|
Under kapittelet
"Universitetsaarene" har han eit avsnitt med overskrifta
"Selskabelighed". Vi siterer nokre sider derifrå, frå side 316.
"Selskabelighed.
Liver mellem Studenterne, med al dets Frihed var mig overmaade
tiltalende. Men det var mig ikke nok. Det var, som om min Tid strak til
endnu for meget mere, og saa blev jeg efterhaanden en ivrig deltager i
al Selskabelighed, som i de Dage trivedes i Hovedstaden. Kanske ingen
andre av midt samtidige Kuld saa hyppig var en gjæst i Datidens baller
og Selskaber. Christiania gjennemgikk i de Aar en ganske interessant
Udvikling. Men i henseende til Selskabelighed stod en fremdeles paa et
Overgangstrin.
De toneangivende, rige Huse fra Aarhundredets Begyndelse var forlængst
borte, og noget lignende til hint Liv var senere ikke seet. Men et nyt
Liv var i Opkomst. Det var de høiere embeedsmænd, som nu gav
Selskabslivet dets Karakter. Statsraader, Expeditionssekretærer,
Høiesteretssaaeaaorer og Professorer var de, som saa Gjæster i sine
Huuse. Men som Selskabslivets Midtpunkt stod Statholderne eller de
første Statsraader. Fremfor alt havde Grev Herman Wedel ført det store
Hus, og senere Løvenskiold som hans Efterfølger i Statholderskabet. Der
var uvilkaarlig opstaaet en sluttet Kreds, som af sig selv dennede det
fine selskab og hævedede Stillingen. At Wergeland havde haanet denne med
den Lapse, kunde ikke udrette meget. Den av ham haardt angrebne
Danseforening, Kringla, Norske almacks, trivedes udmærket og kunde ikke
rokkes fra sin engang hævdvundne Stilling. Den havde sine Løver og
Fifdaner, som anerkjendtes af alle. Enhver paa denne Maade sluttet
selskabelig Kreds har let for at virke irriterende, og der er mange
vidnesbyrd om, at de velbestaltede Løver ved sin Optræden endog kunde
gaa over Grænsen av, hvad der var tilladeligt mellem dannede Mennesker.
Min Moder har fortalt mig, at der i Begyndelsen af 1840-Aarerne var
gjort forsøg med at afholde offentlige Baller - saakaldte
40-Skillingsballer i Frimurerlogens nye Festivitetslokale, for en videre
selskabelig kreds. Dette behagede ikk de faste Løver, og for at sætte et
lavere Stempel paa denne Art Sammenkomster tillod de sig at gaa omkring
paa Ballet med hatten paa hovedet! Min Moder var der engang, vistnok i
Selskab med statsraad Herman Foss's Familie, og fik se disse herrer. Hun
udbrød: "Hvor uforskammet!" og fik saa med Et høre bag sig de Ord: "Maa
jeg faa danse med Dem?" hun blev revet afsted i Dansen og opdagede
snart, at det var henrik wergeland, som hun paa denne Maade havde
begeistret og faaet som Kavaler.
Men det maa samtidig erindres, at der i denne Selskabskrets fra 1830 og
1840 ogsaa var Aaand og høi Dannelse. I den færdedes i Sandhed Flerheden
af Hovedstadens bedste Mænd. det er nok at nævne Hansteen, Schweigaard,
P.A. Munc og Welhaven, Fr. Stang og B. dunker. Disse kom der ikke alene
for at give en enkelt Fest dens Glans. Dett var saadanne Mænd, som var
med om at bære det selskabelige Liv. I dem havde de yngre Deltagere
store Forbilder at se op til og til at samle sig om. Med alle svagheder,
som forøvrigt kan have været forhaanden, saa havde hin selskabelighed
sin Andel i Tidens Aandsliv.
Efterhaanden undergik dette Liv en Forandring. Der kom et nyt Element
med, den større handelsstand, som vandt økonomisk og social Magt.
Hovedstaden fik de store handelshuse, hvis Indehavere kunde gjøre sig
gjældende i det selskabelige Liv. Det var især 50-Aarene, som bragte
disse frem. Allerede i 40-Aarene havde f.Eks. Konsul hans Faye, Chefen
for Bankierhuset Grüning & Co., kunnet gjøre sig gjældende, og ligesaa
den anden Bankier N. A.. Andersen. Men fremfor alt er her at mærke
Begyndelsen af Femtiaarene. Konsul Faye døde da, og hans ældste Søn
Jacob Faye, der ikke var mange Aar over Tyverne, blev Chefen for Grüning
& Co. Omtrent til samme Tid opprettede den nge thorvald Meyer eget
handelshus. Dertil kom endnu den unge Stener rosenberg, Meyers Svoger.
han tilhørte forøvrigt en af de gamle Christianiaslegter.
I disse Huse aabnedes der et ganske storartet Selskabsliv. En
blomstrende tid for Handel, især Skibsfart og Trælast var netop i
Frembrud, og med Krimkrigen fik denne gyldne tid forøket Fart. Langs
Agders Kyster byggedes Mængder af Seilskibe, og til de østlandske
trælastcentrer væltede Penge ind. det var som om Christian VII's tid
skulde vende tilbage. I Christiania blev det andet Keiserdømmes Elegance
Mønsteret, og Fest fulgte paa Fest. Der var et Liv, fremfor alt hos
Jacob Faye i hans elegante hjem paa Carl Johans Gade Nr. 39 og i hans
prægtige Landsted paa Bygdø, hvoraf nu kun en Del er bevaret. han og
Meyer havde til forskjellige Tider, snart i Fællesskab, snart hver for
sig, de prægtige Yachter Musquito og Ariel, som var idkjøbt fra England.
Musquito havde et stort Nvn inder den britiske Kapseilerverden.
Jacob Faye var min fætter, hans Moder var en Søster af min Fader, og hun
havde opkaldt ham efter sin forlængst afdøde Fader, Agent Jacob Nielsen.
Men jeg var i Femtiaarene ku Skolegut og fik derved ingen anledning til
at se hans rette Glans, da han stod paa sit Høidepunkt. Kun en eneste
Gang færdedes jeg i hans vakre Saloner ved Carl Johans Gade til Fest.
Det var et Barnebal for hans ældste, den Gang endnu ganske lille Søn
Hans, og det var vistnok det eleganteste og stilfuldeste, som den Tids
Christiania havde at byde. Det var det andet Keiserdømmes Luksus, som
der herskede, et Billede af dets Smag.
Men Grüning & Co. havde ikke i Længden den tilstrækkelige pengemagt til
at holde dette Liv gaaende. I 1860 maatte handelshuset afvikle sine
Forretninger. Men min Fætter flyttede til hafslund, Hvori han fremdeles
var Eier af en Del, og der førte han atter et stilfuldt Liv som grand
seigneur. I Pintsen 1862 saa jeg dette og levede der behagelige Dage,
med Middagsselskaber, jagter og Kjøreture. Det var det gamle hafslunds
sidste sociale Glansperiode. Men ogsaa den var kun af kort varighed.
Faye flyttede senere til Christiania, hvor han døde i en endnu ung
Alder.
Han var den sidste Type af den ældre Tids glade Christianiamænd. Fra
sagkyndigt Hold har jeg hørt udtale, at han var en dygtig
forretningsmand. Man hans private Liv var for storslaaet anlagt. Grüning
& Co. var ikke bernt ankers Lige i formue, og dets chef manglede
Begræssningens Evne. Dette ødelagde ham. han var kvik og livlig. I de
Dage var det, den bidende Christianiawitz skjød sine frodigste Skud, og
han havde sin Del deri. Men samtidig var han en hjertensgod Mand, til
hvem ingen trængende skulde henvendes sig forgjæves, og ligesaa vilde
han, at alle skulde være glade med ham. hans pragtfulde Fester havde og
vistnok med Rette et stort Ry. Kanskje deres Mage ikke senere har været
at se i den By, hvori han levede og engang har staaer som den, der førte
det toneangivende Hus. Der var virkelig storstilet Selskabelighed.
Thv. Meyer stansede i tide og blev den grundrige Mand, der virkede til
det almene bedste, og levede til en høi Alder. han vandt Navn som den,
der med Rette var christianias første Borger og Repræsentant for byen
med den aabne Haand og det store Hjerte. Stener Rosenberg delte derimod
Fayes Skjæbne og maatte stanse, efter at have udfoldet et rigt
selskabeligt Liv i sit Hus i St. Olavsgade Nr. 35 og sit Landsted paa
Drammensveien. han var en lun, godmodig Personlighed, med mange Træk,
der mindede om Christianias glade Dage omkring Aar 1800. Om hans
fornøielige Nemærkninger kunde meget fortælles.
I 1879, da bjørnstjerne Bjørnson var kommen ind fra gudbrandsdalen og
med det store Flagmøde havde sat Byen paa Ende, saa der ikke taltes om
andet, befant bjørnson sig en Dag i det norske Selskab, som Rosenberg
ogsaa kom derind. Han gik sin sædvanlige gang indover og fik saa Øie paa
Digteren: "Nei, der De i Byen?" sagde han. "Den var sandelig god!"
raabte Bjørnson, som blev overrasket ved at se denne lune Ro. Sligt var
han i de Dage ikke vant til.
Efterhaanden traadte andre store Handelshuses Chefer til , ved Siden af
Meyer. Hans Broder, Lorents, havde en mindre Kreds, medens
Svogeren, Tho. Hoh. Heftey erterhaanden, ogsaa i selskabelig
Henseende blev en af de ledende. dertil kom ogsaa hans broder, Ritmester
Georg (Jørgen ??) Heftey, der boede paa det vakre
Filipstad. Paa Sinsen førte Halvor Schou et fint, elegant Hus.
Andre var Hohs. Fuhr, Ludwigsen & Schelderup o.s.v. og langsomt
forandredes Selskabeligheden. Men fremdeles bevaredes meget av det
gamle. Fra begyndelsen af 1862 var Frederik Stang regjeringens
Chef og boede i Stiftsgaarden, hvor han holdt sine repræsentative Baller
og Middage. der var hos ham hvert aar mindst tre, ofte fire store
Baller, hvor vi unge kom. gjennem disse smukke Fester kom der et
regulerende Element ind i Selskabeligheden; paa dem opretholdtes en god
Tone, mod hvilken heller ingen udenfor Kredsen vovede at støde an. Med
sin aandfulde og statelige Personlighed var Statsraad Stang den fineste
Vært. Fru Stang var ligeledes som Værtinde godheden selv, hensynsfuld
mod alle, som kom i hendes Hjem. disse ministrielle Baller havde ikke
mindst Indflydelse paa Ungdommen, som der fik meget at lære og se.
Dette, at den øverste embetsmand saaledes gav sine Fester, bidrog ogsaa
til at holde den hele Stand oppe i det selskabelige Liv og derigjennem
opretholde den gamle tradition. hovedstaden har tabt meget, da de
ophørte.
Welhavens Vennekrets havde fremdeles megen Indflydelse paa
Selskabslivet. En Mand som Høiesteretsadvokat Bernhard Dunker gav
saaledes ofte Baller og Middage, dels i Byen, dels paa Malmøen.
Efterverdenen vil af den Advokat berent, som Bjørnson har skabt, danne
sig et Billede af denne mærkelige Personlighed, der i 50- og 60-Aarene
var den første Mand ved Høiesterets Skranke. Men det bliver dog ikke
fulstændigt. Hvad der for mig var det iøinefaldende ved Dunker, var den
Velvillie, han viste overfor Unge. Han talte til os og med os; han
sysselsatte sig med os paa samme Maade som Welhaven, og det var der ikke
den gang mange, som gjorde.
En berigelse for Selskabslivet var det, da de to Brødre, Baronerne
Wedel Jarlsberg ved 1860 kom til Byen. Den ene var Sjøofficeren
Herman, den annden den tidligere Minister i St. Petersburg, Fritz.
Kommandør Herman Wedel var en original Personlighed, af en ganske stor
Høide. Mellem min Moders Efterladenskaber har jeg fundet en lidt
karrikeret tegning, der vist skriver sig fra Fyrdirektør C. Didriks,
og som for mig gjenkalder Mindet om denne mine Forældres gode Ven.
Ligeledes gav Statsraad Haffner, Marinens Departementsschef,
oftere hyggelige Baller. I nogle aar boede ogsaa Eieren af det gamle
Larviks Grevskab, M. Treschow i Christiania, hvor han gave mere
end en Fest.
Listen kunde blive betydelig større. Men allerede ved at gjennemgaa
denne Række, vil Læserne kunne forstaa, at der i mine Studenterdage i
Christiania var en talrig Selskabskreds, og dertil kan lægges enkelte
store godseiere i Omegnen, som Ingier paa Ljan og Baron Wedel paa
bogstad.
Fire Gange hver Vinter kom dertil endnu balselskabet Foreningens
Fester. Der maatte man være med for at kunne henregnes til den
selskabelige Kreds. Foreningen var Kringla og havde overlevet Wergelands
Dage. Sjælen i dens Ledelse var Ceremonimester Harald Holst,
Uninversitetssekretærens høitidelige og formelle Broder. Disse Baller
gaves i Frimurerlogens lille Sal og var altid meget pene. Kong Carl kom
der gjerne, naar han var i Byen. Af og til kunde han give stort Bal paa
Slottet. Men dette gik ikke ofte paa.
Vinteren 1867-1868 var i selskabelig henseende en ganske mærkelig.
Om Sommeren 1867 havde der reist to fornemme engelske Damer i Landet og
bl.a. opholdt sig paa Aak i romsdalen. De havde vakt megen Opmærksomhed.
bagefter kom de til Christiania og blev der boende i Victoria Hotel.
Den ældre Dame var Enkehertuginden af St. Albans, den yngre
hendes Datter, Laydy Diana de Vere Beauclerc. Hertuginden havde
efter sin første Mands Død været gift med Viscount Falkland, men havde
saa atter antaget sit gamle Navn med tilhørende høifornemme titel. Over
Nytaar begynte de begge at vise sig paa Baller og i Selskaber og var
gjenstand for megen Opmærksomhed. Jeg erindrer dem specielt ved tre
Leiligheder, et Bal hos Statsraad Stang, et faa Frognes og et paa
Sinsen. Lady Di, som hun kaldtes, var meget dansante, og en virkelig
meget elskværdig Dame; jeg var ofte hendes Kavaler. Men tilslut snublede
paa Sinsen baade hun og jeg i hendes lange slæb og rullede henover
salsgulvet. hertuginden sagde, at det var tilpas for Young girls, som
optraadte i saadanne Kioler. Men Ladyen var ikke tilfreds og jeg
gjenvandt ikke hendes Naade. Imidlertid var det allerede langt ude i
Sæsonen, og snart efter forsvandt Ladyen og Moderen fra Christiania,
hvor de neppe mere kom tilbage. De havde været som et glimt fra den
store londonske selskabsverden. Nu er de begge forlængst døde.
Hvordan var saa den Ungdom beskaffen, som mødtes paa disse Baller? Den
var som al anden Jeunesse dansante, om just ikke doreée. væsentlig
bestod den af Løitnanter, Studenter og unge Kandidater. Der var de, som
havde flere, og der var de, som havde færre Bekjendtskaber, og der var
en engere Kreds, som stadig kunde regnes for Balløverne, og som var
uundværlige for alle Baller. der var aandfulde Mænd mellem denne
dansende Skare, og der var dem, som det ikke var godt at komme ud for,
naar de lod sin bidende Tunge spille.
Men en var der, som jeg ikke kan undlade at nævne mellem de dansende
Ungdom, en Mand, som i flere aar spillede en fremragende Rolle inden vor
selskabelige verden. Det vart Frants Marius Dekke, en ung Student fra
Bergen, som hurtig havde vundet en Stilling som en af de første
Kavalerer i Hovedstadens selskabsliv. Dekke var paa sin Vis bleven en
norsk Beau Brummel, hvis det overhodet gaar an at sammenligne vore
Forhold med Londonlivet paa Prinsregentens Tid og dets Dandyer. Ligheder
var der imidlertid. Dekke var i Grunden en ganske uskyldig Person. Men
han var fornøielig, vittig og morsom og havde altid noget, der kunde
underholde et Selskab. Om Moroen gik ud over Andre, var det ikke altid
saa nøie, og han var ikke kræsen med at vælge Ofrene for sine
Bemærkninger. Der var en Dame, i hvis Selskaber han hyppig kom,; det var
en Dame, som selv var kjendt for en skarp Mund. En Dag udbrødt hun i en
eller anden anledning: "Da faar jeg ingen glæde mere i dette Liv!" Dekke
stod ved Siden og bemærkede koldt: "Nei, det var da liet, for i det
andet faar De det sandelig ikke." Der var Christiania en ung Mand,
som udmærkede sig ved en usædvanlig Fedme; han kom en Dag meget sent paa
et Bal og traf ved sin Indtræden Dekke. Med alle Tegn paa henrykkelse
styrtede denne imod ham og udbrød: "Hvor deiligt, at De virkelig engang
kom!" Den anden takkede for Modtagelsen, men fik snart Forklaringen; thi
Dekke sagde: "Jeg var bange for, at De havde faet Apopleksi."
Han havde faat en saadan Tillid til sin egen Uundbærlighed, at han mente
at kunne tillade sig endog en meget vidtgaaende Optræden, selv mod dem,
der oftest havde ham til Gjæst. Persons anseelse fandtes ikke hos ham.
Men en enkelt gang var han meget spag, nemlig da han omsider kom frem
til juridisk examen.
"Hvad er en Skylddaler?" spurgte Schweigaard, og Dekke svarede: "En
Daler, som er lidt mindre en en elmindelig Daler!" "Har De seet en
saadan Daler?" spurgte Schweigaaard videre. "Ja pa Bergen Museum," sagde
Dekke. Han fik et meget tyndt Haud.
|