Minder av Marie Bull

Nokre klipp frå boka "MINDER fra Bergens første nationale scene" av Marie Bull født Midling

Det Norske Teater i Bergen vart oppretta av Ole Bull i 1849 og starta med forestillingar 2. januar 1850.

Marie Bull (bilete til venstre) ga i 1905 ut boka "Minder fra Bergens første nationale scene" der ho fortel om det første året etter at Ole Bull starta Det Norske Teater i Bergen. I 1905 var Marie Bull 78 år gamal og den einaste som var attlevande av dei 5 jentene og 8 gutane som utgjorde det første skodespelarpersonalet. Far til Marie var kontorist Wilhelm Christian Midling. Han hadde i mange år vore tilsett som billettør for dei mange danske skodespelselskap som gjesta Bergen i åra før, og unge Marie fekk difor høve til ofte å sjå desse forestillingane som ofte ikkje var av høgste kvalitet. Ho vart svært interessert i skodespel og sang og dans og lærde seg mange songar og roller utanåt. Marie Midling var 21 år då ho vart tilsett ved det nye teateret. Etter eit drygt år vart ho gift med bror til Ole Bull, Edvard Storm Bull (1814-1907), som var kapellmeister ved teateret. Marie Midling var ein lovande skodespelar. Men som gift dame i ei fin familie høvde det seg ikkje å ha eit slikt yrke, så ho slutta i løpet av det andre året. Edvard Bull var også med i styret for teateret.

Mellom skodespelarane var det fleire dugande folk, men den store stjerna var Johannes Brun. Han var berre 18 år gamal.

Den første instruktøren ved teateret var cand. theol. Fredrik Nikolaj Jensen (biletet til venstre)- kalla Fritz Jensen. Han hadde teke teologisk embetseksamen i 1840, men han var meir intersert i å vere kunstner, målar og scenekunstner. Han hadde studert målarkunst både i Tyskland og Italia. Jensen hadde tidlegare teke til orde for at dei burde få eit nasjonalt teater i Bergen. Då Ole Bull kom attende frå Paris i 1849 hadde han fått denne ideen om å starte eit nasjonalt teater i heimbyen, og venen Fritz Jensen var den som skulle sette arbeidet ut i livet.

Ole Bull ville at norsk folkemusikk skulle stå sentralt ved teateret og kort tid etter opninga fekk han Myllarguten til å kome til Bergen for å halde konsertar på teateret. Bull hadde truleg også tankar om å skape ein nasjonal ballett ved teateret basert på norske dansetradisjonar.

Ole Bull fekk kjøpe Komediehuset (biletet til høgre) som var bygt i 1800 og var eit moderne og romsleg teaterhus oppført i tre med 800 sitjeplassar, og var det største i Noreg fram til 1837. Det var Det dramatiske Selskab som bygde og åtte huset. Det dramatiske selskab vart oppretta i 1794. I tida fram til 1828 var det medlemer av Det dramatiske Selskab som stod for teateroppsetningane. I tida mellom 1828 og 1849 var det stort sett ulike frofesjonelle danske teaterselskap som gjesta teateret. Ole Bull fekk også lisens på teaterdrift.

Ikkje lenge etter at teateret vart opna, reiste Ole Bull til Amerika for å opprette sitt Oleana. Det gjekk berre kort tid det vart strid om teateret og det vart mellom anna tilsett dansk instruktør og danske skodespelarar i strid med det som var Ole Bull sitt ynskje. Det var Direksjonen for teateret som hadde det kunstneriske og økonomiske ansvaret. Økonomien var dårleg, Og Ole Bull søkte Stortinget om støtte fleire gonger, men fekk avslag. I 1951 var Bull igjen tilbake frå Amerika og tilsette då Hermann Laading som instruktør og student Henrik Ibsen som dramatisk manusforfattar. I 1857 reiste Ibsen attende til Oslo og tok då med seg dei to beste skodespelarane Louise Guldbrandsen (no Brun) og Johannes Brun. Etter Ibsen overtok Bjørnstjerne Bjørnsson, som hadde stillinga i halvtanna år. I 1857 var det mykje strid mellom Ole Bull og styret ved teateret. Styret måtte gå, og teateret var omorganisert til aksjeselskap. Det Norske Theater måtte gå inn i 1863 av økonomiske grunnar. I dei 13 åra som fylgde vart teaterbygninga leigd ut til ulike omreisande teaterselskap. Frå 1886 fekk det nystarta "Den Nationale Scene" tilhald i teaterbygninga, og i 1909 kunne dei flytte inn i nybygd teaterbygg på Enga. I dag inneheld den gamle teaterbygninga teatermuseum. Les om Henrik Ibsen i Bergen her. Les også om Holberg på Bergensscenene. Og her om Ole Bull.

Nedanfor siterer vi 4 avsnitt frå boka til Marie Bull, slike ting som har med norsk folkedans og folkemusikk å gjere.

1. Ole Bull si "Bekjendtgjørelse" og starten på "Norsk Theater i Bergen"
2. Om førebuingane til starten på "Det Norske theater" som var 2. januar 1850.
3. Om Wergelands stykke "Fjeldstuen" og "Den norske ballet"
4. Om då Myllarguten kom til Bergen og ga konsertar vinteren 1850.

Den 25. juli 1849 las Marie Midling den annonsa i avisa der Ole Bull ber folk melde seg til opptaksprøve som skodespelarar. Ho melde seg, og vart godteken. Annonsa var slik:

Bekjendtgjørelse
-
Norsk Theater i Bergen
De Damer og Herrer, som ville gjøre Sang, Instrumentalmusik, Skuespilkunst eller Nationaldans til deres Fag,
kunne erholde Engagement. Originale dramatiske og musikalske Arbeider modtages og ville efter
Omstændighederne blive honorerede. Man behage snarest mulig gjennem
Adressecotoiret herefter skriftlig at henvende sig til "Det Norske Theater i Bergen".

Om førebuingane til den første framsyninga (på side 68 og framover):
"De damer og herer, som ville gjøre sang, intrumentalmusik, skuespilkunst eller nationaldans til deres fag," stod der i bekjendtgjørelsen. Og alle disse fire kunster blev drevne paa prøverne.
Nede paa komediehusets scene var det skuespilkunsten, som øvedes. Nationaldansen blev dyrket i kandidat Jensens hjem.

Jeg har hørt sige, - og det kan gjerne være, det er sandt, - at Ole Bull i sine høitflyvende planer ikke alene tænkte paa at grundlægge den nationale talescene, men ogsaa en national ballet. De bønder fra Hardanger, Lærdal og Nordfjord, som senere optraadte paa theateret, dansede den norske ballettanke til graven, men det var maaske i den idés tjeneste, vi virkede, naar vi i aftentimer samledes paa Jensens værelse og traadte dansen. Det var næmlig norske nationaldanse, vi indøvede, først og fremst springdans. Vi opfattede disse timer, - som vi glædede os meget til, - nærmest som opøvelse i plastik og herredømme over vort legeme. Men det er ikke usandsynligt, at Jensen og Bull havde videre hensigter; - derfor drev vi ikke paa med de brugelige bydanse, der jo vilde have gjort samme tjeneste, hvis det kun var almindelige plastik- og danseøvelser, der skulde holdes. Vi var uden at vide det rekrutter til det vordende nationale balletkorps: vi traadte ganger og springer.

Og læremesteren var til en begyndelse - jomfru Midling. Uden at rose mig selv var jeg en flink og interssert danserske. De almindelige danse havde jeg lært hos danselærer Pettersen, en danske, som kom til Bergen hver høst og gav kursus. Men nationaldansene havde jeg lært paa Aastvedt. Pene manerer i stuen hos fru Greve, norske danse i "baarstuen" hos tjenerne og i brylluper hos bønderne.

Jensen var særdeles fornøiet med min evne til at lære fra mig, og jeg strævde ogsaa saa ihærdigt, at om der hidtil ikke er blevet noget af en norsk ballet, min skyld er det ikke. Jeg har gjort, hvad jeg kunde.
----
Medens skuespillkunstens fremme var lagt i hænderne paa kand. Jensen og ballettens i mine, arbeidede theaterets kapelmester Edvard Bull med sangen.

Nogen norsk opera var der selvfølgelig ikke tanke paa, men baade vaudevillen og syngestykket indtog en bred plads paa det repertoire, vi var henvist til.

En fjorten dagers tid efterat vi var antagne, havde direktionen møde, og det spørgsmaal blev da stillet til kapelmesteren:
"Hvorledes staar det til med personalets sangkræfter?"

Edvard Bull kunde da efter indgaaende prøvelser svare, at madam Hundevadt og Carl Hansen havde store, gode stemmer, som han haabede, han ved intenst arbeide skulde faa i fuldt anvendelig stand, jomfru Midling var musikalsk og havde en godt brugelig stemme, jomfru Guldbrandsen skulde han nok ogsaa faa toner af, - paa den maade gjennemgik han hele personalet.
"Men Johannes Brun?"
Ja - om ham vilde han nødig udtale sig.
En af direktørene kunde da give den sørgelige oplysning, at Brun, som utvivlsomt sad inde med "adsikllig dramatisk begavelse", desværre var aldeles blottet for sangstemme og gehør. Ikke engang til det simpleste vaudevilleparti kunde han anvendes. Vedkommende direktør havde absolut vished for sine udtalelser, man maatte nok se den sandhet i øinene med engang, at Brun var lukket ude fra vaudeviller og sangspil. Han raadede ogsaa kapelmesteren til at slaa haabet af hovedet, - hvis han da havde næret noget haab i den retning.

Det merkelige er, at vedkommende direktionsmedlem faktisk havde ret: Johannes Brun eiede, da han kom til scenen, ikke en sangrone i livet, og hvad værre var: Han syntes uden musikalsk sans. Han kunde ikke skjelne to toner fra hverandre. Hans øre syntes kun at opfatte rytmer, og naar han skulde gjengive melodier, blev hans sang en enstonig lyd, som dog gav et nogenlunde rytmisk korrekt referat af den melodi, han tænkte paa. Det kunde virke ustyrtelig morsomt, men rigtig anvendelig i sangspil var jo den "syngemetode" ikke. Heller ikke hans talestemme var behagelig, organet var gutteagtig haardt, og den trønderske dialekt gjorde det ikke blødere i klangen.

Men var end talestemmen haard, saa var den dog klar. - og fra denne klare talestemme tog kapelmesteren sit udgangspunkt. Time efter time, dag efter dag tilbragte han og den unge Johannes ved harmoniet, kapelmesteren ivrig og Johannes ikke mindre. Han skjønte, hvad det vilde betyde for ham, om han kunde lære at synge, al sin ihærdighet satte han ind paa dette at blive herre over sit organ, - som en Demosthenes no. 2 stod han der ved harmoniet og lokkede sangtoner frem af sin talestemme.

Og det lykkedes.

Tone kom efter tone, - da 3 uger var gaaet, havde Johannes Brun slidt sig til 7 toner! Smukke var de ganske vist ikke, men rene var de, banket ind og slaaet fast. Og Johannes Brun nøiede sig ikke med sine 7 toner, der gjorde ham det muligt at synge de enkleste melodier korrekt. Nei, han skaffede sig, ved ihærdigt arbeide, et saa stort register, at han sikkert og korrekt sang dog endog meget betydelige partier i vaudeviller og sangspil, - og den maade, hvorpaa hans toner var blevet fasthamrede, gjorde at han efter et halvt aars tid kunde synge lettere sanger fra bladet!

Jeg synes, at dette burde kjendes. Forat man skal forstaa, hvorledes Johannes Brun, - som man gjerne mente "Havde faaet alt til givendes af Vorherre", - hvorledes han arbeidede med en iver og flid, der var utrolig, naar det gjaldt at fuldkommengjøre sig i sin elskede kunst. Og det alvorlige arbeide, jeg her har fortalt om, blev ydet at en 18 aars gut! Men enhver, der har musikforstand, vil vide at vurdere, hvad der her blev præsteret, baade af eleven og af læreren.

Nu ved jo alle, at det var en nydelse at høre Johannes Brun synge. Selvfølgelig ikke hverken paagrund a stemmens skjønhed eller af hans sangteknik. Det var det vidunderlige foredrag, der gjorde hans sang saa skjøn. Han kunde gjennem sine smaa melodier lade sit hjerte tale saaden, at det gik til alle hjerter. Den der engang har hørt det, glemmer vel ingensinde hans sang i Abekatten: "Nei, momfru, det gik aldrig over!" Eller Tannes:
"Thi nu der det mit barn, min datter,
Som jo skal frem for første gang!"

Men dette foredrag havde til sin raadighed en stemme, som aldrig tog en uren tone, en stemme, som ganske vist ikke eiede nogen egen skjønhed, men som havde lært at tjene foredraget. Og denne stemme havde Brun ikke faaet i vuggegave, - han havde arbeidet sig den til.

Der staar i en komedie:
"Geni - det er først og fremst at være utrættelig flittig,"
Johannes Brun var ogsaa i det stykke et geni.
*

Samtidig som kapelmesteren havde sangøvelser med os skuespillere, maatte han ogsaa samle og øve orkesteret. Thi instrumentalmusiken laa selvfølgelig under ham.

Ole Bull klarede ganske vist at stampe en skuespillertrup op af Bergens gadestene. Men jeg tror, han skulde trampet længe, før han havde faaet et orkester istand. Der maatte man nøie sig med de forhaandeværende kræfter. Og de var, uden at gaaa nogens ære for nær, af noget blandet bonitet.

Et theaterorkester fandtes naturligvis i byen. Danskerne havde jo havt mellemaktsmusik. Men dette orkester var, naar undtages militære blæsere, udelukkende samensat af dilettanter: Handlende og haandverkere, som for en billig betaling trakterede sine instrumenter "paa fyraaven".

Enkelte af disse musikanter var slet ikke saa allerværst, men man havde aldrig lagt vind paa at fa ordentlig musik ud af dem. Deres bestilling var kun at akkompagnere vaudeville-sangen paa scenen og - publikums skravl i mellemakterne. Det sidste var det vigtigste. Og sikkert er det, at om mellemakterne kunde synes tause lige efter teppets fald, - straks orkesteranføreren tog stok i haand, saa aabnedes alle munde, og snakket gik saa kraftigt, at de kunde gjøre de forfærdeligste ting i orkesteret, uden at nogen tog anstød af det.

De havde ingen misundelsesværdig stilling, disse musikalske haandverkere eller haandverkende musici. Sit haandverk maatte de forsømme for at gaa til musikprøver og forestillinger, - sin musik maatte de lægge bort for at trive fangskind eller hammer.

Da i en senere tid en af disse orkesterfolk blev affældig og maatte søge understøttelse, henvendte snille mennesker sig til theaterets vedkommende. Siden manden var musiker og havde tjent sit brød i orkesteret, var det vel theaterets pligt at yde ham støtte. Men der fik de til svar:
"Langtifra! Ludvigsen har aldrig været musiker! Han er blikkenslager!"

De snille mennesker gik saa til den blikkenslagermester, hos hvem Ludvigsen havde banket spand i de timer, da han ikke slog paa tromme: Hr. blikkensageren burde føle sig forpligtet til at støtte sin affældige kollega og medarbeider.
"Ludvigsen blikkenslager? Aldrig! Han er musiker, han!"

Men af saadenne mellem-væsner var det, orkesteret maatte sammensættes. Der sad dog enkelte dygtige "musikere" ved notepultene. Jeg nævner saaledes violinisten Suchow, der udmerkede sig ved sin store færdighed i nationalt felespil. Senere fik orkesteret en ypperlig støtte ved, at de bekjendte "Schwarzenbachere" blev dets medlemmer. Wilhelm Harloff, C. Rabe, gamle Jehnigen, det var altsammen folk, som nok kunde stive af et orkester. Men de kom desværre først i den følgende sæson, da ogsaa adskillige begavede dilettanter fra byens høiere lag gik med i theatermusiken.
- - -
Ole Bull havde forladt Bergen, lige efterat det "berømte" avertissement havde staaet i bladene. Udpaa høsten - jeg tror i begyndelsen af oktober - kom han tilbage igjen og kastede seg med engang over orkesteret. Skuespillerne brød han sig sandt at sige mindre om; han vidste, de var hos Jensen i de bedst mulige hænder. Jeg mindes ham kun sjelden paa vore prøver, dem blandede han sig aldrig i.

Men saa sled han saa meget mere med musikanterne. Dag ud, og dag ind, aften efter aften. Han gav "timer", enkelttimer og timer i kvartetspil, tvang dem under sin taktstok til et samspil, som de aldrig havde tænkt, de kunde præstere.

For en mand som Ole Bull maa jo disse prøver have været nerveslidende. Han talte endnu mange aar efter om den "ørenslyst", de timer havde forvoldt ham. Men tilslut var han dog kommen saa langt, at han sagde: "Orkesteret er slet ikke saa daarligt nu. Folk skal faa respekt!"

Men da beundrede han ogsaa voldsomt sin taalmodighed.

Tolmodigheden var kanske ikke saa stor, men fart fik han i tingene, - inspirerende virkede han jo i høi grad. Det var heller ikke smaating, man ventede af hans dirigentdygtighed, - han skulde gjøre vidundere, det var ikke til at komme forbi.

Til "Morgenbladet" blev der skrevet brev her fra byen, og hvad brevskriveren siger der, er aldeles ikke noget overdrevet udtryk, for hvad man mente, man nu skulde faa høre, siden Ole selv var kommen til:
"Man forteller med glæde, at Ole Bull selv vil anføre orkesteret," staar der i brevet. "Han vil forhaabentlig se sit livs opgave løst: at danne og udvikle en eiendommelig norsk musik, som har hentet tanker og motiver fra luur og langeleik og jolderen fra høifjeldets sætre, fra siljufløiten og hardigfelen i vore fjelddale, og fra fiskerhytten, hvor de melankolske sange har faaet sine lokkende og bævende melodier fra havets sommersusen og fra de ulykkessvangre vinterstorme. Han vil med sit geni tillige faa orkesteret til at gjengive hans tryllende, hjemlige kompositioner, og disse er norske, og som med ligesaa megen ynde vil faa sit tilhold i den musikalske dannede verden som folkemelodierne fra sydens alpelande."

Dette skulde det orkesteret greie!

Fuldt saa genialt blev det jo ikke, men sikkert er et, at da tiden kom , udførte theatermusiken under Ole Bulls taktstok med megen bravur ting som "Jupiter"-symfonien af Mozart, "Egmont-ouverturen" og "Sæterbesøget".

Ole Bull viste i denne tid, at han kunde tage ordentlig i og være "truttig" arbeider for en sag, der interesserede ham. Naar det bare ikke varede for længe, før slaget skulde staa og proppen skulde smælde. Ved siden af arbeidet med musikanterne komponerede han til theateret: Kantate til den proglog, der skulde indlede aabningsforestillingen, samt en ouverture; desuden komponerede og arrangerede han musiken til Wergelands "Fjeldstuen", som han havde tænkt skulde blive aabningsstykket. Men den naaede han ikke at blive færdig med, dertil havde han begge hænder altfor fulde.

Thi foruden msusikarbeidet strævede han ogsaa med forbedringer af theaterbygningen, holdt komitemøder, gav koncerter til indtægt for theateret og holdt taler for theateret, baade indendørs og i friluft. Theateret var i denne tid hans eneste tanke, og han arbeidede saadan, at det ogsaa blev hele byens eneste tanke.

I saadanne situationer var Olse Bull i sit es, da var han uimodstaaelig og straalende. Da var der fest om ham, og han eiede tolv mands evne.
- - -

Under stigende feber drev vi prøverne. Den 21de november skulde "prøveforestillingen" gives, en halvoffentlig forestilling for indbudt publikum. Jeg har liden eller ingen erindring om de dage, der gik foran den store begivenhed: vi skjalv af angst og af frydefuld spænding, det er det eneste , jeg mindes. Alle havde gjort sit yderste, - nu fik gode aander gjøre resten.
*

Onsdag den 21. novenber var theateret fyldt af 400 indbudne, herrer og damer. Og de sad der ikke som tilskuere til en vanlig generalprøve for at dømme om en enkelt forestillings værd, elles spaa dens succes eller fjasko. Nei, de skulde bedømme foretagendets levedygtighed. Havde disse 400 erklæret vor prøveforestilling for dødfødt, mon et stemningsmenneske som Ole Bull da vilde have ladet det komme til et offentligt forsøg? Jeg har mine tvivl.

Jeg tror, disse 400 sad der med magt til, hvis de syntes, at five tanken paa en national scene i Bergen en foreløbig begravelse.

Man maa huske paa, at det var ikke bare de sterktroende, som sad der i et antal af 400. Der fandtes i byen mangfoldige velvillige, som ganske vist troede paa muligheden af et norsk theater, men som vilde gjennemføre det skridtvis, vilde begynde med en theaterskole. Andre stillede sig helt tvivlende, mange ansaa det fuldstændig umuligt, at bergenske gadeunger og simple folk kunde erstatte de danske, som havde scenisk rutine og i hvert fald et "finere" sprog. Og alle disse afskygninger var repræsenteret i theateret, - de var ikke de færreste, som ventede et dundrende nederlag, og som alt havde vittighederne paa rede haand.

Vi vidste det; ingen af os var i de dage blevne sparet for spaadomme fra folk "som vilde os vel", og som med skadefro medynk fortalte os, hvordan det vilde gaaa.

Og nu stod vi der i kulisserne, skælvende i vor holbergeske pynt. Dels fra theaterets garderobe, - som var i belysningsmesters, blikkenskalger Fesers eie, - dels i dragter, vi havde faaet tillaans ude i byden. I den tid fandtes der nemlig i de gamle familiers gjemmer mængder af deilige dragter fra Holbergs tid. Jeg havde saaledes af frk. v. Tangen faaet tillaans en herlig silkekjole, der havde tilhørt hendes bedstemor, og som klædte mig vidunderlig, - syntes jeg ialfald selv.

Dernede samledes vore dommere, forteppet viftede for trækluften, og op til os trængte bølgevis larmen fra alle de snakkende stemmer.

"Jo, dette skal bli en fin komedie!"
Jeg ved nok, at den 2. januar var den officielle aabningsforestilling; men for mig staar 21. november som den egentlige debut, Norges første nationalscenes debut, da den fik sin ilddaab og hentede sig ret til at leve.

Ole Bull steg op paa dirigentpladsen, - vi hørte haandklappene, og s modtog ham, og vore hjerter bankede, saa de stramme korsetter vilde sprænges. Ouverturen klang gjennem huset, teppet gik op for "Henrik og Pernille".

Et øieblik stod scenen tom.
Saa sprang vor Henrik derind!

Hvor jeg ser han ikke for mig endnu den dag idag! I brunt fløielskostume, kanter med svanedun, galanterikaarde ved siden og den trekantede hat i nakken. Og saa hans latter! Johannes Bruns strømmende, smittende latter var den indledningsmusik, der aabnede norsk skuespilkunst, - før han endnu var kommen til rollens ord, havde han erobret tilskuerne, - dette humør var af deres eget kjød og blod, det havde den hjemlige klang, de ikke kunde staa imod!

Beskrive ham og hans spil, det kan jeg ikke, det vil jeg ikke engang forsøge. Jeg ved bare, at deg undnu kan smile og le, naar jeg leser denne indledningsmonolog i "Henrik og Pernille".

ACTUS I
Scen. 1.

Henrich som cavallier: Ha, ha, ha, ha, ha! Det gaar rigtig an! Hun er fast! Hvad kan dog ikke de lumpne klæer gjøre? --"

Thi det er Johannes Brun, jeg ser for mig, som han var hin første aften, det er hans latter, som endnu klinger gjennom mit minde!

Og da han saa ved monologens slutning tog sit uhrverk op, dansede og fløitede, "plystrede" og "sprættede" ordene frem: "Frøykenen har pardieu raison! Jeg er fornøyet med mig selv! Jeg er forlibt i mig selv!" da var slaget paa god vei til at vindes, jeg kunde fristes til at sige: Det var allerede halvt vundet.

Som vore hjerter lettedes og vor pust gik tryggere, der vi stod i spænding mellem kulisserne! Hele situationen var forandret: Nu skulde vi ind og spille for glade mennesker, der vilde fornøie sig selv og vilde os vel, ikke for umilde dommere.

Saa gik stykket sin gang, med Hansen som Leander, jomfru Guldbrandsen som Leonore, Glücdkstad som Arv, Peter Nielsen som Jeronimus, Bottelsen som Leonard, madam Frøchen som Magdelone, og mig som Pernille. Vi følte os sikrere og gladere fra scene til scene, vi følte, hvorledes publikum ogsaa blev tryggere og gladere, efterhvert som stykket skred frem. Og da teppet faldt for sidste akt, var der jubel i theateret.

Alle var vi henrykte, vi lo og vi græd. Og vor henrykkelse blev ikke mindre, da Ole Bull kom farende op paa scenen til os og omfavnede os allesammen.

Det var en skjøn, en uforglemmelig stund.

Nede i huset steg jubelen til det høieste, da Ole Bull saa greb sin violin og foredrog "Sæterbesøget" med fuldt orkesterakkompagnement. Tilslut blev der udbragt "Lever" baade for Bull og for theateret, hurraerne rungede gjennem huset, og vi stod halvt omklædt i vore paaklædningsrum, hørte begeistringen larme dernede, og "trak til os".

Saa tømtes salonen, og aftenen avsluttedes med et hyggeligt lidet gilde i foyeren. Ole Bull var vært, og han kunde være en ypperlig vært. Den aften sad han som en liden seierherre og øste laurbær udover sine tropper, der havde været saa tapre i det første slag. Han var uudtømmelig i begeistrede taler, og begeistrede var vi ogsaa, trods trætheden, og fulgte ovenpaa al den voldsomme spænding.

Kl. 12 var gildet slut, men da "spidserne" var forsvundet, maatte Johannes Bruun have en ekstra-afslutning. Han fandt et stykke kridt, og med det malede han paa theaterets hovedindgang en vældig næse og foran dens spids to hærnder med sprikende fingre. Det skulde være den "lange næse", de fik, alle de, som paa forhaand havde glædet sig til "gadeungernes" fjasko.

Om morgenen vaskede jomfu L'abbé den bort med høistegen haand og skjændte voldsomt paa den utidige Brun, - han kunde jo se paa hele svinget, at næsen var gjort af den væmmelige stentrykkerguten inde fra Bucher.

Men saa havde den dog staaet der.
- - -

Skjønt det var saa langt over "borgerlig tid", sad dog far og mor oppe og ventede mig, med kaffe og boller.

"Du var flink" sa far. "Der kom mange bort til mig og gratulerte mig. Men paa Lørdag kommer avisen."

Den 2. januar 1850 var det så opningsforestilling i "Det Norske Theater", og det var stor rift om billettane, som straks vart utselt for mange framsyningar framover. Den 2. januar var ein onsdag. Forestillinga opna med "Scenisk prolog", deretter "Ouverture til Goethes Egmont av Beethoven", så "Simfonia i g-moll av Mozart", så "Den vælsignede" av Holberg og til slutt "Sæterbesøget" med Ole Bull og orkesteret. Det var stor begeistring i salen og Ole Bull var svært tilfreds med første forestillinga.

Utover vinteren og våren var det mange ulike forestillingar, mest franske stykke og komediar. Men mest oppsikt vekte nok stykket "Fjeldstuen" av Henrik Wergeland. Ole Bull som var nær ven med Henrik Wergeland, sette mykje inn for å få dette stykket oppført. henrik Wergeland vart djupt såra over at Christiania Theater hadde forkasta stykket rett før Henrik Wergeland døydde. Her skulle også den norske balletten få sin plass.
Vi let Marie Bull fortelje om "Fjeldeventyret" (side 106 og framover):

"Allerede længe havde prøverne til "Fjeldstuen" været drevne, og mange hjul var sat i bevægelse for at faa det værdigt frem. Man fortalte paa theateret, at naar Ole Bull ivrede saa for at faa dette stykket opført og gjøre det til en national begivenhed, saa var det for derigjennem at yde den afdøde digter en opreisning for uret, han havde lidt, netop ved "Fjeldstuen". Thi dette stykke, som Wergeland selv mente var taget lige ud af bondens liv, ægte og nationalt i alle dele, det havde han kort før sin død indleveret til Christiania theater - hans far, presten Wergeland, havde selv renskrevet det; - men det var blevet forkastet. Og denne forkastelse skulde have saaret den døende digter overordentlig dybt.

Saa fortalte man, men jeg har ikke havt anledning til at undersøge, om det i alle dele forholder sig saa.

Nu er stykket længst forglemt, den, der tager det for sig og læser det, vil vistnok finde, at han har kastet sin tid bort. Dengang var den almindelige mening, at det var vakkert, gribende og nationalt. Det var kun ganske faa, som ded "Bergenske blade" fandt det af liden interesse.

Dets indhold er i al korthed: En agent for det amerikanske firma Dickson & Co. - Svennoug heder han, - reiser rundt i de norske bygder og prædiker udvandring: I Amerika var det nye paradis, de skulde bare se til at faa sine fattige pladser her i landet solgt og straks komme over til de herlige gaarde, som laa og ventede dem derborte. I Telemarken faar agenten stor hjelp af kaksen Repp Lundestad, som gjenem sin maag, inkassator Jep Jeppstrup, afkjøber de emigrerende bønder deres gaarde og derfor priser Amerikas herlighed i høie toner.

Blandt de bønder, som lytter til agentens og Lundestads lokkesange, er ogsaa gamle Thor Solaas. Han lader sig af Svennoug fralure sin gaard, og mer end det: I drukkenskab lover han agenten, at han skal lokke sin søn Helge ombord paa udvandrerskibet, - og for dette skal han faa 100 daler. - Repp Lundestad skal hjælpe til, hvad han gjør med glæde; thi han vil gjerne se Helge vel afveien: Helge har nemlig forlovet sig med Lundestads datter, Sigrid, som faderen har bestemt for inkassator Jeppstrup.

Kari, Thors kone, kommer imidlertid paa spor efter alle disse filurerier, bebreider sin mand hans letsindige færd og skildrer ham Helges sorg, hvis han skal skilles fra sin elskede Sigrid. Men Thor har baade givet haandslag og drukket paa, at han skal bringe sin søn ombord paa emigrantskibet, - og en mand er en mand, et ord er et ord, selv om det er en fralokket i en rus.

Helge kommer ganske rigtig ombord, saa faderen opfylder sit løfte; men da skibet sætter sig i bevægelse, hopper den unge mand hemmelig i sjøen, svømmer i land flygter tilfjelds og bygger dig deroppe en hytte. Det er fjeldstuen.

Da aaret er gaaet, har han ryddet sig jord og faet et hjem, der kan modtage hans elskede. Og en deilig dag kommer bygdens prest, der er Helges ven, opover til stuen, og med han Sigrid. Nu skal bryllup holdes, - og Repp Lundestad har ikke længer magt til at sætte sig imod: Baade han og hans væn inkassatoren og den norsk-amerikanske agent har begaaet saa mange bedragerier, at øvrigheden er efter dem. Alle er de paa flugt over fjeldene for at naa frem til Hardanger, hvor et udvandrerskib ligger og venter. Naar de det, kan de redde sig over til den nye verden.

Netop som de elskede har fundet hverandre, kommer saa de tre flygtninge til fjeldstuen. Efter voldsomme scener mellem Helge og Lundestad ender det hele med forsoning, Sigrid og Helge vies af presten, Lundestad flygter angrende til Amerika, og bryllupsgjæster kommer fra dalene for med sang og dans at feire festen.

Heller ikke huldren mangler: Med en rosenbusk i haanden staar hun i fjeldstuens dør og hilse de nygifte:

"Sa ganger nu ind med fred og ro
til elskovs fryd i den hytte;
og Gud vil signe Jer begge to
og Eders bolig beskytte.
Og huldren hun vil staa Jer bi
og jage skrubben i skog og li,
fra denne dal I aldrig maa flytte."

Har man nogen gang anstrengt sig for at give et stykke en "ægte" iscenesættelse, saa var det sandelig tilfælde med "Fjeldstuen".

Der var nu først kostumespørgsmaalet: Ægte bondeklæder til hele personalet. Vi damer løste vanskelighederne: Vi tog os maanedslov en vakker solskinsdag og traskede "op efter landet", fra bondegaard til bondegaard, leiede og laante klær, baade til herrer og damer. For 12 skilling fik vi fingrene i udmerkede dragter, liv og stakker, knæbukser og vester med sølvknapper. Der var ikke en trevl uægte theaterstas at se paa vore kostumer, da stykket fik over bredderne.

Sa var det dansen.

Her kom vore nationale danseøvelser hos Jensen til nytte. Men Jensen fandt, at saa udmerket danselærerinde end jomfru Midling kunde være til dagligbrug, ved en festlig anledning som denne maatte der en større national autoritet til, og theateret fik tag i en navngjæten danser, Jakob Vikingsen Jøsendal. han skulde baade være vor dansemester og ballettens solodanser.

Hvor godt jeg mindes Jakob Jøsendals, da han for første gang kom paa prøve til os!

Vi havde alle iført os vore bondedragter, - de tunge vadmelsstakker maatte vi vænne os til jo før jo bedre. Og i kretsen af disse "bondejenter", jomfruerne Gulbrandsen og Midling, madam Hundevandt og jomfru Holm, stod han saa, den vakre friske Jakob, en sprættende staut gut, med et lyst smil og en krop saa kraftig og spænstig som en staalfjær. Vi blev allesammen lidt forelsket, men det samme vi saa ham.

Og som han forstod at lære os lede dansen! Saa sikker og med saa fint og ledigt et lag! Han var ogsaa rent "øvedotten" over, for flinke dansejenter han havde faaet, og den sprækeste af dem var i hans øine jomfru Marie Midling.

Hvorfor skulde jeg nægte mig den glæde, at fortelle mit livs første lille "roman"? Vistnok kan jeg vise sort paa hvidt for min store beskjedenhed, men man er dog kvinde, og man har været skuespillerinde.

Og romanen var meget kort og meget trist:

Da vi næste gang mødtes til prøve med Jakob, - vi fremdeles i bondedragter, - overrakte han mig høitidelig et stort rødt lommetørklæde fuldt af deilige æbler. Jeg tog imod.
"Marie, om sommeren vil jeg komme og besøge dig paa garden din!" sagde Klaudia Holm paa bredt flekkefjordsk.

Efter tredie prøve friede Jakob til mig. Der var ikke ende paa, hvor god han vilde være mot mig, og hvor deiligt jeg skulde faa det. Gaarden hans var ikke stor, men den var god, penger havde han ogsaa, alt, hvad jeg pegte paa, skulde jeg faa.

Jeg svarede, at jeg troede ikke, vi passede sammen. Jeg vilde ikke kunne trives paa landet.
"En bondejent ikke trives paa landet?" sagde Jakob.
"Jeg er ikke bondejente!"
"Er du ikke bondejente? Du gaar i bondeklær og snakker strilemaal og danser springdans, og saa er du ikke bondejente?"
"Nei jeg er byensbarn og lever af at spille komedie her paa theateret."
Han vilde ikke tro det.
Saa gik jeg ned og klædte mig om; men da Jakob saa mig komme tilbage som bydame, vendte han sig bort og graat.

- Dermed var den lille episode forbi, men det skal siges, at hans kjærlighetssorg hverken indvirkede paa hans færdighed i at danse eller i at dirigere os.

Som gammel kone kom jeg paa en reise gjennem hardanger ogaa til Jakob Jøsendals gaard. Med vemod saa jeg paa det lille hus, der kunde have været mit, og tænkte paa den spræke gutten, som havde budt mig det. Nu var huset faldefærdigt og han forlængst død, og hans liv havde ikke været lyst: Ikke lenge efter hans optræden i "Fjeldstuen" maatte den sterke, vakre gut sige "verden farvel": Han var bleven spedalsk.

- Men tilbage fra min roman til Wergelands fjeldstue.
Som jeg nævnte, da jeg gjengav stykkets innhold, kommer i dets sidste scener bryllupsgjæster fra dalene, og de feirer dagen med sang og dans. Theaterets personale var altfor fatalligt til, at det kunde fremstille disse dansende gjæster, og man maatte se sig om efter assistance udenfra.

Da fik Ole Bull en udmerket ide; kanske tog han den fra sin egen barm, men man sagde ogsaa , at han fik den fra kandidat J.K. Christie, en meget begavet, for norsk kunst sterkt intersseret mand, til hvem man knyttede de største forhaablinger; han skrev senere den deilige epilog, hvormed den første nationale scene lukkedes. - Og ideen var: Balletten i "Fjeldstuen" skulde udføres af virkelige bønder, som skulde føre sine danse direkte fra livet ind paa scenen, uden noget gjennemgangsled, som kunde sætte kunst paa naturen. Den skulde forevises umiddelbar. Christie var overordentlig ivrig, han var vel kjendt baaade i Lærdal, Nordfjord og Hardanger, og han fik fra alle disse steder de sprækeste jenter og de glubeste dansere hentet til byen, til theateret.

Aviserne var sparsomme med reklamer i de dage, og der stod vist ikke mange linjer i bladene om den opsigtsvækkende nyhed, "Fjeldstuen" skulde byde paa. Men det behøvedes heller ikke, - thi alle mennesker snakkede om det, og de engagerede bondejenter og bondegutter gik selv i gaderne og gjorde reklame for sin debut.

- - -
13de januar havde "Fjeldstuen" sin premiere.
Huset var udsolgt og spændingen uhyre: Et originalarbeide af Wergeland og debut af "den norske ballet". En debutant, danselærer Mürer, skulde optræde som inkassatoren Jep Jeppstrup, forsvandt aldeles i skyggen af alt dette usædvanlige.

Stykket interesserede meget trods sine lange snakkescener og sine temmelig svagt karakteriserede personer. Man syntes baade scener og sange var vakre, og fremfor alt: Det var nationalt.

Vi følte, vi havde publikum med, og vi var selv grebne, Glückstad havde megen succes i Repp Lundestads rolle, jomfru Holm var skøn som huldren, og Louise Guldbrandsen lokkede taarer fremved si spil som Sigrid. Deiligt foredrog hun ogsaa sin sang, da hun efter Helges bortreise kammer ind i hans tomme hytte og ser langeleiken, som ligger igjen efter ham. Ole Bull havde komponeret en enkel, men vakker melodi til Wergelands ord:

"Her, hvor i alt, hvad jeg ser, han er til,
leve jeg vil
mellem de øde vægge.
Her jeg pleier min kjærlighed,
her jeg daglig min troskabs-ed
vil aflægge.

Her ifra vinduet daglig jeg ved
fløiens besked,
hvordan de vinde glide.
Hvergang lystig vesten gaar,
blomstrer fæster jeg i mit haar.
Vare selv lokkerne hvide."

Aviserne sagde, at Sigrid sang i ædel, norsk stil, og i denne melodi til disse ord havde Wergelands og Ole Bulls beslægtede sjæle mødt hverandre.

Hvad mig selv angik, saa var gamle Kari en rolle, jeg holdt meget af, og ved den lykke, jeg gjorde i den, blev den mig naturligvis ikke mindre kjær. - Jeg ser af "Stiftstidende", at jeg "udførte min effektfulde rolle med megen udmerkelse og til publikums enstemmige tilfredshed", og de strenge "Bergenske blade" siger, at de "især vil udhæve den første scene med hendes mand som særdeles heldig, - ikke fordi jomfu Midling jo ligetil stykkets slutning vedligeholdt det behagelige indtryk, hun havde gjort; men i denne første scene var der dog mest anledning for hende til at lægge karakterfremstilling for dagen, ved de forskjellige overgange i hendes sindsstemning."

Og hvad jeg ikke var mindst glad over: den strenge Ole Bull smilede vel fornøiet til mig. Min maskering fandt han saa forbløffende, at han ikke vilde kjende mig igjen første gang, han saa mig, og med velvillige nik fulgte han min afskedssang til hjemmet i Norge:

"Farvel, gamle rokken, nu skal jeg dig miste,
det bringer mit hjerte i barmen at briste.

Og bølingen ved jeg, vil raute i bakken,
naar Kari skal vandre med posen paa nakken."

Wergeland havde lavet en hel den flere vers, men disse to fandt Bull var nok; Melodien: "Ifjor gjett' e gjeiten" taalte ikke flere gjentagelser, detil var den for seig, syntes han. Men jeg var meget stolt over, at jeg hørte baade snøftende næser og raslende lommetørklæder, da Kari gik og kjærtegnede de gamle stole og den gamle rok, som hun nu skulde forlade, - jeg syntes, han selv var rørt, da jeg for graad neppe kunde faa sangens slutningsord med.

Naa ja, saa gik da stykket vel og bra fra svene til scene; nu var vi naaet saa langt, at den store begivenhed skulde intræde: Den norske ballet.

Bryllupsgæsterne er komne, den høitidelige tale er tilende, dansen skal begynde, og i en sang paa melodien "Stusle sundagskvell" opfordrer de unge Kari og Thor til at føre dansen op:
"Kari træder endnu springedans paa kar,
Thor har heller ikke glemt den!"

Nielsen og jeg triner frem, med Ole Bulls sprættende felespil fra dirigentpladsen som dansemusik gik vor springer, som den var smurt. Men gamle Thor-Nielsen blev snart trøt, mens Kari-Midling endnu havde rigelig af baade pust og kraft. Thor traadte da fra, og ud af kredsen sprang en ny kavaller, Jakob Jøsendal.
Og da tør jeg sige, der blev traadt fin springer paa Bergens scene!

Jeg danste pent og med glæde, men Jakob dansede som en kunstner. Det var norsk kunst!

Mer end en gang, naar deg husker Jakob Jøsendals dans, da falder det mig ind, at Bulls tanke om en norsk ballet, den var vist ikke saa dum, som man senere havde saa travelt med at gjøre den. Jakobs springer og halling var ligesaa skjøn og fængslende at se paa som de spanske og italienske danse, der beundredes i de udenlandske balletter, og som vi ogsaa her i Bergen har seet prøvet paa ved optræden af den danske ballets bedste dansere.

Saa langt var alt bra. Under varmt bifald trak solisterne sig tilbage, og det "ægte" ensemble skulde tage fat.

Jakob Jøsendals dans og Ole Bulls felelaat havde sat stemning i dem, de følte sig hjemme, kaate og glade, og der gik et støn af beundring og forbauselse gjennem publikum, da alle disse friske gutter og jenter myldrede trampende fremover til lamperækken. Og de lagde ivei.

Scenegulvet gav sig, og støvet stod i taget, kulisserne skjalv, og vi kunde høre Fesers lanpeglas, hvor de klirrede deroppe mellem sofitterne. Dette var saamænd ægte nok! Publikum lo, og der blev klappet, - hvad der gjorde de ivrige mennesker endnu ivrigere.

Og havde det været ægte før, så blev det saamænd ægtere med hvert minut, som gik. Gutternes figureren med jentene blev kaatere og kaatere, de slog sig baade paa laar og hæle, de snød sig i fingrene, og der indtraf adskillige smaa uheld, som man ellers kun tilgiver i barnebesøg. Alt dette fik endda gaa, - men man havde det værste igjen!

En af de effektfuldeste afdelinger i springdansen er jo, at danseren svinger sin jente om sin finger, hvirvler hende som en top. Og gutterne de svingede sine jenter, saa skjørterne stod bent ud i luften. Og da viste det sig, at disse danserinder var nationalklædte fra inderst til yderst. Men til det nationalkostume hørte desværre ikke - underbenklær!
Med permission at sige.

Jeg vil ikke prøve at beskrive publikums stemning. Vi oppe paa scenen syntes, det var rent forfærdeligt.
Og saa kunde vi ikke faa danserne stanset!
Ole Bull i orkesteret, vi skuespillere deroppe gjorde de utroligste kunster for at faa ende paa "balletten", men de drev paa. Selv da dirigenten var begynt musiken til stykkets avslutningssang, fortsatte enkelte af de spræke gutter sine hop og spring. De troede aabenbarligen, at de befandt sig i et vellykket bondebryllup, hvor det gjaldt at holde stimen oppe saa længe som bare mulig: Den, som var den mest udholdende i spring og lystige paafund, var basen i laget. Den glupeste blandt dem - en tidig vossing - oppfattede det vistnok som et forsøg paa at ta luven fra ham, da Bottelsen som Helge begynte sin vise om, at "øst vest, hjemme er bedst"; og det skulde han ikke have noget af. Saa gjorde han ligegodt et flott hallingkast frem til lanperækken, gav Bottelsen en tryk-seksten, saa han næsten ramlede omkuld, - slog sig paa læggen og sagde: "Heisan kar!" ud til publikum, for han var nu første guten i laget alligevel da!

Men vi fik Bottelsen paa ret kjøl igjen, frikaren blev ved mod og mandskab fra de andre herrer bragt til ro i baggrunden, afslutningssangen tonede, og teppet sænkede sig over "Fjeldstuen" og "den norske ballet".
- - -

Trods disse "intermededier", som Holberg siger, havde "Fjeldstuen" absolut gjort lykke, - og de dansende bønder vakte sensation. Der var i de dage en norskheds-begeistring, som kunde sluge de sværeste ting raa, saasandt de bare var rigtig nationale i smagen. Jeg har senere læst en ytring om, at i hine tider behøvede man bare sætte frem en melkebolle og en smøramber, raute som en ko og blæse paa en lur, saa var publikum henrykt og raabte: "Nei, hvor prægtigt! Tenk en sorsk sæter! Hvor nationalt!"

I al sin overdrivelse er der dog noget i den ytring. Og "Fjeldstuen" nød godt af den moderetning. Som nævnt gik stykket hele 6 gange under stort tilløb, - de 4 gange i en uge, hvad der var ganske uhørt i de dage. Ved den anden søndagsopførelse, var huset totalt udsolgt, og da teppet faldt for sidste akt, begynte publikum at synge: "Hvor herligt er mit fødeland." Ole Bull greb lfluks sin violin, orkesteret fik et vink, - og saa lød sangen med fuldt orkesterakkompagnement, og aftenen avsluttedes med rungende hurraer for Bull og theateret.

"Bergens stiftstidende" og publikum var enige i, at det var deiligt altsammen, stykket, spillet, musiken og dansen. Ikke minst dansen. "Den hele opførelse formede sig til en nationalfest," skrev bladet.

Mindre naadig var "Bergenske blade". Men skjønt vi dengang syntes, bladet skrev rigtigt væmmeligt og ondskabsfuldt og landsforræderisk, saa skulde jeg nu være tilbøielig til at give "Bladerne" ret, naar de sagde:

"Man maa erindre, at der ved siden af fedrelandskjærligheden er noget , der heder kultur og kunst, og dette maa ikke glemmes, naar man vil reise den forædlende kunst et tempel; thi det maa fredes med ren skjønhedssans."

Hvad dansen angaar, mener bladet, at et arrangement som det med de inforskrevne bønder nok burde have nogen berettigelse, hvis man derved havde ment at give ideen til den grundvold, en vordende norsk ballet kunde bygges paa. Men det kunde ikke paa nogen maade taales, at der blev gaaet saaledes ud over grænsen for det skjønne, som her var tilfældet, - de friheder, danserne tildels tillod sig paa scenen, var en misforstaaelse af, hvad man skal glæde sig over som nationalt. "Det falder haardt at paapege, - men nogenlunde anstændig paaklædning maa man kunne kræve i en ballet."

Men med "Fjeldstuen"s forsvinden fra repertoiret forsvandt ogsaa tanken om norsk ballet. Vossejenterne og nordfjordgutterne havde trampet den i en svime, den ikke er vaagnet op af til denne dag. Nu ser jeg nok, vore bondeungdomslag stræver med at faa liv i nationaldansen, jeg hører, en saa interesseret dame, som fru Hulda Garborg har reist lige til Færøerne for at skrabe sammen resterne af den.

Og da er det trist at tænke paa, at dengang nationaldansene var saa velkjendte og havde saa mange dygtige udøvere, at Christie bare behøvede at gaa ned i Muren eller ud paa Zakariasbryggen for at samle et helt balletkorps, - og da man i spidsen for korpset havede en danser og en dansemester som Jakob Jøsendal, - da lod man det hele falde, eller kanske: maatte man lade det hele falde trods nationalbegeistringen.

Nei, det er underligt med kunsten: Virkeligheden kan ikke spadsere direkte ind i kunstens rige, - den maa gjennemgaaa en hærdnings- eller forædlingsproces, skal den kunne holde sig derinde.

Og som den norske folkedans fremtraadte ved den leilighed, var det netop forædlingen, den havde løbet forbi; den vilde klampe lige fra virkeligheden ind i kunsten, med plumpe sko. Og trods nationalbegeistring og jubel, kunsten sagde: "Nei tak", og lukkede døren i for næsen paa den "ægte" ballet.

Marie Bull skriv ein del om Ole Bull som vart svogeren hennar då ho gifta seg med Edvard Bull. Det er difor naturleg at ho også skriv om Bull. Vi tar med det som handlar om då Ole Bull fekk Myllarguten til Bergen i sanband med opninga av "Det Norske Theater" (frå side 141 og utover).

En meget betydningsfuld episode i Ole Bulls historie indtraf netop i denne tid, - og den stod i saapas berøring med theateret, at vi dernede kunde følge den paa nært hold. Det var episoden med "Møllergutten".

Bull havde jo en levende tro paa, at norsk kunst, saaledes som den levede hos bønderne, bare behøvede at hentes frem fra sin ubemerkethed forat blive knæsat bladt den kunstiteresserede almenhet i byerne, - saasandt der da var nationalsind og ægte kunstforstand hos publikum. Derfor fik han istand den norske ballet, derfor havde han allerede tidligere sat sig i forbindelse med den navnkundige spillemand fra Thelemarken, Torgeir Audunsøn, "Møllergutten" kaldet. I Kristiania havde "Møllergutten" gjort stor lykke, - eller Bulls begeistring for ham havde været saa sterk, at ingen orkede at staa imod. Nu vilde han hente ham til Bergen for at vise gergenserne noget endnu merkelgere nationalt end bondedansen i "Fjeldstuen".

Det var min ven Jakob Jøsendal, der blev sendt afsted for at hente Torgeir, som boede paa Haukelid; af ham har jeg faaet beretningen om denne merkværdige reise, og lyver han, saa lyver jeg, som man siger for et gammelt ord.

Jakob havde, hvor han drog frem paa sine ski, fortalt, at han var sendt af selve Ole Bull for at hente Torgeir til at spille på Norges theater i Bergen. Da Jakob kom til Torgeirs hytte, var han ikke hjemme, men hans kone laved straks mad og klær istand, - naar bull aldte, maatte nrturligvis manden hendes drage. Saa kom torgeir sent om kvelden, - han tog sig en blund, og tidlig om morgenen bar det afsted. Overalt, hvor de drog frem gjennem bygderne, blev de modtagne som hædersgjester, man hjalp dem paa alle optænkelige maader for at lette deres reise: De skulde jo til Norges theater, "Møllergutten" var budsendt af Ole Bull!

Et sted blev de dog stanset, og det ganske eftertrykkelig.

En rig kakse, som havde hørt, at "Møllergutten" kunde ventes, havde indbudt til gjæstebud, og da Torgeir og Jakob kom til gaards, krævede han bestemt, at Torgeir skulde spille for ham og hans gjæster. Han skulde betale 10 speciedaler for musiken. Men Torgeir sagde nei, han kunde ikke stanse, Ole Bull biede paa ham.

Bonden vilde med magt holde ham tilbage, da Jakob fandt paa en list: Torgeir skulde lade, som om han gav efter, og gaa ind i stuen til de ventende gjæster. Men der skulde han først bede om lov til at tage sig en liten lur, før han begynte sit spil. De vilde da vise ham ind i koven, - og derfra skulde han flygte ud gjennem vinduet.

Alt gik som aftalt. Mens bonden og hans gjæster sad og ventede, smøg Torgeir med sin fele sig ud gjennem kammersets vindu, og udenfor stod Jakob med to heste, han havde fået tag i. Saa bar det i vei, - indtil bonden og gjæsterne merkede, at de to spillekanter havde holdt dem for nar, og satte efter flygtningerne. Det gik afsted som den vilde jagt, - men tilslut blev de indhentede, og sinnet var saa stort, at knivene alt var dragne.

Men da fik Torgeir Audunsøn mæle, - han var ellers ikke af de meget talende. Og han sagde, at det var landsforræderi at stanse ham, naar han var paa veit til Norges theater og Ole Bull. De skulde betænke sig vel, før de tog den synd paa sig. Vilde de bære sig som nordmænd og pene folk, saa skulde han komme indom igjen paa tilbageveien og spille for dem, om de saa vilde, baade dag og nat, - men nu skulde de lade ham fare med fred.
For den tale bøiede bønderne sig, Torgeir og Jakob fik reise videre, og 5te januar kom de til Bergen.
- - -

Ka man undre sig over, at baade vi ved theateret og alle de andre byens folk ventede paa "Møllergutten" som paa en troldmand? Om Torgeir havde der jo dannet sig en hels sagnkreds: Han skulde have lært at spille af nøkken og sat sin salighed i pant, - han skulde have spillet folk ind i sindsyge, - og han skulde med sine feletoner have spillet rasende slaaskjæmper til forsoning.

Jeg skal ikke negte, at vi blev en smule skuffede, da han saa viste sig for os: En pjusket mand, med langt haar, som slang ned over et uskjønt og forgræmmet ansigt. Og skuffede mandens ydre os, saa skuffede hans spil os ikke mindre. Vi syntes sandt at sige, at det var - fælt! Men hvad forstaar katten sig paa sennep?!

Vi kunde ikke beundre hans store kunstfærdighed, kunde ikke fatte de eiendommelige skjønheder og den lidenskab, han lokkede ud af sine felestrenge. Allermindst forstod vi, at al bondemusik maatte have form af slaatter. Vi syntes, det var samme enstonige gnikkingen, enten slaatten het "Sævelien" eller den hed "Kivlemøyarne".

Men det kom jo ikke os ved. Syntes tilhørerne, det var deiligt, saa var jo det hyggeligt for dem, og Ole Bull forsikrede, det var mesterligt.
- - -

Saa kom hans koncert paa "Norges theater". Endda den ikke var bleven tilstrækkelig averteret, var alle billetter udsolgt kl. 3 og publikum i stor national begeistring.

Programmet indlededes med orkesternumre, "Don Juan-ouverturen" og Bellinis "Sørøveren", - Edvard Bull fungerede som dirigent og fik varmt bifald. Desuden fik man Louise Guldbrandsens "Fandens fætter" og Nielsens glansmummer "Smeden og bageren"; Ole Bull spillede "Sæterbesøget" og to nye kompositioner. Alt gik vel og bra, med det var ikke det, man var kommen for at høre.

Nu gik teppet op for "Møllergutten"s afdeling.
Paa sacenen var opstillet dekorationen til "Fjeldstuen"s sidste akt, - og fra fjeldstuens lave dør traadte Torgeir, ledet af Ole Bull, frem til lamperækken. Jubelen var minutlang.

Torgeir satte sig paa en krak fremme i forgrunden, Bull blev staaende ved hans side og saa med beundring ned paa spillemanden, som sad der lidt bøiet og gned sine strenge, - overkroppen duvede i takt med slaatten, og foden dunkede mekanisk i gulvet.

Seks numre spillede han i alt, jeg mindes, at en af dem hed "Abildhaugen", en anden "Grungedalen"; "Sæveliden" var der ogsaa, og den berømte "Kivlemøyerne". Da han var færdig, brød bifaldet løst som en ren orkan. Han maatte ind igjen og spille en slaat om igjen, - og saa begyndte blomsterkastningen.

Ude paa Engen stod folk tæt som paa den syttende, - Ole Bull og "Møllergutten" gik fra theateret, som om de skulde være to halvguder. Mage til begeistring har jeg aldrig seet.

Og alligevel: Spurgte man folk, hvad de syntes om Torgeirs spil, saa sagde de:
"Nei, jeg forstod det ikke."

Jeg tror opprigtig talt, der var lidt af "keiserens nye klæder" i den begeistring. Men som der saa sandt og for fuldt alvor blev sagt: "Er man ikke begeistret for "Møllergutten", saa er man ingen sand nordmand!"

Derfor var der meget faa, der var saa modige som "Bergenske blade"; thi de sagde ligeud: "Det bedste ved "Møllergutten"s koncert var Ole Bulls udførelse af "Sæterbesøget"."
                                             *

3 koncerter holdt Torgeir i theateret, alle var de udmerket besøgte.

Dessuden spillede han ved den store fest- og æresmiddag, som byens borgere gav for Ole Bull.

Den blev holdt paa "Logen", og dens hensigt var "at give Bull et offentligt bevis paa erkjendelsen af hans fortjenester ved at have lagt grunden til en national scene i vor by". 140 herrer deltog, - der var alt , hvad byen eiede af fint og fornemt, blev der sagt paa theateret, hvor vi selvfølgelig var sterkt optagne af, hvilken stas man gjorde paa vor scenes grundlægger. Der faldt jo lidt af glansen paa os ogsaa, - selv var vi som sædvanlig ikke med.

Men ivrig studerede vi talerne, som vi fik refererede, og sangene, som vi fik trygte eksemplarer af.

Raadmand Bonnevie holdt en storartet tale for Bull, og til den sluttede der sig en sang, som jeg maa faa lov til at gjengive et par vers af. - Jeg har en følelse af, at hvergang jeg taler om Ole Bull, saa kommer jeg til at citere en sang; men det er ikke saa underligt; der var altid saa megen sang som klag om den mand, - hvor han var, maatte der synges. -

"Vi har prøve paa det nye vikingtog,
Vi har set, hvad det kan bringe.
Stammens bul er grøn, og ud i blomst den slog,
Duften fløi paa fuglevinge.
Ole Bull er stammekraftens ægte søn,
Bar det nye Norges hæder over sø'n.
   Og med buen spændt,
   Blev han hørt og kjendt,
Naar sit skjold han lydt lod klinge.

Seierskront du kom igjen i Norges favn,
Gjæve landsmand, med dit bytte!
Kjækt du stod i tonens snekke høit i stavn,
Kunde Niagara flytte!
Men til vederlag du gav Amerika
"Stusle sundagsquellen", "Gjætt' e gjeita da"
Norges moll-akkord
Fra din klippejord,
Dertil skal Europa lytte!"

Ved bordet blev der talet og skaalet for alt, hvad der var godt og skjønt: For kunsten og for gamle Bjørgvin, for Christies minde og for kandidat Jensen. Talerne flommede, og den ene sang løste den anden af. Men efter bordet steg stemningen endnu høiere, thi da kom den ægte nationalde del af festen: Hilset af stor jubel traadte "Møllergutten" frem og spillede sine slaatter, saa de hektiske roser brændte paa hans magre, blege kinder, mens Bull lod sin begeistring lyse over ham. Og tilhørerne stod bundne og følte, som Bonnevie sagde i sin tale for "Møllergutten", at disse to var de ægteste og skjønneste udslag af Norges aand.

Men "Møllergutten"s spil var ikke det eneste nationale i laget:
Erik Bolstad, proglogforfatteren, havde produceret sig med et stort nationalt digt, som han læste op til ære for Ole Bull; det gjorde megen lykke, det var paa saadant ægte landsmaal, at det var ren forfriskende at høre.

Da det maaske kan have sin interesse at se, hvad man i de dage opfattede som ægte landsmaal, vil jeg meddele et par vers af det lange æresdigt:

"Sit norska folkj beskreiv has trylleboge
I fjærna lande som ejn fri nation,
Aa darfy skal has namn i saga loge,
I glans lik namne te Napoleon.

Mæ sværjar darfy mæ uskrømtat glæda
Som fria mænd at kjæmpa fyr has sak,
At trufast om has skjønna værk vi freda,
Te hjartet i vaar barm slaar sista slag.

Mæ frøjd mæ darpaa tømma festpokalen,
Som os tevenkar her af vinan full.
Lat saang aa klang høgt ronga ront i salen,
Te ære fyr vaar gjæva Ola Bull!"
- - -

Dette var i slutningen af januar, jeg tror den 24de; og festen gjorde Ole Bull rigtig godt: Historien med politiets pladse var allerede kommen, han kunde trænge en fest. Men snart efter fulgte 5te februar, "fødselsdagen i slutteriet", som man sagde. Og ganske vist sluttedes den fødselsdag med store ovationer, taler fra publikum paa gaden og taler fra Ole Bull i vinduet, lever baade for Bull og Norge og theateret og Bergen og mange andre udmerkede ting; - men naalestikkene var begyndt, de gnavede sterkere og sterkere paa Ole Bulls humør. Desuden: Nu var den store tanke ført ud i virkeligheden, begrave sig i Bergen som theaterdirektør havde ingensinde været hans hensigt, - nye ideer fyldte allerede hans sind.

Medens "Møllergutten" forlod Bergen og dermed forsvandt fra min horizont, ordnede Bull sig til ogsaa at drage bort, - først paa en kortere tur, derefter til langfart og areide for den plan, som nu var blevet hans vitigste: Det nye Norge, "Oleana" i Pennsylvanien, som han i 1852 fik gjort til sørgelig virkelighed.

Han fik af det dramatiske selskab theateret overdraget som sin eiendom, fik sig tilskjødet inventar og garderobe og alt det andet, og da det var ordnet, sagde han Bergen et foreløbigt farvel i juni 1850.

Men det blev et farvel, som skulde baade høres og spørges!

Af egen oplevelse kan jeg ikke berette om den afskedsfest, - jeg var selv dragen paa "kunstreise" ugen i forveien; men af min mand har jeg faaet følgende beskrivelse af Ole Bulls store farvel med Bergren, - en begivenhed, som neppe kan glemmes af nogen, der var tilstede:
Klokken 4 om morgenen skulde afreisen foregaa, men endda var gaderne og Torvet stappende fulde af folk, det var som en syttende mai med heldigt veir. Haandverkerne mødte frem i procession, med musik og fane og en for anledningen forfattet sang. Processionen gik først til madam Grevles hus, hvor der blev holdt en lang tale, - saa satte toget sig i bevægelse nedover til Triangelen. Der var næsten ikke fremkommeligt for bare hurraraabende mennesker, - og hele Vaagen var fuld af baade, hvor folk stod med flag og blomster.

Ved Triangelen laa "Snekken", som skulde føre Ole Bull ud til skibet. Det laa med dampen oppe ude ved Fæstningskaien. - Nu stod han der i sin flagsmykkede baad, som langsomt roede udover, de andre baade dannede række, - han hilste og svingede med hatten, hilste mot Torvet, som var sort af folk, mod Tyskebryggen, mod strandsiden, mod Bradbænken, mod Nordnæs, - overalt var der mennesker, som raabte hurra og viftede. Og fra baadene kastede de blomster, mens afskedssangen lød:

"Tak for det aandesving, du gav,
Skal i farvellet lyde!
En simpel blomst, vel spæd og lav,
Hengivne vi dog byde!
Ei synbar i din hæderskrans,
Den ei fordunkle skal dens glans;
Den udsprang fra geniets sans:
Farvel, farvel den tyde!"

Saa steg han ombord, og dampskibet satte sig i bevægelse udover mod Sørekvarven; men Ole Bull stod i stavnen og raabte:
"Leve Norge, gamle Bjørgvin, og alle norske patrioter!"
- - -

Omtrent 2 maaneder efter kom han tilbage, paa en kort og lidet lystelig visit, for at ordne theaterets affærer til den kommende sæson. Saa drog han igjen og blev borte til slutningen af 1851. Hvorefter vi først gjensaa ham som en ribbet fugl en regndag i høsten 1857, - da var "Oleana" røget overende.

Men alt det ligger udenfor disse miders ramme.