som en slags Skoleholder, læret de første Begyndelser til Fiol-Magerie. Denne Klark var ingenlunde i saadan Profession opplært, men begynte for Tidsfordriv at udhule nogle Stokke eller Stykker Træ, som ved Hiælp af Strænge har efter sit Slags mueligens given en slags Lyd. Hvilket, da bemeldte Isaak, der havde Lyst til adskilligt smaat Haand-Arbeide, tog sig fore at gjøre efter, blev han efterhaanden saa øved, at de bleve alt bedre og bedre. Og gav ham da dette Arbeide ventelig nogle Haand-Skillinger, der siden drev Lysten til ret at ville perfectionere sig. Han naaede og deri en utrolig Berømmelse. Dette alene fellede ham at udfinde og paasette den bedste Fernis, der ikke skulle betage Lyden sin Renhed. Efter Udspørsel fik han at vide at der skulde findes paa Storøen i Syndhords Fogderie en Person ved Navn Didrik Muus, der baade var Billed-Hugger og Maler, og, uden at have staaet i lære, skal have giort den smukke Altar-Tavle i Storøens Kirke. Af denne fik Isaak Botnen Kundskab om den rette Fernis og dens Brug. Fra den Tid af har Isaak Botnen giort sig i dette Arbeide saa berømt, at hans Fioler baade inden- og udenrigs prefereres andres; Hvilket jeg ofte har hørt af virtuosiske Musicis; Blandt hvilke jeg kand nævne den berømte Hr. Freitoft. Om denne Isaak Botnen er endnu eurieux hvad en fornemme Brav Mand nu nyligen har fortællet mig, nemlig: Han kom en Aften silde Reisende og for Mulm og Uveir maate søge havn og Huus hos Isaak Botnen. Den Reisende blev indlukt i Stuen, hvor der var velmørkt. Da han spurgte efter Manden i Huset, blev han svared: Han sitte innar aa arbeie. Den Reisende blev og vaer det han aldrig havde troet mueligt, at Isaak Botnen i sligt Mørke forfærdigede og indlagde det fineste Elfenbeen- og Træ-Arbeide paa Fioler. Da den Reisende derover tilkiendegav sin billige Forundring, svarede Isaak Botnen ham, at han fortro- ede seg mere til sine Følelser end til sit Syn, og efterdi hans Fader (: forbemeldte Niels Botnen :) i Alderdommen blev blind, havde han altid saaledes forestillet sig samme Skiæbne, at han derfor fra yngre Aar havde lagt sig efter at arbeide i Mørket. Paa den Tid var Isaak Botnen 84 Aar gammel. Han havde adskillige Sønner, men i sær een navnlig Thrond, som havde Lyst til at lære Faderens Fiol-Arbeide, og en Dotter-Mand ved Navnet Siovat. Begge disse leve endnu. Slovat be- fandtes mindre beqvem til nogen synderlig Perfection at erhverve sig. Dog giør han fioler, men som der siges, ikke af den Bonitet, som Thronds. Siovat anvendte ei heller saa megen Tid og Flid paa alt til Fiol-Magerie henhørende som paa Jorde-Brug. Thrond derimod er en upaaklagelig Jordemand, men overgaar den anden i at gjøre Fioler. Herom fortelles og at deres Fader Isaak Botnen, der vilde vel lære dem brav nok at giøre Fioler, vide dog sin Livs Tid have sig forbeholden Fernissen, og lærte dem aldrig ret at lave Fernis eller at fernisse. Efter Isaak Botnens Død fandtes adskillige Fernis-Recepter. Men det retteste og bedste deraf skal alene Thrond, som det siges, have udfunden. Hvorfor han og har aarlig en stor Debit paa sine Fioler. Thi de førtes til Røldal, Kongsberg og længer i stor Mængdle. Thrond har derved sat sig i en meget god Tilstand. Han har tilforn boet paa Flattebø, men beboer nu yttre Aalvig. Thrond er detsunden en brav Smed, saa at han selv kand gjøre sig i Jern og Staal alle til sit Metier behøvende Instrumenter og Redskaber. Det kunde ei Faderen; Men maatte bekostelig forskaffe sig dem fra andre Steder. Isaak Botnen forstod ei at spille paa Fiol. Ei heller ere, enten Thrond eller Slovat Spillere, som man her kalder det.»