|
8. november 1903
Var i går i byen og dansede med en del medlemmer af Bondungdomslaget - 12
par - som har fåt istand et lørdagsparti for å lære nationaldanse.
Gutterne betaler spillemanden o.a., og Mikkel Mandt er lærer. Jeg er stolt
over å være buden med som den "12te gjenta". Vi holdt på med
Telemarksspringaaren hele kvelden. I pauserne årøvede vi en ny måde å
danse "ringbrotet" på efter Davidsons bog. Dertil vil jeg nu
lære dem det prægtige færøyske fuglekvad. Islændingen Helgi
Valtysson er med. Han går på Centralskolen og reiser til våren tilbage
til Island for å oprette en ungdomsskole. Han vil lære vore
nationaldanse og sangdansene og ta dem med til Island, hvor al gammel
dans er glemt. Han kjender færøydansen fra Færøyerne og dei færøyske
fiskere på Island, og synes vi her danser mindre ensformigt. Han er også
av den mening, at skal sangdansen få indgang igjen må man prøve å bygge
nyt på det gamle grundlag. Det vil ikke nytte med bare den ene form som
endnu bruges på Færøyerne. Vor tid ligger ikke for det lange og
ensformige. Man må ialfald begynne med noget lidt mindre fremmed og
vanskeligt for ikke å skræmme.
(Mikkel Mandt, folkedansar
frå Vinje. Fuglekvadet er dikta av Poul Nolsøe (Nolsøyar-Pall)
(1766-1808) er på 229 vers og mykje brukt på Færøyane. Helgi
Valtysson (1877-) var islandsk lærar, bladmann og forfattar og var
ofte i Noreg.)
15. november 1903
Danset igåraftes på det hyggelige lørdags-parti i Bondeungdomslaget.
Greier nu Telemarksspringaren. Fin dans. Men vore to lærere kan ikke
forklare trinnene. "Høyr på musikken," siger de, "det er
ikkje so plent med stegi, berre det er takt." Slik er vel norsk dans.
Det er små bevegelser og trin, som jeg ikke tror er mulig å forklare med
ord eller tegn. De svenske nationaldanse er greiere, lettere å forklare
og lettere å lære. Vore er ligesom bare musik. Deilige er både
springaren, Sætisdalspringaren, Telemarkspringaren. 12.
januar 1904. V. Slidre.
Ikvæld har vi havt "framsyning". Mange folk var mødt frem, og
de var svært fornøiede. Hele dansarflokken havde i hast fåt istand
norske bunader, og folk synes der var overlag festligt. Vi fikk
rjomegraut, flatbrau og godt heimeøl, og de snille mennesker gav mig et
gavebrev på en udskåren kubbestol. Den glæder jeg mig umådelig til.
Det var rigtig en ønskepresent, men rent flaut er det å modtage
slige dyrebare gaver. De har jo alle så lidet å fare med, og de må jo
også betale reise og ophold for mig.
Havde jeg 1000 kroner å spendere på folkeviserne og dansene, skulde jeg
være lykkelig. Det er storartet å høre mine danseviser og andre viser i
"kjøkken, lade og lo", ja enddog i cupeerne opover der hvor jeg
har faret. Det er frydefult, at de synges og danses ind i folk igjen
istedenfor de svenske og danske skillingsviser som har domineret her i
landet nu i lange tider. Det er nemlig ikke nabolandenes gode viser
vi har tat i lån.
2. februar 1904
På turen til Siljord ifjor tabte jeg kr. 8,00, skjønt min reise var
betalt, og på siste tur - Valdres - to kroner. Dertil slider jeg ut det
ene par sko efter det andet foruden klær, som slides og skidnes. Når
alle disse småting kommer til alt der jeg forsømmer i mit hus og af
skivearbeide - da blir dansen mig så kostbar at jeg af og til tror den
ligefremt blir vor ruin. Jeg kan ikke længer holde på slig. Men flere og
flere opfordringer får jeg, næsten daglig, om å komme til alle landets
kanter, og der er jo morsomt. Jeg havde aldrig trod at mit uskyldige lille
forsøg skulde ta slige dimensjiner. Og der hvor de ikke får
undervisning, fusker de sig frem efter beskrivelser og efter et og andet
de har set; men resultatet av det er gyseligt, og megen fæl dans breder
sig. Det er nemlig ikke så fort gjort eller så let å få til en vakker
dans med mening i. Og en styg og åndløs dans er tusind gange værre end
ingen. Den som bare kunde multiplisere sig med 10!
Men nu må jeg være standhaftig, hvilket altid falder mig let efter en
anstrængende dansekvæld og en søvnløs nat. Såsnart jeg har sovet, er
jeg desværre snillere igjen; men nu, som sagt, ikke mer. Jeg
ødelegger mig. Jeg er jo en gammel kone. Og jeg har et og andet jeg vil
ha gjort før jeg dør.
10. mars 1904
Brev fra Rogneby Toten idag. Hun sender 60 kr. til reisepenge og ophold
på v. Toten, hvor man længe har ventet mig. Reider den 16de. Det er et
godt tegn, at man nu overalt ber om "6 dage istedenfor 3", som
de nu forstår er for lidet. Jo mer man forstår av dansens mening, jo
bedre forstår men naturligvis, at det egentlig er et langt
tålmodighetsarbeide, å få "god dans" til. Det er ikke gjort
på en dag å få 30-50 mennesker helt med i helt nye stemninger og dertil
formen så sikker, at de kan slippe å tenke på den.
20. mars 1904. Nærum v. Toten.
Idag fuldt huset af gjæster. De vil vel se på dansen ikvæld. Her
udvises en storartet gjæstfrihed, som minder om gamle dage på Hedemarken. Men hvad er alligevel de store bondegårde nu mod da!
Magasinovne og margarinsmør har holdt sit indtog. Altså hele
by-tarveligheden.
22. mars 1904
På Hov blev jeg hentet til fru Hornslien på Grette, hvor jeg nu er
gjæst og har det herligt. Gården ligger viduderligt oppe i sollien med
udsigt over Randsfjorden, og hvad velstand, velvilje og elskværdighed kan
frembringe af godt og hyggeligt, blir mig til del i rigt mål.
Med det morsomste af alt var, at min dansarflok var ligefrem storartet.
Darrel overgik alle andre forsangere jeg har havt, og vi danset vist 40
vers af "Sjurdar-Kvæde" og slig stø og sikker og kraftig
dramatisk dans har jeg neppe før været med til. Det er græsseligt moro.
Men det var 6te kvæld jeg danset i et og havde været oppe 1/26 om
morgenen, så jeg var nokså træt.
Darrel havde fundet på å danse Sandøyardansen til "Eg heiter Ane
Knudsdatter"; den gik udmærket. Også 4 nye vers avf
"Torstein" havde denne mærkelige, ivrige gut fundet, så nu har
vi endelig visen hel. I Landstad står bare to vers og de to andre jeg har
lært av Ivar Mortenson er kommet med i 3die udgave av "Norske
Folkevisor"; men det var og blev brudstykke.
Jeg vil sætte disse vers i "Den 17de Mai", så dansere udover
landet kan få dem.
På Toten var iveren og tilslutningen stor; men forholderne vanskelige.
Intet fast lokale, lang afstand mellem deltagernes hjemsteder o.s.v., så
jeg ved ikke, om det blir så meget foreløbig. Men grundlaget er da lagt.
G. er altid frydefuld, når jeg forteller ham, at man spør mig, hvad
"mann min driver med", der hvor jeg reiser. Det er hændt et par
gange i fladbygdene. Det er håbefulde bygder siger han, hvor folk
arbeider istedenfor å læse bøger.
25. mai 1904
Tuften 16 år idag. Turen med "Folkedansens Vänner" 2den
pinsedag var fin. Foreningen som nu tæller 350 medlemmer har af en
velstående Stockholmsdame - enkefru Berg og hendes to døtre - fåt i
present en herlig liden villa ude ved Utra-Sjö, hvor vi holdt til, 90
nationalklædte herrer og damer, samledes kl. 12 på Centralbanegården
uden å vække nogen opsigt, så almindeligt er det nu her i Stockholm å
se dragter på gaden.
Igår god prøve.
Imorges kom den norske danser Jon Dale og spillemanden Okshoved fra
Bergen. De skal optræde her på vvårfesten. Igår var de norske
skolegarn her på skansen og beså alle herligheder. De nationalklædte
svenske barn, som legte for dem vandt stort bifald ...
27. mai 1904
Vårfesten åbnedes 4 med kanonsalut fra Skansens batteri.
41/2 kom kronprinsen. Jon Dale dansede et par danse for ham. Vi
forestilledes. Yderst elskverdig. Lovede å komme en aften og se på
folkevisedansen.
28. mai 1904
God stemning igåraftes. Dansen gik over forventning. Siden var vi sammen
hele flokken og deltog i folkelivet. De norske sangere optrådte og gjorde
lykke. Halfdan rode er blit populær som solist.
Idag strålende solskin. Har modtaget kr 200,00 av "Nordiska Museets
Midler" til dekkelse av mine reiseudgifter og tidsspilde ved opholdet
her. Det er egentlig gruelig flaut å ta imod penge for å ha havt en
deilig, doven tid i alskens velvære her på denne prægtige Skansen.
2. august 1904
Brev fra lærer Islandsmoen i Valdres om folkevisedansens fremgang der.
Flere bygder deroppe vil ha ham til å komme og hjælpe dem med dansen,
så han er blit "rein dansemeister", han som "aldri fyrr
hev dansa".
Enkelte eldre pietister var ræd denne nye moro, siger han; men når de
ser, at de danser "i dagsens fulle ljos" og går skikkelig
tidligt hjem og oppfører sig pent i det hele, så tier de.
Han vil jeg skal komme til Folkehøiskolen igjen i vinter og sætte
"kveik" i dem igjen.
8. november 1904
Igår var Garborg, Tuften, pigen og jeg alle i "bryllup" på
Målmarknaden, toget gjennom gaderne - fra Frognerveien 10, Drammensveien,
Carl Johan, Øvre Slotsgd., Grænsen til Møllergaden 20 - så prægtige
ud i fakkelskinnet. Men Kristiania-pøbelen var på benene i al sin
blomst. Og man sad der og havde mest lyst til å skrige, så trist av det
å se al den råhed og alt det nobberi som gav sig luft og hånlatter og
spydigheder overfor dette "simple bondetog". Men var der en og
ander kunstnersjæl og et dannet menneske iblandt, så har de sikkert
glædet sig i sit hjerte. For vakkert var det. Men jeg husker stemningen i
Bergen ved åbningen af Målmarknaden der for tre år siden, da vi havde
lignende tog (brudedragten var den samme), og jeg husker stemningen på
Lillehammer i vår, og sammenligningen er ikke til fordel for Kristiania.
17. november 1904
Iaften skal jeg ind og danse på Målmarknaden. Mit liv er blit ganske
rart. Når jeg ikke danser eller sover, så gjæsper jeg. Og da jeg sover
nokså lidet og jo heller ikke kan danse hele døgnet, så gjæsper jeg
altså forfærdelig meget. Og det er uderst uklædeligt. Jeg tror mer og
mer, at vi kunde ligge i hi om vinteren. Tænk, hvor det bl.a. vilde spare
på veden!
8. mai 1905
Sang og dansed med "Askers Bondeungdomslag" igår hos erik
Asker; 16 par.
15. mai 1905
Dansede igår på Askers skudsstasion med "Asker
Bondeungdomslag". Det går ikke fort; men det går da. Folkeviser og
alt andet nationalt er jo så fremmed for alle her, at man må begynde med
tålmodig å pugge a.b.c'en med dem.
Men der er "godt nok to, kunne det berre gro, kunne det berre få seg
på tak"! Ak ja, langt frem er det ihvertfald, tungt las er det å
trække både her og der og mange andre steder; men mange kjække
ungdommer finder jeg overalt. Og da er det jo håb. -
Til min glæde hører jeg fra Folkeskriftselskabet at "Norsk
klædebunad" er udsolgt og nyt oplag skal trykkes. Dansen trækker
meget andet godt med sig. Næsten overalt syr de sig nu fine ægte bunader
-
1. juli 1905
(H.G. er på lærarskulen Nääs ved
Gøteborg, der det
har vore kurs i 3 veker. H.G. underviser i folkevisedans.)
Interessen og forståelsen er her stor, og der arbeides med iver. Skolen
har udgivet en bog med "Sånglekar från Nääs", også
indeholdende de viser vi dansede på Skansen, og som altså senere har
været danset på Nääs, med lidt forklaring av folkevisedansene,
(Væsentlig efter min bog om "Songdansen i Nord-Landi".) Men å
danse i denne hede er ikke greit.
6. januar 1906 Ål.
Kl. 8. Danseprøve. 40 dansere, de fleste i bunad og spræke folk.
Efter kveldsmaden kl. 11 kom en flok julebukker og begynte å danse i doktorens store kjøkken, og for første gang på et halvt år har jeg
igjen set folk virkelig more sig.
Det var en av bygdens bedste "laus-dansarar" (en nevø av
statsråd Knudsen), en prægtig bondegut, som dansed slig, at man blev
rent hypnotiseret. Han var tusind gange skjønnere i bevegelser,
interessantere og morsommere end alle de dansere jeg så ude. Og musikken
var til å bli spid gælen af, skjønt det bare var trækspil.
"Dansa laus" det er det samme som å danse uden gjente, d.v.s.
Hallingdans. "No fær du låta ein laus", d.e. "spil op en
halling". Ellers danses her en enkel men praktfuld springar. I den er
doktorfruen en mester, og hun var stadig på gulvet med de sprækeste
gutter. Tilslut kunde heller ikke jeg sidde stille. Jeg må få danse
springar med Lars, stordansaren. Og nu tror jeg hver kveld i ens liv er
såre forspildt, når en ikke har danset springar med Lars Braaten. Til
langt på nat polerte vi kjøkkengulvet, og den ene kjænge efter den
anden med hjemmebrygget juleøl tømtes. Kaggen var frossen; men ved
hjælp av "varme omslag" ordineret av fruen blev den atter
iorden - til alles glæde.
8. januar 1906. Ål.
Igår ungdomslag hos doktoren efter en 4 timers danseprøve om eftm.
"Laus" og springar vekslet fra 8 aften til 4 morgen. Gutterne
var som unge foler på vårbeite i hallingen, og springaren, som her er
reduceret til et par turer, hvoraf den ene i grunden bare er en taktfast
polka; gik med hypnotiserende musik og kraftige rundsnuinger. Her mærkes
endnu meget af den gamle henførelse som kan bli til extase i dansen. Og
enda har jeg nok ikke set den på sine høider. Hallingen er ligesom
udløsning af den vældigste sprækhed og springaren
"flikreleikens" dans par exellence. Gjenterne spiller i
springaren her og i Valdres en mere passiv rolle; men på Vestlandet
enkelte steder og i Telemarken er hun mere aktiv. Snart lokker hun og
koketterer, snart er hun afvisende; og det ender med at hun vægrer sig
svagt fo for endelig å la sig ta. Gamle folk kjender endnu i Hardanger en
tur i springar, hvor konen med rytmiske håndbevægelser dækker sig på
en yderst tydelig måde.
Kvinderne her rene urtyper. Kraftige og udviklede og stærke som mænd.
vældige byster. Dragten uden tvil sind. Doktoren siger, at det er de mest
veludviklede kveinder han inogen bygd har set. Her er kun en del
underlivssygdomme på grund af hårdt slit lige efter barselsengen. På en
gang i den nye trækirke her så jeg idag en prægtig udskåren
prægestol, altertavleramme o.a. fra den gamle Ål kirke som blev nedrevet
i den forrige præsts tid. (Provst Christie, den nuværende, er målmand;
men imod al ungdomsbevægelse ellers.)
10. januar 1906. Geilo Hotel.
På turen op beså vi den gamle stue på Mehus, bygget 1790. Den er
helt rosemalt med billeder af præster og krigsmænd.
I denne stue var intet sat ind som ikke hørte til der. Følgelig havde
alt sin naturlige plads, og hele stuen vakker i alle forhold og stilfuld
og fornem. skabene (pelarskåp mellom dørene), sengen, det svære, fine
langbord, den brede peis, hylderne, bænkerne og alt rigt utstyret med
skurd og rosemåling fint vedligeholdt. Udenpå havde de solide
tømmerstokke fåt den dybbrune fløielstone som karakteriserer de gamle
umalte huse af malmtømmer.
På gården Løite i Ustedalen (landhandel nu) er konen af gammel god æt
og har en hel del godt arvegods og en sand rigdom på fine Hallingklæder.
Manden har også samet en del, nærmest vist på spekulation; mens konen
virkelig er gald i det. Hendes far Sander Røo (Raaen) var en ven af Ivar
Aasen, og de fleste ord herfra skal Aasen ha fåt af ham. Sander var i det
hele en intelligent mand, reddet meget gammelt og sendte ind til
Universitetet, havde selv meget godt og vakkert arbeide. hans datter nu
"Gamla på Løite" viste os også de deiligste linvævnader og
fin Hallingsaum som hun havde udført i sin ungdom.
Hun og hendes døtre gik i bunad, og der så jeg for første gang en
rigtig "utapå-kjol" etslags lang empirekåbe med tilsyet
"bolero" som bruges udenpå "trøia" om vinteren. Alle
koner har "hætter", en opsætning af silketørklæder med hvid
strimmel under og dusk i nakken. Jenterne har "pandelin", en
liden blomstret hue af silketøi og uden hvid strimmel. De har istedet en
stor flad ulddusk midt oppe på hovedet, foruden den lange i nakken.
Håret er oplagt i en halvkrans af fletter oppå hovedet, fletternes ender
hænger krusede under dusken nedover ryggen. I Hols forskjellige bygder
sees færre bunader end i Ål, hvor de nu igjen blir mer og mer
almindelige. Sølvknapper i rundtrøierne har været af mode længe;
men nu begynner gutterne å ta det op igjen.
14. januar 1906. Ål.
Kom ned Ustedalen kl. 2 igår nat med doktoren, som havde sig ugedag
deroppe fredag. Kjøreturen ned gjennom Liadn og Kvislie til Ål var her i
strålende måneskin og gjennem hvid eventyrskog. Glitrende i
rimfrost. Det var lyst som en dag og vi kunde se udover alle heimer. Under
sang og megen munterhed kom vi ned til Strandefjord, doktorens, Ola
Perstølen, ungdomslagets (Åls) prægtige formand og jeg.
Igåraftes holdt min dansring afskedsfest i den gamle vakre Hemsedalstue
på Breie. Der er staute gamle folk, som er glad i ungdomsbevægelsen og
en søn og to døtre har været med i ringen. En datter var også med i
Kristiania, hvor hun gik på middelskole. Hun er nu lærerinde på Voss
Folkehøiskole.
(Det var Gudrid Breie, seinare gift med
Sven Moren.)
Stor var min overraskelse da dr. Brun ud på natten på dansernes vegne
overrakte mig en hel Ål-bunad, syd og virket af kjerringer og gjenter
her. Alt som hører til, var med, inntil fingre-løysor, hætte, knipling,
pandelin, skuve, band og rull til hovedet, "overdel" (skjorte)
med den fine hvide Hallingsaum, silkeplag og lekkje og spænde, det siste
er endnu ikke helt ferdigt. Det er en vidunder-gave som jeg er ganske
beskkæmmet over. Jeg har jo bare vært her og moret mig og havt det
deilig, og så skal jeg ovenikiøbet beriges så! jeg måtte naturligvis
ind i kammerset, hvor gamle Kristi Breie og to af hendes døtre foretog
den vidløftige proces å flette mig og sette på mig hætte og bunad. Så
blev jeg ført ind i stova igjen af gamle Nos, svigersøn på gården.
(Han er gift anden gang. En datter af ham har også danset med mig i
Kristiania og var nu med. Hun læste til middelskoleex.; men tålte ikke
byen. Har nu kastet bydragten igjen og vil altid gå i Ål-bunad.) Han
danset så "på hætta" med mig under almen jubel. Siden måtte
jeg på "stabben" med gamle Tolleif Breie, drikke øl på hans
fang, og så skulde vi danse efter at han havde "lagt (en hel krone)
i fela" for sig og "dessa unge kjeringi". Men da han ikke
længer danser (han er vel 70-80), gav han mig til sin søn Annfin, en af
vore sprækeste dansere, og bad ham danse i sit sted med mig. Dermed var
jeg Halling-kjerring. Og idag er jeg i fuld puds; men føler mig uværdig,
jeg snakker jo ikke engang norsk.
Kl. 5 idag kom vi iseng og øinene er stive. Jeg har nu danset i 8 dage i
et træk, deraf 3 gange til den lyse morgen. Aldrig har vi været iseng
før 1-2. Jeg har ikke ranglet så på mange år eller rettere aldrig.
På festen igår fik vi fuld bryllupskost. "Småmad", sådd med
opskårne kjød- og fleskebiter, poteter, rødder og ærter. En vældig
kraftig mad. anden ret: Rømmegrød (ublandet) som svømmed i smør,
tredje ret: Dylle (d.e. risgrød i fine dyller, som til barsel og bryllup
i Østerdalen). Ved siden af lefse, smørbrød og godt hjemmebrygget øl.
Til kaffen rømmebrød og vafler og julekage. Og dansen gik ustanselig.
Først og fremst springar med en og anden "laus" indimellem og
så en del folkevisedanser. Et par moderne danse, vals o.l. blev forsøgt;
men vandt ingen tilslutning. Der var fire gjenter i bykjole, ellers alle,
både unge og gamle, mænd og kvinder i Ål-bunad. Det var et strålende
syn med alle kjering-hættene, som høver godt til fest og ser staatelige
ud; men som desværre er så upraktiske, at jeg sikkert tror de må
reformeres om de ikke skal bli Ål-bunadens visse død. Den vansskelige,
sene og ingenlunde heldige hårsætning kan ikke opretholdes uden å
skade, og "rullen" og "skuven" må visselig forsvinde
om man skal tænke på å opretholde denne forøvrigt så fine og
hygienisk set udmærkede dragt. Gjentenes pandelin må nok også
efterhvert miste skuv og rose er jeg ræd. her må selvfølgelig de unge,
begynde. De gamle vil ha den pynt de er vant til og er glad i. Kristi
syntes nok jeg var en hedning inat, som ikke viled ha sukker og mjølk i
håret for å bli glat og fin. Ellers fandt jeg mig i alt; men vil dog
ikke senere mishandle mit hår med de hårde båndfletter. Idag har jeg
mine naturlige fletter rundt hovedet og knipling, pandelin og hætte uden
skuv, rull, og alle må indrømme at det er langt vakrere og først og
fremst langt sundere og rimeligere. Med denne lille reform vilde
Hallingkvinderne også slippe øgenavnet "indianerkjerringer",
som byfolk nu har døbt dem.
16. januar 1906. Gol.
Brev fra G. Han er glad over at Arbeiderpartiet har sat målsagen på sit
valgprogram. Undres om det er så glædeligt! Mangfoldige steder vil det
bli en ny grund til målhad. Jeg har hele tiden trod det var best for
målsagen å være udenfor alle politiske partier. Men jeg tar
forhåbentlig da feil.
G. glæder sig også over hvad jeg fortæller fra Ål, og skriver bl.a.:
"Jeg har havt sådan en følelse af almidelig national paralysis
generalis i denne tid, at jeg kan ikke beskrive det; det du nu kan
fortælle deroppe fra, er mig da rent ud som en lægedom. ---
Jeg mærker ingen stormende glæde over jernbanen. Mange gruer for alt som
følger med, især de gamle. Man har alt set et og andet bare under
arbeidet, som har givet grund for ængstelse. Og man spurgte hverandre
daglig i Ål: "Koss skal Halkingdalen verta når bana kjem tru? Skal
helse, sprekleik, fargar i bunad og heim og vårt kraftige mål øydest og
hallingen verta ein bygrå kontefant?" De unge svor nei!
Ja - me fær no sjå, det er det eneste jeg tør si. Stasjonslandsbyerne
er farlige, og ingen smitte griber fortere om sig end den moralske.
Ola Ellingsgaard, som har udgit et lidet udmærket hefte om hallingmålet
og landsmålet var en af mine ivrigste dansere og en sjelden klar og grei
taler. Var der mange slige gutter som Ola Perstølen og Ola Ellingsgaard i
bygderne, så stod det ikke på. Da kunde måske vore dale trodse selve
jernbanernes voldsomme nivelleringsarbeide og i tide lære å skille vondt
fra godt. Men desværre er det nok de færreste som er så heilrende
nordmenn og hev so klårt vit.
På vei nedover igår kvelte jeg på Torpe og så på resterne af den
gamle kirke der. Det er bare nogle og tyve år siden man havde begynt
nedrivinen af denne gamle rigt udskårne og rosemalte trækirke. Halvdelen
var alt væk, så kom en bymand reisende "uppi vegjen og såg det. Og
han stoppa arbeide." - "Foreningen til Fortidsmindesmærkers
Bevarelse" kjøbte den gjenstående del for 200,00 kr. og reddet den.
Men prækestolen, som skal ha været særlig gild, er ophugget til ved og
"altertavlen bruges til bagstefjøl på en gård i grænden den dag i
dag" fortalte Haakon Nugard, som fulgte mig for å se kirken.
Han er en begeistret ung målmand, som dyrker Garborg over alt.
"Garborg er som eit brennglas," sa han. "Alt vårt norske
stræv samlar seg i han og gjeng ut i frå han." Når jeg hører hvor
blindt og fulde af takk og ærbødighed ungdommen rundt om følger G.,
blir jeg ganske ængstelig på hans vegne. Der følger jo et græsseligt
ansvar med det. Kunde G. tale og var stærk og kunde reise omkring i
ungdomslagene, tror jeg han kunde sætte en umådelig fart i arbeidet for
vort nationale liv. Han vilde bli den mest elskede fører, den fører som
ungdommen mu så sårt trænger og længter efter, for alle føler så
trygt, at der ikke er svig i hans sjel og ikke beregning eller egoisme,
men glødende tro og kjærlighed.
Konen på Nugard forærte mig en hvid broderet "hætte".
Broderiet på skjorter (overdel), hætter o.l., der er finere end selve
Handangerbroderiet, blir ikke strøget med jern, men gnid med en grisetand
(slikjetonn) til det blir skinnende blankt. Kindbenet (kjakebein) af en
gris bruges også, i nødsfald en theskål; men det er ikke på langt nær
så godt. Halvvanter, "fingreløysor", fik jeg også til min
bunad.
17. januar 1906. Gol.
Igår anden prøve. Stor iver. En Gol-bunad foruden min. Flere i udsigt.
DEt er ligesom de bare venter på et opmuntrende ord. De er usikre og
rædde, fordi de er vant til å lees af.
19. januar 1906. Flå, Viks Hotel.
Sidste aften i Gol havde vi fællesspisning med megen og fed Hallingkost.
Jeg forspiste mig naturligvis og sov ikke hele natten, så dagen igår var
strid å klare. - Begyndelsen her var ikke værst igår. Ikke en eneste
bunad i ringen. Men i for. har jeg været oppe hos Ingeborg Pladsen her
lige ved og set en hel del prægtig Flå-stas. Bunaden for kvinder her
ligner Gol-.; men trøien hører til altaid og er udringet i brystet, hvor
en kaste-særk, hvori tre sylje-spender på rad, gjør stor effekt.
Broderiet her er et andet mønster og er noget tyndere, ikke så lange
sting og ikke så fyldig som i Gol. På hovedet en yndig
"gyldenstyk-luve" med "nakkebånd" (to
silkebåndssender oppå hverandre) nedover ryggen og sløife af andet
slags silkebånd under hagen. Udenpå kastesærken, som er et hvidt
underliv uden ærmer med en liden rød bord i halsen, er et liv af
silkedamask, rød eller roset med guld eller sølvbord og over den trøia
med lange ærmer. Udenpå luva knyttes et fint silkeplagg med knude og
ender foran oppe på hovedet. Et lignende tørkl. om halsen med enderne
flot på den ene side og hagesløifen oppå det igjen. Forklæde af
storroset muselin eller sort damask. sort forklæde og sort pandeskaut
bruges bare til sorg og altergang. Om våren bruges til reisesjal om
hovedet et stort skaut eller rettere lidet sjal, osm et gammelt wienersjal
på hvid bund. Om vinteren tykt mørk sjal og kavai, en sort
klædeskåbe af en nokså moderne facon omed pelerine. "Kjolen"
i Ål var originalere. På Pladsen var en gild Hemsedalsstue med
"peelarskåp" mellem begge kåvedørene som på Mehusstua, og
skaber og bænker o.a. på sin bestemte gode plads.
Søljerne her er lidt anderledes end i Ål, uden stene og lidt anden form;
med "melleringer" bruges også her, både store og små.
Her kniples også hvide og kulørte blonder, og til daglig brug og
heimesøndagsbrug har de en kniplingsstak, som er ganske morsom. En vanlig
Flåstakk, (empire med lidet bærelivsstykke som de andre Hallingdragter)
med bred rød eller grøn knipling nedentil.
De fleste gamle bondekoner bruger sin dragt til stas, kirkegang, bryllup
o.l., men ikke til arbeidsklæder.
Overalt er der nu kommet komfurer ved siden af peisen, og da de sætter
komfurrøret opi peisen må denne tættes med spjeld. Luften er derfor
dårlig i stuerne nu. Og så stænger de alle barn hermetisk inde de to
første år og lar dem ha tyk kappe på hovedet til de er 2-3 år.
De går i de første år alle i gjenteklær, men gutterne kjendes på tre
små pomponer oppe på hovedet. Disse sitter i hvert sit hjørne av en
udtunget silkelap som er syd på luen. På øen Marken ved Amsterdam har
de et lignende kjendetegn på gutterne.
26. januar 1906. Hvalstad.
Var færdig i Flå lørdag 20de. Sidste aften fest. Præsten Geelmuyden
kom; han førte mig til bords. Ordfører Heie og frue og mange andre
ældre folk fra bygden var kommet for å se på. Heie gild målmand.
Præsten indvendig modstander; men rimelig. Nogle af danserne forærte mig
en meget gammel og meget deilig sølje-spænde. En gut forærte mig to
kunstfærdig skårne skjeer, og lærerinde frk. Storø en hundreårig
snusdåse af træ, det var blit som det fineste ben.
Skulde reist nedover fra Flå søndag morgen; men fik vide, at der oppe i
"Næsbyen" (hvor jeg var reist igjennem for to dager siden)
fandtes en hundreårig brudedragt og mange andre gamle ting samt en gild
gammel kjerring som eiede disse ting og elsket alt gammelt og tog vare på
det. Ligeledes dyrkede hun endnu den gameldagse Halling-husflid, og
vævede, smettede og flettede "kniplinger". Jeg ergrede mig over
at jeg skulde forlade dalen uden å få se det lille som endnu var af
gammelt, og skjønt jeg lørdag aften måtte gå tidlig hjem og var
eledndig ddårlig og træt, så tog jeg den beslutning å reise op til
Næs igjen søndag og ned igjen samme aften. Det var druge 6 mil på en
dag i en bidende sno; men jeg angred det ikke. Ingeborg Rønningen Hagalis
stue og samling af gamle ting var interessant å se, og jeg komtil nogle
snille folk ellers, Ingeborgs døtre (to af hendes datterdøtre var med i
dansen i Flå), fru Tandberg og fru Sørbøn. I den sidstes hus spiste jeg
en vældig middag og kjørte så med hr. Rømcke (bror af den dr. Rømcke,
som havde gjort så meget for renslighed og sundhed i dalen) til hans
vakre gamle gård, hvor han havde en hel liden samling sølv og
klædningsgjenstande, bl.a. en hel del fint arbeidede (broderede) hvide
"kyrkjeklutar" (hvide "hovedlin"?) med fine blonder
syd på bobinet. Det er som små nonneslør - lette og vakre af
hjemmevævet fint linlærred.
I Ingeborgs store kjøkken-stue så jeg for første gang en hvid
juleklædning til stuen. Det er brede hvide kniplinger flettet af
udtrevlete tråde (frynser) på hjemmevævede grove og finere lærreder av
hjemmeavlet lin. Rundt hele stuen under taget - over døre og vinduer hang
alt dette hvide, som en hellig, ren dragt stuen fik på om julekvælden,
når alt arbeide var frasiggjort. Det er så rent og høytidsfuldt ud. Den
gamle brudedragt var af rød damask med en prægtig kappe som faldt
nedover sadelen - også af damask, rød og hvidblomstret. Livet af
guldblomstret silkebrokade, så tre tykke sølvbælter (det ene om
hovedet) og en mægnde søljer. Værdifuld og pragtfuld. Dog måske lidt
for overlæsset til å være rigtig smagfuld.
Der tænkes på et musem for Hallingdal i Næs. En gammel nu meget
forfalden stue på Rønningen tænkes kjøbt og rstauresret til det brug.
Man bygger da vel på å få en grundvold til museet i Ingeborgs og
Rømckes samlinger; men disse har endnu ikke bestemt havd de vil gjøre
med sine skatte. Ingeborg sat til R. så jeg hørte det: "Mæ fær
slå ihop det me hev, me tvo, og stelle det so det ikkje vert sreidd etter
os," eller omtrent så. R. sa, da vi kjørte derfra, at det var ikke
sumt af Ingeborg. så de har vist mest lyst på et privatmuseum. I. havde
på sit loft et utal af heimespun-hespler og ferdige åklær. Hun skulde
ha et til hver af sine 21 barnebarn før hun døde, sa hun. Hun havde
også 21 bankbøger som kun hun viste. sine skolebøger, en gammel
Pontoppidan og to andre havde hun også vel forvaret. Biskop Bang var for
et års tid siden hos hende og så på hendes herligheter, og da viste hun
ham bøgerne og spurgte om han havde gjemt så vel på sine; men det havde
han nok ikke.
23. april 1906. Thime, Bellesnes Hotel.
Reiste alle tre fra Labråten onsdag 18de. Prøvet om aftenen med
danseringen. torsdag fest for baroness v. Suttner på Grand, rococosalen.
Sstilfuldt og vellykket. Lammers med sit Cecilakor sang, fru Minna
thorkildsen ligså. Fru Dikka Møller hilste æresgjeæsten i en kort
tale, fru Cläre Mjøen læste et hyldningsdigt hus selv hadde skrevet.
Godt og pent. Æresgjesten placeredes derpå oppe på scenen i en kreds af
damer (og en herre - præsten Frølich) hvor nu en mængde hilsner og
telegrammer blev oplæst. En sølje, to laurbærkranse og en biket
palmegrene blev overrakt. Lidt lang var det høitidelige akt; medn alt gik
fint.
Så dækkedes langborde. Minister Løvland havde fru Suttner tilbords, vis
a vis statsm. Michelsen og fru Blehr. Ved samme bords ene ende sad
Bjørnson med fru D. Møller, Lammers, fru Bjørnson og John Lund med fru
Lammers. Vis a vis B. den franske gesandt, fru Nissen, den engelske
gesandt samt undertegnede og dr. Mjøen. Sidstnævnte sang i løbet
af det nydelige smørbrød-desertmåltid et selvlaget "eventyr"
til melodien "Maivisen" med forsamlingens medvirken i omkvædet.
Sangen var trykt (den var på tysk) og så ud til å gribe fru
Suttner meget. Så dansede vi. Fru Bjørnson havde udtalt sin høilydte
misnøie over bordet med denne ukultiverte fornøielse; men elles var der
stort bifald, ja nærmest gegeistring efter hvad man sa mig. Især var
udlændingerne fornøiet. Rent betat var den russiske gesandt, som aldrig
fik nok, men høilydt gav sin begeistring luft.
Fru Suttner var en udmærket og meget øvet talerske, kampberedt og frisk
og vågen; men personlig var hun mig ikke så svært sympathisk. Det
var trods de gode og vakre ord hun sa, noget koldt ved hende. Organet
mandhaftig og mørkt i tonen.
18. juli 1906.
Gik 16de om kvelden til Einabu. Kom op igjen igår (17de ) til middag med
post. Ivar har skrevet en kjæk Dølevise til tonen af den gamle
Tønset-bruremarsjen. Omkvæd: Flaumen går , i Norig er vår, og Dølan
er det som rår! Den vil snart bli populær i ungdomslagene.
29. mars 1906
Brev fra Arne Hatlestad. Han "skjer seg no klæde" og er ved
godt mod. "Lat os reisa eit theater", siger
han,"me burde no vera so breide, at me ikkje høver inn i bjørnsons
hus, elles er me for små". Ja, som sek skrev til ham idag: vi burde
være så "breide no", det er vist og sandt. Gud give vi også var
det!
16. juni 1906
Fru dr Igelsrud i Tromsø udstiller nu sin nationale reformdragt hos Steen
og Strøm. Den får slem medfart af A.Hv. (Anna Hvoslef) i
"Afftenposten". Rimeligvis er også bygdedragterne i sig selv
bedre. Og der er nok å vælge imellem. Både praktiske arbeidsklær og
glimrende festdragter. Og uniformer er og blir kjedelige når de skal
udstrækkes til forhold hvor de ikke er naturlige og passer ligesom
selvfølge. På en måde er jo bygdedragterne også uniformer; men der er
det kun i den ene bygd og desuden er der stor variation også, f.ex. er
arbeidsdragterne ganske annerledes end pigedragten, o.s.v.
6. september 1906
Edvard Grieg døde den 4de kl. 31/2 morgen på Bergens sygehus. Så lyder
telegrafbudet. Det er så forunderligt og sørgeligt å tænke på. En
efter af de store gamle går bort, og det er så lidet stort som vokser op
efter dem. Griegs energi var storartet. Ha stod dag før sin død på
reise til Kristiania for å komme i tørrere luft, og han arbeidede og la
planer bogstaveligt talt så længe han kunde ånde. Da hans stærke vilje
endelig måtte slippe taget, var hans lunger helt opslidte. Jeg mindes med
vemodig glæde hvor god han var mod mig engang jeg havde ondt, og gjemmer
hans breve som et kjært og godt minde om et af de hjerteligste mennesker
jeg har truffet.
Manuskriptet til klaverudtoget af "Olav Trygvason" som han i
1898 forærte os i Målmarknaden i Xania, er endnu ikke solgt. Det var en
dyrebar gave; men hans brev i den anledning har alligevel større værd.
Jeg skrev og bad ham om vi måtte få lov å la de haugtussasange han
nettop havde komponeret, synge på marknaden. (De var endnu ikke trygt.)
Der kunde han ikke for sin forleggers skyld; men skriver i et langt,
elskværdigt og interessant brev så meget vakkert om det norske sprog,
som han elsker av instingt, om Garborg, o.a. og siger, at han netop har
tenkt på (og snakket med sin hustru om) å gi os nævnte manuskript.
Hans brev er dateret Troldhaugen 18de august 1898.
21. mars 1908
Fik igår "Tanzspiele og Sangtänze" fra frøken Gertrud Meyer i
Berlin. Hun var min elev på Nääs og har nu tat dansene og en del
svenske sanglege op i Tyskland. I bogen findes de to norske folkeviser
"Per spelemann" og "Kråkevisa" oversat til tysk med
forklaring af dansen. Også de forskjellige færøydanse er forklaret; men
jeg håber at ingen forsøger sig med å danse efter forklaringer. Selv
den bedste forklaring viser sig altid ganske utilstrækkelig å lære
dansen efter. D.v.s. så der blir mening i den. Men frk. Meyer, som er
lærerinde, underviser naturligvis også. Jeg husker hende ikke klart, der
var så mange; men jeg ved, at en tysk dame viste sig særlig interesert.
Hun har fundet frem en del gamle tyske lyriske danseviser, som passer
udmærket til leg; men ikke til den egentlige Færøydans som er og må
være episk.
19. mai 1908
Brev fra Wilhelm Krag om "Liti Kersti". han finder den
"overmåde smuk og poetisk" og vil tale med Cally Monrad om
tittelrollen. halvorsen skal arbeid med musiken i sommer. Den som lever,
får se.
Jeg traff forleden i Centraltheateret ved opførelsen af Strindbergs
"Faderen" skuespiller Eide. Han sa, at nu skulde
Nationaltheateret spille "Varg i Veum". Den som lever, får se.
Fra Lillehammer meldes store ting. Mortensons har sammen med sandvig, fru
skar, fru bjørnson, Stormoen o.a. stiftet "Det norske Gilde"
hvis formål skal være å afholde et stort stevne hvert år på
Maihaugen. Der skal da være historisk optog, norske skuespil-opførelser,
dans, sang, foredrag, o.s.v.
Måtte det såsandt gå.
22. mai 1908
Havde igår danseprøve med den lille flokken fra bondeungdomslaget. Prof.
Renault, minister Delavaud, den amerikanske minister Pence o.s.v. vil se
dans i lager ikveld. Løvland skal tale om krig og fred i anledning
Renault som iår har fåt Nobelprisen. Han blev iforgår under stor stas
gjort til æres-doktor ved Kristiania Universitetet og tout Kristiania har
nu i nogle dage festet til hans pris. Fru blehr har arrangeret dette med
dansen og forlanger at jeg skal være med. gid hun vidste hvor vanskeligt
det er å få en ordentlig dans istand. Den ikveld blir neppe morsom. De
gamle gode krefter er spredt for alle vinde.
Gina Krog skal skrive om norske kvinder, norske sæder og skikke for et
forlag i London. Hun kommer hid for å få billeder o.s.v. En østerdøl
kommer idag for å få hjelp til en Østerdals-bunad, to unge for å låne
bunader, o.s.v. Es gibt was zu thun.
23. mai 1908
Festen igår i Bondeungdomslaget var vist meget vellykket. renault havde
et indtagende ansigt, pog hans sprog og tale var skjønt å høre på. Han
var storlig fornøiet. Løvland var hæs, men han talte klokt om krig og
fred og så prægtig ud, der han stod med de gløgge livlige øinene nder
brillerne og den ærverdige skalde under kalotten. Diplomatiets damer
virket fremmed i laget i sine svære hatte og bragende silkekjoler. Men de
opførte sig dannet og så ud til å befinde sig efter omstændigheterne
vel. sangen gik dårligt, dansen nogenlunde. En god halling og ditto
springar bragte humøret høit i taget.
Halvdan Koth holdt en riktig tækkelig tale på fransk til Renault og
fungerte som tolk for en af hans taler. Løvland for den anden. Det hele
gik rigtig pent. selv lefse og vafler greiet herskaberne med anstand.
10. juni 1908
Kom igåraftes hjem fra en 3 dagers tur til Lillehammer, hvor
forberedelserne til Håballsvaka er i fuld gang. Mortenssons beskedne
hjem, hvor Karen steller sine små og store uden pige, er for øieblikket
byens midtpunkt.
Det prøves daglig i stuen på "Varg i Veum".
6. juli 1908. Lillehammer.
Første dag greiet med glans. billetter for 1700 kr. solgtes til
Maihaugen. Indtægter i alt 2500 kr. Dansen gik nogenlunde og (særlig
folkedansen) gjorde megen lykke.
7. juli 1908.
Blev første dag i Vaka en succes, så blev anden dag det i enda høiere
grad takket være "Varg i Veum", som bokstavelig satte publikum
i vild begeistring. Mer end fuldt hus, fortrinligst spil for de
allerflestes vedkommende; en formelig høitidsfuld stemning rådet i salen
som på scenen; alle gav og tog imod med åbent hjerte ligesom. Og enda
var der mange i salen som sikkert kom i inderligt håb om en fiasko.
Også igåraftes danset vi (efter forestillingen) på Maihaugen. Men der
var plutselig blit koldt og surt efter dagens varme og folk holdt ikke så
længe ud. Der var heller ikke så mange.
Kl. 12 nat samme dag.
Også idag gik "VArg i Veum" godt og for fuldt hus. Gunnar
Heiberg var kommet op sammen med sin søster frk. H. og så på. han var
meget fornøiet både med stykket, dansen og det hele. Måske tænker han
å skrive noget om stykket.
8. juni 1909. Eidsvold folkehøiskole.
Kom hid igår eftm. 5. Holdt foredrag om "folkeviser og
songdans" kl 7. Danset lidt efter aftensmaden.
9. juni 1908.
Idag hørt foredrag af pastor Grønland - sjelelære - han er en ypperlig
ungdomslærer. Bestyreren, hr. sørensen, holdt også et greit og meget
instruktivt foredrag om idræt og kroppen.
Men disse stakkars unge som sidder inde 5 timer hver form.! Og enda 1-2 om
eftm. Dansen er nok en kjærkommen afvexling. De synger udmerket her, så
der burde kunne bli god dans også.
Det glæder mig at man mu begynder å forstå hvor meget arbeide og tid
der trænges til ¨å lære folkevisedans. At et sligt kursus bestemmer
så mange dage og timer til det, er et godt tegn.
21. januar 1910.
Igår danseprøve i den gamle Kaffistova. ---
29. januar 1910. Nordstugu, Vestgaard, Stai.
Torsdagskvælden blev livlig på Hamar seminar. (Gymnastiksalen.) En
vælødig ring som fyldte det store rum, danset med liv og lyst, men liden
øvelse. Ypperlig stemning. Rektor Jørgensen var tilstede selv hele tiden
og var meget elskværdig, skjønt han jo må betragte dette som et nokså
slemt målstræv. Det er et mållag ved seminaret, hvor noe mer end
halvparten av eleverne er medlemmer. Adjunkt Holter er vel sjælen i det,
formoder jeg. han er nu konstitueret skoledirektør under Eftestøls
ophold på Thinget.
2. februar 1910.
Igår eftm. danseøvelse på amtskolen. Ivrige, gilde folk. Da jeg vandret
hjemover ve 1/210 tiden, slanget toget seg sagte opover borti Østlia, og
jeg måtte tænke på de mangfoldige lyse og mørke kvælder vi har siddet
på dette toget og stundet hjem til Kolbotn. ---
4. februar 1910. Hamar.
Fik igår et begeistret brev fra Percy Grainger med tak for bøgerne om
Færøydansen, som han interesserte
sig "inderligt" for, ligesom for landsmålet. jeg ser af
aviserne, at han gjør enorm lykke i Kristiania med sit spil. Han er af de
få ligeoverfor hvem al kritik forstummer.
8. februar 1910. Hvalstad.
I Danmark har de stiftet en "Forening til Folkedansens Fremme".
Den vil også arbeide for å få op igjen de gode danse bygdedragter. de
vil nu ha norske danse også.
18. april 1910.
Jeg hører der er påbudt visse timer i "Leg og Folkevisedans"
ved Kristiania skoler. Det er utrolig. Bare de nu vil ære å danse lidt
mindre meningsløst end der oftest danses.
22. mai 1910.
Bondeungdomslaget holdt en vakker fest for min ringhed igåraftes på
Folkemuseet. Kvælden var vidunderlig med bleg lys måne gjennom ungt
løv. Lyst, varmt og vidunderligt. Vi holdt til i Østerdalsstuerne;
danset i tunet. Det eneste uheld var at maden slap rent op, da der kom
dobbelt så mange som ventet.
Hele flokken fulgte os til Skøien station under sang og jubel.
Brev fra Bugge. 6te og 7de skal vestlændingerne spille "Kråka"
av Tvedt, samt "Sovande Sorg" på Fahlstrøms Theater. Går det
vel, så går alt vel. Jeg har forgjæves advaret og spåd ilde. Huh, her
i denne hjertekolde byen; d.v.s. hjertekolde overfor alt norskt. Og nu
midt i målstriden. Og i juni!
8. juni 1910.
Vestmendenes første forestilling igår gik over al forventning, skjønt
jeg synes "Sovande sorg" gik bedre i Bergen. Danseafdelingen
rigtig god, Sjur Helgeland prægtig. Stemningen høi. Men Nils Kjær så
ud som han hadde bændelorm.
Den eneste anmeldelse jeg har set, er "Morgenbladet", som er
ligefrem ufattelig velvilligt.
Nær ved udsolgt hus. Selvfølgelig en hel del målfolk fra by og land.
7. juli 1910. Stavanger. (H.G. er på reis: Voss, Hardanger, Stavanger, Knudaheio.)
I Hardanger brugtes tidligere hussko - der ganske ligner Islands- og
færøysko. Vampen blev først almindelig i midten af det 18de århundrede.
I begyndelsen af det 19de årh. kom den senere nationaldragt af farvet
vadmel og sølvknapper ind (tinknapper eller messsingk. brugtes også).
Mændenes skjorter var her som i Sætersdalen tidligere holdt sammen med
sølvknapper, og de havde undertiden sølje i brystet. Brodert lommedug
til stas.
Livet på kvindedragten heder her oplot (upplut), (upphlutr, gammelt).
Grøn, sort eller rød. Den nuværende kvindedragt kan følges tilbage i
sine hovedtræk ialfald til begyndelsen af det 17de årh.
6. februar 1911. Stavanger. (Er på
andre turneen med Det norske spellaget.)
spilte her igår for omtrent udsolgt hus. Det var 12-15 pladse usolgte i
hele theateret. Ypperlig stemning. Både "Ervingen" og "Ei
hugvending" viser sig å være bofstavelig talt uopslitelige.
Dansen efterpå blev også varmt påskjønnet. "St. Avis" er den
eneste jeg ennu har set; den er svært rosende for det hele. Ber om mere
dans.
Iform. prøve på "Fjøsstellet" og "Stevleiken".
16. februar 1911. Ålesund.
Reiste fra bergen tirsdag 14de kl 11 om kvælden med
"Hjørungavaag". Fælt over stadthavet igår middag, syge
næsten alle. Kom hid 5 og spilte 1/29 småstykkerne for udsolgt hus og et
bifald som ofte steg til ovationer.
17. februar 1911.
Udmærket hus også igår; med ikke fuldt så mange som til småstykkerne;
mange er ræd for "soguspel", og særlig for Mortensons; han har
jo desverre fåt ord for å være så vanskelig å forstå. Det gik heller
ikke godt for os igår; sigmund var mat og distrait og Tjodolf hæs. Men
folk var med alligevel, og vi fik mye ros efterpå, da vi var samlet til
en liden festlig afslutning i "Ivar Aasen". Mange gode venner
fra sidst jeg var her, og de danser ivrigt folkevisedans. Det glæder mig
mer end alt andet.
21. februar 1911. Volda.
Spilte "Fjøsstellet" og "Stevleiken" på Flemsøy
søndag - i samme tapiserte stue - for overfyldt hus og stor begeistring.
Folk vilde ikke gå, og tilsidst måtte jeg sende Bjørndal frem og synge
skjæmteviser. (Arne Bjørndal hadde
nettopp overtatt som spelemann.)
23. februar 1911.
--- Efter forestillingen igåraftes holdt ungdomslaget fest for os. Anders
Vassbotn talte, og jeg fik et broderet "vægtjeld" i
fødselsdagsgave. Blomster og 7 telegrammer fik jeg også, så der blev da
22de iår også. En af telegrammerne var fra Ole Bull-laget, som var
"samla til fest". Så lever det da, gudsjelov.
Spelflokkens damer var til the hos dr Engh's igår eftm., og idag kl 6
skal jeg ha chokolade for flokken min. Igår var det umulig å få gjort
noget. De danset til 1/25 idag desverre; disse natfester er ravende gale
for arbeidets skyld. Jeg har nu afværget en ny fest i Ålesund, håber
jeg. Det er så snildt af folk, og de unge er dansegale, men det går ikke
længer.
2. mars 1912. (Spellaget er
på si tredje spelferd. Tuften administrerer og H.G. er ikkje med på
første delen av ferda. Klara Semb er med, og skriv ofte til H.G. om
korleis det går. Midtvegs på turneen må H.G. steppe inn på kort
varsel.)
I dag brev fra Tvedestrand og
Mandal, og for to dager siden fra Sandefjord, fra folk som har set
"Spellaget" og nu vil ha undervisning i folkevisedans. De har
drevet med det før, men ser at de må ha hjælp for å få det godt.
Der er nu anmodninger fra Nordland, sørland, Vestland og Østland. Håber
på frk. Semb som reisende lærer.
3. april 1912. Hvalstad.
Kom hjem inat.
Så er da "Spellaget"s 3die tur afsluttet og laget foreløpig
opløst.
Også nu har vi et pent overskud. Opgjøret ikke færdig, men jeg tænker
mindst 1000 kroner. ---
Påskeaften.
Idag har jeg sendt pose til sjur Helgelands fele. Han kom gående 2 mil i
øsregn til festen på Voss med felen under det ene jakkeskjøtet. Både
han og fela var gjennemvåte og håse. Han må ha vært en kjæmpe for å
kunne se så godt ud, som han gjør endnu gjør, efter det liv han har
ført. Han kan våke indtil 14 dage i et om våren når der er brylluper
ustanselig. Og aldrig veier han en øre og sjælden en fele. Men spille
kan han. Du verden for alle de kræfter han har ødslet med. Han er
vel ikke som i sin bedste tid, men endnu kan han lokke forunderlig musik
ud af et skrøpelig instrument. Men han er født bohem; der biter ikke
civilication på ham.
Igår var Sembs her til afslutning på "Spellagets" tur. Klara
reiser strax over påske sydover igjen på dansefærd. Tuften legger
mistbænk idag.
25. april 1912.
Brev fra Klara Semb, som er på dansetur på sørlandet. I Sandefjord
hadde hun 80 voksne og 100 barn. 16 gutter sydde sig bunad. Nu er hun i
Lillesand og tar derfra til Vennesla og Christiansand.
- Modtog netop kr. 500,00 til "Det norske spellaget" fra
ungdomslaget "Ivar Aasen", Ålesund og 20 kr. fra frk. Qvam,
Gjævran. Frimerkebrev med 1, 2, 1/2 kr. kommer også næsten daglig.
30. oktober 1912.
Rasmussen var her i dag. Første generalforsamling i "Det norske
teateret" 5te november. Men R. må ansættes fra første.
20de november har han 25 års jubilæum som skuespiller; han vil da ha en
aften i Xania (Bondeungdomslaget) med "Fjøsstellet" og
folkeviser.
10. november 1912.
Regn, tåke. Bokhaugen som skulde læses. Breve om dans og foredrag fra
alle kanter. Interessen for dansen er stadig stigende. Nu slutter Klara
Semb og har havt 1100 elever i dette halvår. Nu vil Studenternes
Afholdsforening og Dalens Ungdomslag, Fet endelig ha en lærer.
16. desember 1912.
Ser netop at gamle Liestøl er død. Der er så vemodigt. Jeg har holdt af
ham fra han var min lærer i landsmål for snart 27 år siden. Han var en
af de få skikkelser i vort offentlige liv som der var poesi over. Hans
smil var så ungt og lyst altid; det var som han var fylt med musik og
fagre syner bestandig. Det blev fest der han var. Jeg husker ham så
godt fra "Målskolen" oppe hos Ivar i "Fedraheimen".
Han vikarierte for Ivar, mens han var hjemme en tur. Men vi tvang ham til
å spille fele og synge stev og viser hele tiden. Men vi lærte saktens
"mål" af ham også. Folkevisernes Sætersdalens deilig mål i
sang og tale - hele det norske sprogs ånd og dypeste væsen blev os
kjendt og kjært. Ivar og Liestøl var to lærere som tryllet os ind i en
ring vi ikke mere vilde eller kunde komme ud af; de var begge profeter og
poeter, lyrikere og musikere, men de kunde også gramatik. - Der var
ligesom det gik en mørk sky over solen, da jeg idag så korset over
Liestøls navn. Det er så meget vakkert som slukner omkring en
efterhvert.
20. desember 1912.
Prøve på "Fjøsstellet" iforgår, samt på dans. Der er
adskillige sproglige vanskeligheter; R. er nemlig vant til å spille sin
rolle - Lars - på Søndfjordsdialekt, og de andre blir trukket svært
over i Vestlands tonefald.
5. januar 1913.
Om "Det norske teateret"s start i Xiansand skrives til
herværende aviser begeistrert. Klara Semb skriver brev fra festkvelden:
"Fulde hus og svær fagning. Rigtig feststemning. Hadde berre De vore
her! "Ervingen" og "Fjøsstellet" gjekk svært bra og
alle var nøgde -."
19. februar 1913.
Idag går "Jeppe" forhåbentlig i Ålesund. De spilte det først
i Volda, og der gjorde de fabelaktig lykke.
Danset igår i Turnhallen med over 100 av Bondungdomslagets medlemmer.
Megen kjæk ungdom.
22. mai 1913.
(H.G. er saman med Anders Hovden om bord
på "Hellig Olav" på veg til USA der dei mellom anna skal vere
med og avduke støtte av Ivar Aasen.)
Igåraftes improviseret dans i salonen. Jeg danset francaise med pastor
Eckhoff, som ikke havde danset på 40 år. Hovden var en af de ivrigste
dansekavalerer.
8. juni 1913.
(Fargo, USA)
Afsløringen af Aaasen-støtten igår blev en vakker fest Mange landsfolk
var kommet ind. --- Da endelig kunde vi toge ud en flok nationalklædt
ungdom - tre brude fra Hardanger i gode dragter og krone, som dr. Fjeld
eier -, Hovden og de andre indbudte fra de nærmeste byer med spelemann
Aakhus fra Sætersdalen i spidsen. ---
27. oktober 1913. Lø ved Steinkjer.
--- Igår overfyldt hus til åpningen av Målmarknaden på Stenkjær. Jeg
holdt likesom åpningstalen, fordi jeg blev tvungen til det. så var det
folkevisedans, og en flok unge opførte Sigurd Nesses "Folk".
Publikummet var rørende taknemmeligt. ---
10. desember 1913.
--- Prøver hver dag på "Læraren".
Har ikvæld læst med Tvinde her. Trøtt.
Fr. Klara Semb har nu havt 1700 elever i dans på sørlandet, og alle
siger hernede, skriver hu, at det var "Spellaget" som gjorde dem
begeistret for dansen.
Efter jul skal hun til Romsdalen. Mange siger at "Spellaget"
kunde godt reise ved siden af "Det norske teateret".
15. januar 1914. Morgen.
"Læraren" blev en succes, det tør jeg vel si. Endog Nils Kjær
i "Aftenposten" strækker nu våben, og skriver efter en meget
rosende anmeldelse, at teateret nu har vist sin berettigelse.
|